Dannebrog i Indfødsretsudvalget
For nylig traf vi en beslutning i Folketingets Indfødsretsudvalg om, at Dannebrog skal hænge i udvalgets mødelokale. Det er i dette lokale, hvor vi blandt andet afgør, om udlændinge skal have dansk statsborgerskab, hvorfor det altså giver god mening, at Dannebrog pryder lokalet.
Det er dog ikke alle, der kan se fornuften i, at vi i Indfødsretsudvalget nu har besluttet, at Dannebrog skal hænge i lokalet.
I en københavneravis kunne man 3. april læse, at Helene Brydensholt fra Alternativet anklagede os i Socialdemokratiet for »at føje Dansk Folkeparti«, fordi vi bakkede op om beslutningen.
Jeg kan dog imidlertid forsikre folketingsmedlemmet fra Alternativet om, at vi i Socialdemokratiet ikke føjer andre partier, og da slet ikke Dansk Folkeparti, når det omhandler udlændingepolitik. Og jeg vil opfordre Helene Brydensholt til at lægge dovenskaben på hylden og finde på en mere original anklage, end den mest fortærskede gennem tiden, nemlig at Socialdemokratiet efterligner Dansk Folkepartis udlændingepolitik.
Derudover sammenligner Helene Brydensholt i samme artikel Dannebrog med agurker, som man til sammenligning kan have hængende i Miljø- og Fødevareudvalgets mødelokale, som hun på latterliggørende vis udtaler om vores beslutning i Indfødsretsudvalget.
Helt ærligt: Hvor er respekten for vores alle sammens nationalflag?
Den skøre del af venstrefløjen, herunder Alternativet, har et anstrengt forhold til vores flag. De flager hjertens gerne med Palæstina-flaget ud ad vinduerne af deres lejligheder i København eller på deres jakker og rygsække, men at flage med Dannebrog: Nej, puha, så går man den yderste højrefløjs ærinde, lyder det på den del af venstrefløjen.
Det er i virkeligheden meget egocentreret: Flager du med Palæstina-flaget, ja så er du et godt menneske. Flager du med dit moderlands flag, så sympatiserer du derimod med den yderste højrefløj. Det er intet andet end udtryk for sygelig selvoptagethed.
Hvis nationalflaget ikke skulle være i lokalet i forbindelse med noget så højtideligt, som når vi giver dispensation og behandler statsborgerskab, så ved jeg næsten ikke, hvornår det ellers skulle være til stede i et lokale.
Stop med at skamme jer så meget over Dannebrog. Lad os i stedet hylde patriotismen i vores land og omfavne vores nationalflag, som man gør i adskillige andre lande som for eksempel Frankrig.
Anders Kronborg (S), indfødsretsordfører og formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
I østen stiger solen op
Så blev der igen tid til at bemærke det uundgåelige. Stigning i offentligt ansatte er en naturlov på linje med tyngdeloven. Mærkeligt at Newton ikke fik det med. I takt med at tallet stiger, er der behov for nye titler. Her kommer spindoktorerne ind i manegen. I forsvarsministeriet optræder koncernstyringsdirektør og ejendomsstyrelsesdirektør.
Måske det længste er speciallægepraksisplanlægningsperiodechef på kun 54 bogstaver. Vi ender alle med at være ansat af staten. Minder det ikke om et system østpå?
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
En udfordring til Vanopslagh
Kære Alex Vanopslagh,
For omkring en måned siden bragte Berlingske en udfordring fra mig til dig. Jeg har endnu ikke hørt fra dig, så lad mig opsummere og præcisere den her:
Udfordringen er simpel:
Kan du fremskaffe kontaktoplysninger på tre virksomheder, der enten i dag – eller inden for de seneste fem år – har haft overenskomstmæssige fuldtidsstillinger slået op uden at modtage kvalificerede ansøgere?
Du har tre muligheder:
Du accepterer udfordringen og sender kontaktoplysningerne på de nævnte virksomheder. Hvis du gør det, giver jeg en fadøl i Grøften!
Du erkender nederlaget: Der er ikke mangel på arbejdskraft, og du kan ikke finde en eneste virksomhed, der reelt har haft vanskeligheder med at tiltrække kvalificerede kandidater. I så fald er det dig, der giver en fadøl i Grøften.
Du ignorerer udfordringen og stikker hovedet i busken som en struds. I så fald bekræfter du blot, at fortællingen om »mangel på arbejdskraft« bygger på myter og politisk spin – og bidrager til et dysfunktionelt arbejdsmarked med både økonomisk og menneskeligt spild til følge.
Jeg har forståelse for, at du snart går på barsel – tillykke med det! Du er velkommen til at sende en stedfortræder i dit sted.
Alt, jeg beder om, er et svar – og i det mindste en kvittering på, at du har modtaget min henvendelse.
Med venlig hilsen
Anne Grønlund, Dragør
Fiskedød og forurening i Københavns havn
Som sejler i Københavns havn er jeg frustreret over forurening og fiskedøden, hvor 23.000 ørreder døde pga. et spildevandsudslip fra Biofos, forårsaget af en it-fejl. Havnen, Søerne og de forbundne åer er et levende økosystem, vi skal værne om.
Jeg kæmper for fritlagte åer og søer så rene, at vi kan bade i dem. Denne sag viser, hvorfor vores vandmiljø må beskyttes.
Dansk lov er klar: Miljøbeskyttelsesloven pålægger forureneren strengt ansvar. Biofos, der driver renseanlæg, må holdes ansvarlig for skaderne, inklusive 150.000 kroner til genudsætning af ørreder. Biofos anerkender fejlen og vil behandle erstatningskrav, men det er ikke nok.
Jeg kræver handling – ikke kun løfter. Fiskeriforeninger som Hvidovre Sports- og Lystfiskerforening kræver retfærdighed, og det støtter jeg. Sagen er ikke afgjort, men Biofos må betale for genopretningen og sikre mod fremtidige fejl.
Åerne, Søerne og Københavns havn fortjener et rent miljø, hvor fisk trives, og vi kan bade. Lad os håndhæve loven og sikre et levende vandmiljø!
Kåre Traberg Smidt, advokat og kandidat til Borgerrepræsentationen for Venstre
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk



