Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Sæt ikke sparepengene på Ørsted?

»Ørsteds egentlige forretningsmodel jo ikke at etablere sig som varig producent af el rundt omkring i verden (og altså tilsyneladende endda heller ikke i Danmark!), men at tjene penge på køb og salg af projekter. Det ligner mere en form for ejendomshandel til søs,« skriver Poul Nielson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil Noble / Ritzau Scanpix

Thomas Bernt Henriksens (TBH) klumme 1. maj 2021 om Mærsk, LEGO og Ørsted fortjener en opfølgende kommentar. Når han i overskriften sender signalet »sæt ikke sparepengene på Ørsted«, er dette helt primitivt begrundet i det forhold, at staten er majoritetsaktionær. Lad os derfor først se på, hvad slags aktionær staten faktisk har været for DONG/Ørsted og derefter på, hvad der i virkelighedens verden er værd at holde øje med, hvis man skulle sætte sparepengene på Ørsted.

TBH skriver, at Henrik Poulsen ud af kaos og uro byggede verdens førende ekspert i at bygge havvind, og at det var Goldman Sachs og ATP, der insisterede på at fokusere Ørsted som grøn virksomhed. Den sande historie var da anderledes. Ekspertisen som teknisk og finansiel projektudvikler af havvind blev skabt i DONG, og det afgørende argument for Socialdemokratiet og de andre daværende regeringspartier for at fastholde et statsligt majoritetsejerskab var jo netop satsningen på havvind. Det var jo heller ikke sådan, at Goldman Sachs eller ATP tilførte DONG speciel ekspertise i denne disciplin.

Den specialisering, Ørsted har gennemgået, handler jo også om frasalg af store dele af selskabets rolle som hjørnesten i den danske energisektors infrastruktur. Radius blev heldigvis en understregning af betydningen af, at der er tryghed om ejerforholdene af vital infrastruktur. Det handler ikke, som TBH skriver, om »politiske luner«. TDC burde for eksempel også have været fastholdt som vital samfundsmæssig infrastruktur i steder for det skatteunddragelsescirkus, vi nu ser være på vej til en forhåbentlig vellykket juridisk oprydning.

TBHs advarsel om sparepengene på Ørsted er imidlertid velbegrundet, omend af andre grunde end TBHs statsejerskabsfobi. Man kunne dog måske anføre, at statsinvolvering faktisk er en vigtig politisk faktor i væksten af det globale marked for havvind og vindkraft generelt, men det er ikke det primære problem: For det første er knowhow i håndteringen af projekterne jo ikke noget, der kan patenteres, og for det andet – og som det afgørende – er Ørsteds egentlige forretningsmodel jo ikke at etablere sig som varig producent af el rundt omkring i verden (og altså tilsyneladende endda heller ikke i Danmark!), men at tjene penge på køb og salg af projekter. Det ligner mere en form for ejendomshandel til søs. Det er mere spekulativt og dermed også sårbart end den historiske rolle, DONG/Ørsted har i vores bevidsthed.

Poul Nielson, fhv. energi- og udviklingsminister (S) og EU-kommissær