Vores rigsfællesskab slår revner og regeringen spiller hasardspil, når det gælder konsekvenserne af diplomatiske forhandlinger om åbning af amerikansk konsulat i Nuuk og investeringer på små 100 millioner kroner.

Sidst USA åbnede konsulat i Island, var det med til at medføre løsrivelse fra vores rigsfællesskab. Island har i dag stærke relationer til USA, og en del islændinge tager uddannelse i USA. Uddannelse er netop et af investeringsønskerne fra amerikanerne, samt løn til rådgivere i forbindelse med udvikling af den grønlandske økonomi, der ikke har lykkedes i hjemtagningen af råstofområdet.

Konsulatet skal drives i den arktiske kommandos bygninger i Nuuk midlertidigt. Konsulen er Sung Choi og han skal indtil en fuldtidsansat er fundet drive diplomati mellem ambassaden i København og Nuuk. Han skal rejse på hundeslæde, snescooter, i fly og helikopter og med båd, ifølge Den amerikanske ambassadør i Danmark.

Regeringen er svag, når det gælder Rigsfællesskabet for tiden. Det anskueliggjorde den amerikanske præsident, da han ønskede at erhverve Grønland. Præsidenten har i den grad set, at vi fører en status quo-politik med økonomisk tilskud årligt på 250.000 kr. pr. grønlænder. Det er ikke lykkedes Danmark at hjælpe Grønland med at få succes med råstofområdet samt sociale vilkår for børn.

Vi er nødt til at spænde hjelmen og sikre Rigsfællesskabet nu for ellers er løbet kørt, som det gjorde med Island i 1940, da Danmark blev besat af Tyskerne og Island af Storbritannien. Derfor skal der investeres i nye fregatter fremadrettet og skibe til at få opdateret søkortene. Derudover intensivering af rådgivning, så der ingen som helst tvivl er om vores engagement i opretholdelsen af et stærkt rigsfællesskab.

Ydermere skal der undervises om Grønland og Færøerne i de danske skoler, så der kommer en stærkere viden om et historielangt fællesskab.

Søren Vanting, Hornsyld

Der er sovet i timen

Med udbredelsen af corona-testtelte over hele landet for at opspore smittebærere og finde frem til, hvem de har været sammen med, så de kan blive isoleret og ikke bærer smitten videre, er det grotesk at tænke på Sundhedsstyrelsens kovending fra da det hele startede i begyndelsen af marts, da man vidste at Danmarks største smittekilde var skiløbere, der havde opholdt sig i byen Ischgl i Østrig.

I stedet for at blive undersøgt og i givet fald isoleret ved ankomsten i Kastrup, tog de frit med tog og busser hjem og nåede at smitte mange medpassagerer, inden de kom hjem og smittede familie og venner. Derfor blev den største koncentration af smitten i Danmark i København og Nordsjælland, hvor de fleste skiløbere kom fra.

Ud fra den kendsgerning at plejehjem, både dengang og nu, er det langt farligste sted at få smitten ind, er det i bakspejlet også grotesk, at jeg og min ligeledes 80+-årige medpassager på en henvendelse til Hvidovre Hospital inden vores hjemrejse fra Israel 8. marts på vej hjem til vores senior-og plejehjemscenter ikke kunne få lov at blive testet, før vi kørte til plejecenteret, selvom der var kapacitet til det på hospitalet.

At det siden er blevet konstateret, at den største smittekilde til de mange døde på plejehjemmene har været de ansatte, fordi det ikke var dem, der som de første i Danmark blev testet og udrustet med værnemidler, viser tydeligt, at der i hele coronaforløbet har været godt sovet i timen.

Steen V. Skånstrøm, Nærum

Den digitale misrøgt

Journalisten Lise Richter formidler en jubeloptimistisk hyldest til digital undervisning, som vi oplever det under coronakrisen i sin artikel »Det store pædagogiske eksperiment under nedlukningen af uddannelserne kan forbedre undervisningen« (Information 15. april)

Hun glemmer dog, at skærmen giver »lavere intelligens, ringere sprogkundskaber, begrænset ordforråd, dårligere impulskontrol, mindre empati, søvnforstyrrelser, overvægt og en række andre sundhedsproblemer«, som neurobiologen og forskningschef ved Center for Kognitiv Videnskab ved Universitetshospitalet i Lyon, Frankrig, Michael Desmurger, kraftigt understreger i sin seneste bog, »La fabrique du crétin digital« fra 2019. Problemstillingen blev fornemt påpeget i Weekendavisen 6. december 2019 i artiklen »Dommedagsskærmen«.

Som  gymnasielærer oplever jeg også, at undervisningen forringes ved den digitale form, da vi mister det sociale og interpersonelle aspekt, hvormed viden og dannelse deles og udvikles. Selv de mest ressourcestærke elever bliver ikke mødt i deres behov for kontakt  og sparring. En øget individualisering og isolering skaber i min optik mere unuancerede og uengagerede mennesker. Mennesker, faglighed, etik, kunst og leg mister mening gennem skærmen.

Emil Brandt Rex, lektor, cand.mag.