»Spionchefen – Erindringer fra celle 18« har vakt velfortjent opmærksomhed de seneste dage. Desværre har bogen, i nogen grad, overskygget Hans Davidsen-Nielsens »Spion blandt venner«.
Er man interesseret i sagen, bør denne bog læses først. Findsen fremhæver i sin bog en samtale med forsvarsminister Trine Bramsen, hvor hun lidt kryptisk siger, »at hun skal kunne tælle til 90«. En lidt mærkelig bemærkning, indtil man i Davidsen-Nielsens bog kan læse om Pernille Skippers indblanding i sagen.
For Findsens vedkommende skal retten afgøre, om han er skyldig. Men som borger i dette land efterlader hans beretning et indtryk af en statsmagt, der bruger meget voldsomme midler under hele forløbet, herunder har fundet det nødvendigt at begå karaktermord, ikke alene på Findsen, men også på hans kæreste ved et udstille deres mest private liv. Og det har jo haft effekt: Selv Søren Pind er forarget, hvilket nok udstiller ham mere end Findsen.
Den nuværende justitsminister betrygger os med, at han i maj og juni måned er stået op kl. 05.00 og har brugt to timer hver dag til at gennemlæse sagen, herunder formentlig aflytningerne fra Findsens soveværelse. Ministerens intellektuelle kapacitet strækker sig åbenbart ikke så langt, at han ikke selv har kunnet se, hvor irrelevante disse oplysninger er for sagen. Man må samtidig undres over, hvordan højt klassificerede dokumenter har fundet adgang til hans hjem.
Med statsministeren i spidsen har vi en regering, der er villig til at trække retssamfundet så langt ned, at man væmmes ved tanken om, at denne regering kan fortsætte.
Keld Monrad Hansen, Skodsborg
Vil gøre alt for magt
Demokrati er kun en styreform, og som enhver styreform afhænger »kvaliteten« af ledelsen af de personer, der er sat i spidsen.
Den nuværende valgkamp viser med stor tydelighed, at demokrati ikke sikrer en langsigtet stabil udvikling. Valgkampen viser en stor gruppe mennesker, der er villige til at gøre alt for at få magten. Det er spændende at iagttage, men som vælger umådelig trist at måtte erkende, at demokratiet, som vi har kendt det, ikke er garanti for hverken ordentlighed, langsigtet ansvarlighed eller fairness.
Tag eksemplet med Moderaterne. Lars Løkke har erklæret, at en af partiets drivkræfter er at »holde yderfløjene« ude af indflydelse. Det må de gerne mene, men er det demokrati og respekt for de vælgere, der stemmer på yderfløjene? Og hvorfor er de vælgere, der måtte stemme på »midten«, bedre end de vælgere, der stemmer på »fløjene«.
Svaret kan kun være, at det handler om at fastholde egen magt uanset prisen. Moderaterne hævder at ville forny og lave reformer, hvilket er et ædelt synspunkt. I min optik blegner det dog noget i betragtning af, at en del af det, der er behov for at få ryddet op i, er skabt af præcis de politikere, der nu mener, der er noget galt.
Kan vi virkelig ikke gøre det bedre? Der er ingen løsning på kort sigt, men vi kan alle bidrage til at få en udskiftning i Folketinget nu, hvor vi skal til valg. Så min opfordring er: Stem personligt på kandidater, der ikke allerede er i Folketinget, og lad os blive fri for Mette Frederiksen, Lars Løkke, Pia Olsen Dyhr og alle de »andre« levebrødspolitikere. Lad os få et folketing med erhvervs- og livserfaring, det trænger vi til.
Fillippa Gottlieb, Allerød
En stille undren
Man kan med nogen rimelighed godt undre sig over, hvorfor politikere er højere lønnet og har eksorbitant bedre pensionsordninger end eksempelvis sygeplejersker og sosu-assistenter.
De sidstnævnte to grupper udfører trods alt et langt mere samfundsnyttigt og livsvigtigt arbejde end den førstnævnte gruppe – foruden for det meste at optræde uselvisk.
Og så har de endog i modsætning til mange politikere en uddannelse og begår knap så mange skandaler målt pr. individ.
Niels B. Larsen, Svenstrup
En tanke til sundhedsvæsenet
Hvor er det sørgeligt, at vores sundhedsvæsen er så underbemandet, som man hele tiden hører. Alle medarbejdere er stressede, og hospitalerne mangler personale.
Hvad kan man så gøre ved det?
Tidligere har der været lægesekretærer på alle hospitaler, som varetog al skriftligt fra personalet, så læger og sygeplejersker havde mere tid til patienterne. Dette kan vel indføres igen, så sundhedspersonalet kan befries for denne byrde.
Man kunne starte på ét hospital og se, hvilken effekt det gav.
Bare en idé.
Hanne Skovgaard, Hellerup
