Når vi i dag fejrer årsdagen for FNs Børnekonvention, sker det på et voldsomt bagtæppe. Krige og konflikter har kostet tusindvis af børn livet og fordrevet endnu flere. Oversvømmelser og tørker har frataget millioner af børn deres faste holdepunkter i hverdagen – et trygt hjem, de daglige måltider og skolegang.

Det er som om, verden i øjeblikket udvikler sig i en helt forkert retning. At den verdensorden, der stræbte efter fred og samarbejde, har fået nye takter.

Og der er da også noget, der tyder på det. Ikke siden Anden Verdenskrig har der været så mange væbnede konflikter i verden, viser tal fra FN. Samtidig kan vi konstatere, at vi står i en global læringskrise, hvor to tredjedele af børn i verdens lav- og mellemindkomstlande ikke kan læse en simpel tekst, når de fylder 10 år.

Også på sundhedsområdet går udviklingen den forkerte vej. Ser vi på antallet af børn verden over, der går glip af livsvigtige vacciner, har vi oplevet det største tilbageslag i 30 år.

Men vi kan sætte en stopper for den negative spiral, der i øjeblikket får de talrige kriser til at forværre hinanden og konkurrere om opmærksomheden.

FNs Børnekonvention er det fundament, som UNICEF står på, og som udstikker de rammer, som vi sammen med vores partnere og medunderskrivere på dette indlæg, arbejder indenfor. Sammen vil vi omskrive historien for verdens børn, så børn går i skole – i stedet for at gå efter vand. Så børn ikke længere er ofre for underernæring, fejlernæring og sygdomme, der kunne have været undgået. Og så børn har et trygt sted at være, når enkatastrofe rammer.

Vi nægter at lade udfordringerne fratage os håbet om en bedre fremtid for verdens børn. Og sammen fortsætter vi arbejdet. Vi bringer nødhjælp til børn ramt af krige. Vi uddanner lærere og støtter skoler i verdens fattigste lande. Vi vaccinerer børn selv i de mest afsidesliggende egne af verden, og vi uddeler proteinholdig mos til underernærede børn. Vi arbejder for,at børn i alle dele af verden har plads til ubekymret leg, og for at børn kan leve og overleve på trods af konsekvenserne af klimakrisen.

I dag hylder vi de kræfter, der arbejder for en bedre verden – og vi fejrer, at FN’s Børnekonvention fortsat sætter rammen for det arbejde, vi utrætteligt udfører hver eneste dag.

Sammen kan vi omskrive historien for verdens børn.

Sidsel Marie Kristensen (CEO LEGO Fonden),Katrine DiBona (Corporate vice president, Global Public Affairs & Sustainability Novo Nordisk), Anders Holm (direktør Hempel Fonden), Alexander Lacik (CEO Pandora), Kim Nøhr Skibsted(fondsdirektør Grundfos Fonden), Erik Brøgger Rasmussen (administrerende direktør DBU), Natasha Brandt (administrerende direktør Saxo), Martin Brøchner Mortensen (CEO Cotes A/S)og Susanne Dahl (generalsekretær UNICEF Danmark

Få borgerlige råd fra Tom Jensen

I nyhedsbrevet »Borgerlingske« giver ansv. chefredaktør Tom Jensen hver uge sit bud på, hvad borgerlige danskere med fordel kan interessere sig for lige nu.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig nyhedsbreve. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Berlingske Medias nyhedsbreve kan indeholde invitationer til arrangementer, tilbud på abonnementer og annoncer fra tredjeparter. Dine oplysninger kan blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter, og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.