S: Københavnsk forslag om statsborgerskab er en ommer


Den 14. juni kunne man i denne avis læse om et nyt forslag fra Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation om årligt at sende en vejledning afsted til folkeskoleelever uden statsborgerskab og deres forældre i, hvordan man søger om at blive dansk statsborger.
Det primære formål med den foreslåede nye praksis er at rådgive og oplyse om, hvordan man kan opnå dansk statsborgerskab eller permanent ophold, da processen herom angiveligt skulle være »uoverskuelig«.
Som Socialdemokratiets indfødsretsordfører må jeg indrømme, at jeg spærrede øjnene noget op, da jeg læste om det pågældende forslag, og det har to årsager.
Først og fremmest forudser jeg, at det kan blive en dyr affære for kommunen at etablere og drive den nye praksis, og uden at blande mig i kommunens økonomiske anliggender tænker jeg, at pengene kunne være brugt bedre – for eksempel på kommunens socialt udsatte og ældre. Og kommunernes opgaver er vel ikke at øge de administrative udgifter og byder.
Derudover – og vigtigst af alt – vender forslaget lidt op og ned på de principper, der gør sig gældende på indfødsretsområdet, nemlig at vi sætter pligt før ret. Som ny i Danmark skal du i en årrække bevise over for os, at du gerne vil Danmark. At du ønsker at bidrage til vores fællesskab med din arbejdskraft, at du lærer vores sprog, sætter dig ind i vores lands historie, og at du tager vores værdier til dig.
Et dansk statsborgerskab opnår man altså ved at leve op til de pligter, som det at være borger i Danmark indebærer. Det må aldrig blive en rettighed at få dansk statsborgerskab blot fordi, man har bopæl i Danmark. Det er noget, som man med flid og arbejdsomhed kan gøre sig fortjent til, og det indebærer altså også, at man selv evner at læse op på og leve op til de betingelser, som vi i Folketinget har besluttet skal være vejen til at få dansk statsborgerskab.
At en dansk kommune lige pludselig ser et behov for at yde skoleelever med indvandrerbaggrund hjælp og vejledning i, hvordan man nemmest får dansk statsborgerskab, herunder mulighederne for dispensation, synes jeg er et udtryk for, at man modarbejder de principper, som vi fra Folketinget har besluttet skal gøre sig gældende på indfødsretsområdet.
Anders Kronborg, indfødsretsordfører (S)