Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Røde toppolitikere normaliserer Trump, når de sidestiller ham med oppositionen herhjemme

»At trække Trump ind på den politiske midtbane er katastrofalt at fejlvurdere ham,« skriver Thomas von Jessen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Karen Pulfer Focht / Reuters / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er Trump gennemsnitlig?

Det mest katastrofale ved, at røde toppolitikere her i landet nu er begyndt at sidestille blå toppolitikere med Trump, er den normalitet, som røde toppolitikere dermed tillægger Trump. At trække Trump ind på den politiske midtbane er katastrofalt at fejlvurdere ham. Trump er en megaloman demagog, der fylder sine tilhængere og andre med løgne og had for at få flere tilhængere og for at nå sine mål: Et USA, der lukker sig om sig selv, og det er heller ikke i vores interesse.

I det hele taget er danske politikere og mediefolk alt for elskværdige over for Trump. I medierne her i landet burde de gå langt mere skarpt og demaskerende til værks. Alle er lige nu enige om, at Ukrainekrigen er en kæmpe trussel mod de værdier, som langt de fleste af os er enige om, men glem ikke, at bag Mar-a-Lagos tykke mure i Florida gemmer sig en, som allerede har vist det i handling, og som stadig pønser på at true moderniteten og vores fælles værdier.

Thomas von Jessen, Nivå

Betænkelig udvikling

I Dansk Folkeparti er vi glade for, at være med i budgetforlig i København. For eksempel har jeg skrevet under på en aftale om det spændende Tour de France-løb i Danmark, men ingen har fortalt mig, at kommunen skal betale enorme summer af skatteborgernes penge til ting, som må anses for at ligge udover, hvad der er normale udgifter. Det kan jeg læse om i medierne. Og der nægtes aktindsigt for medier og borgere.

Jeg kan også læse, at det kønsaktivistiske projekt »Normstormerne«, der mener, at køn er en social konstruktion, får kommunale milliontilskud i Folkeskolen i København. Det er fortsat skjult, hvad pokker der foregår med den dyre seksualundervisning om blandt andet LGBTI+. Og også her nægtes aktindsigt for medier og borgere.

Det fremgår ellers af Folkeskolelovens § 44, at skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og arrangementer. Det forudsætter altså, at skolebestyrelserne skal have adgang til det undervisningsmateriale, som Normstormerne anvender, men som efter deres egen mening skal holdes hemmeligt, fordi deres »eksistens står på spil«. Kunne det mon tænkes, at »Normstormerne« sammen med visse politikere, ønsker at fremme en aktivistisk holdning til kønsidentitet og seksuel orientering?

Jeg mener, at det er uholdbart, at kommunen støtter en millionkontrakt betalt af borgerne og derefter nægter aktindsigt. Og det gælder såvel for Tour de France som for »Normstormernes« hemmelighedskræmmeri. Med den uforståelige lukkethed omkring brug af offentlige midler, så er der brug for mere åben debat om disse foruroligende begrænsninger i demokratiet. Jeg vil derfor sørge for, at problemet bliver taget op på Borgerrepræsentationens møde 25. august.

Finn Rudaizky (DF), medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden

Forskningspolitik og sprogpolitik

Det har vakt alvorlig bekymring i Dansk Sprognævns repræsentantskab, at Det Frie Forskningsråds politik for tidsskriftsstøtte synes at vanskeliggøre støtte til dansksprogede videnskabelige tidsskrifter. Vi henviser i den forbindelse i dette åbne brev til Forskningsrådet til den debat, der har været på det seneste i Weekendavisen og Kristeligt Dagblad samt på videnskab.dk. Mere specifikt er det kravet om, at der både i redaktionerne og blandt de publicerende skal indgå udlændinge, der skaber vanskeligheder. Inden for mange fagfelter kan danskkundskaber ikke forventes blandt de relevante fagfolk, og en hård gennemføring af de krav, som sættes op som afslagsbegrundelser, vil medføre, at tidsskrifter på dansk alene i kraft af sprogvalget bliver udelukket fra støtte fra Forskningsrådet.

Det er en forudsætning for, at dansk kan gælde for et komplet sprog, at det også anvendes til videnskabelige publikationer på højeste niveau. Det må nok erkendes, at dette niveau er gået tabt for længe siden hvad angår naturvidenskaberne og medicinsk forskning. Så meget vigtigere er det, at sproget fortsat anvendes til human- og samfundsvidenskabelig forskning. Vi vil derfor opfordre Det Frie Forskningsråd til at justere sin politik sådan, at der fortsat er mulighed for at publicere forskningsresultater på højt niveau på dansk inden for disse felter.

24 medlemmer af Dansk Sprognævns repræsentantskab

Herlufsholm igen, igen

Det er dog utroligt så mange, der har travlt med at kritisere kronprinsparret, fordi de ikke omgående tog deres søn ud af kostskolen Herlufsholm, da problemerne blev kendt. Grunden til besindigheden er højst sandsynligt, at parret handler ud fra den erkendelse, at man, hvis man ønsker at kende årsagen/årsagerne til et problem, bør være til stede der, hvor problemet/problemerne eksisterer.

Når det så er sagt, må vi glæde os over, at vi her i landet ikke slås med de uhyrligheder, som finder sted i lande omkring os.

Hans J. Blokmann, Kgs. Lyngby