For nylig udviste Danmark 15 russiske efterretningsofficerer i diplomatiske dækstillinger. Herved forårsagede den danske regering en væsentlig personalemæssig reduktion af den herværende russiske efterretningskapacitet.

15 medarbejdere svarer formentlig til 50 procent reduktion. Det må være føleligt for de herværende ambassadebaserede efterretningsstationer. Man kan jo spørge nyhedsredaktøren, hvad han ville sige til at miste  cirka 50 procent af sin journalistiske stab?

Men der er hjælp at hente for de trængte efterretningsofficerer. Læs blot Berlingske 6. maj. Her berettes med tilsyneladende gode kilder, at Danmark har 75.000 panserminer på lager. Det er mange. Efter et langt embedslivs deltagelse i mange roller i dansk totalforsvar  er det virkelig for mig en nyhed. Selvfølgelig vidste jeg, at vi havde panserminer, men ikke i den store mængde.

I mange år har det været almindelig kendt, at det danske sømilitære forsvar – helt fra Første Verdenskrig – i høj grad hvilede på minefelter, men at denne strategi øjensynlig skulle udstrækkes til det territoriale landforsvar – det er en nyhed.

Nu vil vi så overlevere 50.000 af disse panserminer til Ukraine, der vil have god brug for dem. Fint. Men denne væsentlige politiske og militære efterretning bliver suppleret med oplysninger om, at det drejer sig om typerne M/56 og M/74. Det vil lette arbejdet for den russiske føring – og minerydning – for den russiske, militære efterretningstjeneste, GRU, har helt sikkert fyldige emnesager om disse minetyper liggende på arkivet.

Hvorfor bringer Berlingske denne historie på forsiden og over to sider inde i bladet? Angiveligt fordi Human Rights Watch vil proklamere, at også panserminer forårsager civile tab. Det er ikke nogen nyhed. Luftbombardementer, artilleribeskydninger, kampe i byer og beboede områder og livet som ubeskyttet flygtning giver store, også civile, tab. Krig er forfærdelig, hvis nogen skulle være i tvivl.

Men selv med de bedste intentioner må man gerne tænke sig lidt om. Jørn Bro, Smørum