Det kan egentligt undre, at netop det at være vågen er blevet det onde dyr i åbenbaringen. For er det egentligt så galt at arbejde for, at folk får lige muligheder?
Siden de første spæde forsøg på at lave demokrati, og på at udvide det til andre end jordbesiddende mænd over 30, har der været fokus på at sikre folks muligheder for at være en del af det.
Det er grundlæggende det samme, som woke-begrebet dækker over: At alle får lige muligheder.
For vil vi det, er det nødvendigt at være opmærksom på de barrierer, der røver os for lige muligheder. Køn, klasse, etnicitet, handicap eller seksualitet stiller os forskelligt.
Det er ikke på grund af dovenskab, at folk, der lever med handicap eller funktionsnedsættelse, alt for ofte efterlades uden for arbejdsmarkedet.
Det er ikke et tilfælde, at mennesker, der er minoriteter på grund af hudfarve, kønsudtryk eller seksualitet, udsættes for en del mere diskrimination og hadforbrydelser end os andre. Det er den strukturelle ulighed.
Og det er ikke et spøjst sammentræf, at børn, der vokser op i udsathed og fattigdom, har statistisk større risiko for selv at blive udsatte og fattige.
Det er ganske enkelt et udtryk for manglende muligheder. Er du obs på det? Tillykke så er du woke.
Det kan jo lyde slemt, og det skyldes nok, at hele banden på højrefløjen – fra Trump til den siddende regering – har gjort wokeisme til det onde dyr i åbenbaringen. Dog uden at komme nærmere ind på, hvad det dækker over.
I USA er det gået så vidt, at det får skylden for alt fra døde øl til nedstyrtede fly, så langt er vi heldigvis ikke kommet i Danmark, men der er grund til at være obs. For mon ikke det bliver et valgtema?
Hvis du stadig synes, at ordet er træls, så brug du trygt de gode danske ord: »lige muligheder« eller eventuelt bare kort og godt »hensyn«. Så er du godt på vej.
Charlotte Lund, medlem af Københavns Borgerrepræsentation (EL)
Krigsskat
Efter al den tale om krigsskat kom jeg til at tænke tilbage på efterkrigsårene. Der kom præmieobligationer på markedet. Det var noget, hvor alle kunne deltage. I stedet for renter deltog man i lodtrækning om kontante præmier et par gange om året. De var meget populære, jeg tror, de kostede 50 kroner (det var mange penge i forhold til lønningerne den gang, en lærling tjente cirka otte kroner om ugen).
Der er sikkert ingen i Folketinget, som har hørt om dem, de er jo så unge alle sammen. Hvis man nu lavede dem på 1.000 kroner, kunne jeg forestille mig, at spilleglade danskere ville købe. De kunne jo bruges til gaver til børn, børnebørn og oldebørn ved festlige lejligheder.
Bare en idé fra en gammel oldemor.
Kirsten Østerbye, Solrød Strand
Rakt ud
Er det helt umuligt at lære (unge) journalister, at man ikke har »rakt ud« til for eksempel en given minister, når man har sendt vedkommende en sms? Tidens mest irriterende anglicisme.
Henrik Elmelund, Odense
Ingen forældre i Danmark skal lære deres børn at hade
Jeg vil ikke have Mette Frederiksens anklager siddende på mig, min familie eller dem, jeg kender, om at familier med indvandrerbaggrund skulle bidrage til had. Overhovedet ikke.
Den 14. februar er en mørk dag for alle os danskere. På denne dag mindes vi terrorangrebet, der ikke kun rystede København, men hele nationen. Angrebet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade i 2015 var en tragedie, som vi aldrig må glemme.
Som en del af en religiøs minoritet i Danmark kan jeg sætte mig ind i den frygt og usikkerhed, som mine dansk-jødiske medborgere må have følt dengang – og stadig føler i dag. Den spejler på mange måder den frygt og usikkerhed, jeg selv kender som muslim.
Og præcis derfor vil jeg simpelthen ikke acceptere Mette Frederiksens udtalelser, der insinuerer, at vi som minoriteter bærer et særligt ansvar for at bekæmpe had. Hadet mod jøder er lige så forkasteligt som hadet mod muslimer, mod sorte, mod lgbtq-personer, mod enhver minoritet. At placere ansvaret så entydigt hos indvandrermiljøer er ikke bare fejlagtigt, det er farligt. Det skaber en mistillid i samfundet, der skubber mennesker længere væk fra hinanden i stedet for at bringe os sammen.
Mette Frederiksen taler om en ny virkelighed, hvor der er kommet mennesker til Danmark, som »ikke vil os det godt«. Hvem er »os« i den sætning? Er det ikke alle os, der bor her? Vi, der arbejder, betaler skat, opdrager børn, engagerer os i lokalsamfundet? Hvis statsministeren virkelig ønsker et Danmark, hvor alle står sammen mod had og ekstremisme, så skal hun starte med ikke at skabe en opsplittet fortælling om, hvem der hører til, og hvem der ikke gør.
Ingen forældre i Danmark skal lære deres børn at hade. Det gælder lige så meget de danskere, der åbenlyst giver udtryk for deres foragt mod muslimer, som det gælder dem, der har fordomme mod jøder eller andre minoriteter. Had skabes ikke kun i bestemte hjem eller visse boligforeninger, det skabes i aldeles grad også af folkene på Christiansborg.
Jeg vil sige det klart til hele Danmark: Vi må alle tage ansvar og sige fra over for den splittelse, som Socialdemokratiet bidrager til. Politikerne, partierne og regeringen skal tage et større ansvar og lukke ned for deres systematiske angreb og polariserende udtalelser og den umenneskelige udlændingepolitik.
Muhmen Parvaze, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
