Hawaii til rigsfællesskabet
Den danske og grønlandske regering må ufortøvet meddele USA, at vi af hensyn til rigsfællesskabets nationale sundhed straks må annektere øgruppen Hawaii i Stillehavet.
Det er en kendt sag, at alle beboere i rigsfællesskabet lider under de lange og kolde vintre. Derfor er det af national og international vigtighed, at vi alle kan flytte til Hawaii i vinterhalvåret.
Rigsfællesskabets regeringer må straks uden invitation flyve til Hawaii ledsaget af kongeparret for at overtage øerne. Øgruppen er jo beliggende alt for langt fra USA til, at USA kan kræve ejerskab over disse øer, og vi vil selvfølgelig behandle den lokale befolkning langt bedre, end USA gør.
Henriette Ranch, Skodsborg
Ligestilling i erhvervslivet, men ikke i livet?
De nordiske lande fremstår som globale frontløbere inden for ligestilling, men bag den polerede facade gemmer sig et mørkt paradoks: trods deres topplaceringer på ligestillingsindekser har disse lande også nogle af de højeste forekomster af kønsbaseret vold.
Denne debat bør ikke kun handle om, hvorfor vi ser dette paradoks, men også om hvordan vi ændrer det. Vi har formået at skubbe ligestilling på arbejdsmarkedet frem gennem strategiske politiske initiativer som kønskvoter og barselsordninger – hvorfor ser vi ikke en tilsvarende målrettet indsats mod kønsbaseret vold?
Den politiske debat og ligestillingsdagsordenen har i årevis været præget af fokus på økonomisk ligestilling og repræsentation i ledelseslagene, mens vold mod kvinder stadig står i skyggen af disse diskussioner.
Er vi kun interesserede i ligestilling, når det handler om karriere, men ikke når det handler om liv og død?
Hvis vi virkelig vil kalde os verdens mest ligestillede lande, må vi også prioritere kvinders grundlæggende sikkerhed – i hjemmet, i det offentlige rum og i relationer. Det er på tide, at vi ikke kun måler vores fremskridt i bestyrelseslokalerne, men også i statistikkerne over vold og kvindedrab.
Amanda Mailund Møllebro, akademisk medarbejder, og Ditte Bjerregaard, direktør for Center for Voldsforebyggelse
Tanker på en forårsaften
Det er en stille forårsaften her i 2025, og solnedgangen maler himlen i bløde nuancer af orange og pink, et lys så smukt, at det næsten tager pusten fra én.
Jeg sidder med en pilsner og lader blikket hvile på horisonten, mens jeg tænker på verden – Trump, der buldrede afsted som en ustyrlig storm, og Putin, der drømmer om sovjets stormagtsdage, der for længst er ovre.
Det minder mig om Den Kolde Krig, dengang vi også balancerede på kanten af kaos.
Men vi kom igennem det, og jeg kan mærke en stille tro på, at vi også vil komme forbi dette. For som jeg siger: Trump er så vanvittig, at selv Senatet og Repræsentanternes Hus på et tidspunkt må sige stop.
Jeg trækker vejret dybt og tænker på, hvordan »du skal ikke bekymre dig, de fleste bekymringer bliver ikke til noget, dem der bliver til noget kan du alligevel ikke gøre noget ved.« Solnedgangen minder mig om, at der stadig er skønhed midt i uroen.
Men jeg ved også, at »det tomrum, som skabes af manglende evne til kommunikation, Vil hurtigt blive opfyldt af fejlagtig fremstilling, rygter, sladder og gift.«
Det er det, der sker nu – medierne summer af støj, og folk mister overblikket. Alligevel er det os, de almindelige mennesker, der holder fast i hinanden. »Tiden går, men bare hjertet slår,« tænker jeg, og det er nok til at holde modet oppe.
Fremtiden ligger foran os som et ubeskrevet kapitel, badet i det sidste solnedgangslys. »Livet forstås baglæns, men må leves forlæns,« har Kierkegaard engang sagt, og det passer så godt. Vi kan ikke vide, hvad der venter, men vi kan vælge at tage skridt fremad.
Måske vil verden finde fodfæste igen, når de vilde stemmer stilner af, og nogen turde sige: »Kun ved at fortælle om hændelserne kan der blive gjort noget ved det.« Forandring begynder altid med, at nogen tør tale – og lytte.
Jeg smiler for mig selv, mens himlen langsomt bliver mørkere. Måske var det naivt, men jeg tror på, at vi kan lære.
»Vi kan alle blive bedre, nogen skal bare fortælle os det,« tænker jeg. Og hvis ikke alt bliver perfekt, så kan vi i det mindste sige: »Lev med det ...« – og så leve videre, med håb og hjertet intakt, under en himmel, der lover en ny dag i morgen.
Leif Tullberg, Skibby
Danmarks største lotteri
Landets største lotteri er i gang igen i disse dage. Mere end tre millioner danskere deltager, mere eller mindre frivilligt, og cirka 3/4 »vinder«, mens cirka 1/4 »taber«.
Dem der »vinder«, bliver ofte glade og overraskede, men de »vinder« faktisk bare penge, som de selv har indbetalt til lotteriet. Dem der »taber« bliver formentlig også overraskede, men næppe så glade, og de skal indbetale flere penge til lotteriet end de i forvejen har gjort.
Lotteriets regler er så indviklede, at man skal være revisor eller meget interesseret og talkyndig for at forstå dem.
Der er selvfølgelig tale om vores skattesystem, der er så indviklet og uigennemskueligt, at de færreste har en chance for at forudse eller forstå deres skattebetaling. Jeg ville ønske, at vores politikere havde mod til at sanere og simplificere skattesystemet, så det var muligt for almindelige mennesker at forstå, også selv om det nok ville føre til nogle få eksempler på, at nogle ville få lidt for lidt og andre lidt for meget, i forhold til systemet i dag.
Peter Gotfredsen, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
