Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Regeringen skal ikke bestemme, om du skal leve eller dø

»Aktiv dødshjælp er endnu ikke lovligt i Danmark. Det betyder i sidste ende, at det er staten, og ikke dig som borger der har retten til at bestemme, om du skal leve eller dø. Det er ubarmhjertigt, og det er moralsk forkert,« skriver Louise Theilade Thomsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PASCAL POCHARD-CASABIANCA

Debatten om aktiv dødshjælp er mere relevant nu end nogensinde før. For vi lever i en coronatid, hvor den debat måske aldrig har været større. Hver dag får vi tal på, hvor mange flere, der har mistet livet til den forfærdelige sygdom. Og hver uge fortæller regeringen om de mange tiltag, der skal redde flest mulige danskeres liv. Det er godt. Selvfølgelig er det det. For vi skal redde alle de liv, vi kan.

MEN. Lige så vigtigt, det er at redde alle dem, som ikke er færdige med livet, lige så forkert er det at tvinge uhelbredeligt syge til at leve videre. Det gør vi desværre i dag. For aktiv dødshjælp er endnu ikke lovligt i Danmark. Det betyder i sidste ende, at det er staten, og ikke dig som borger, der har retten til at bestemme, om du skal leve eller dø. Det er ubarmhjertigt, og det er moralsk forkert.

Det er ubarmhjertigt, fordi staten dermed enten tvinger uhelbredeligt syge danskere til at leve imod deres vilje, eller tvinger deres pårørende til at bryde loven og blive kriminelle, fordi de ønsker at hjælpe deres elskede med at komme herfra på en værdig måde. Det er moralsk forkert, fordi et forbud fratager danskerne retten til selv at tage livets vigtigste beslutning.

Ved at bibeholde forbuddet accepterer vi indirekte »at staten ved bedst.« Men selvfølgelig gør den ikke det. For lysten til at leve kan kun vurderes af den enkelte borger. Det er de fleste danskere tilsyneladende enige i. En undersøgelse fra 2017 viser nemlig, at 72 pct. af danskerne ønsker at fjerne forbuddet mod aktiv dødshjælp. Det bør regeringen lytte til. For i corona-epidemiens slør og jagten på at redde så mange liv som muligt, må vi ikke glemme, hvem der i sidste ende bør have retten til at bestemme mellem liv og død. Det er ikke staten. Det er det enkelte menneske.

Debatten om at lovliggøre aktiv dødshjælp må for alt i verden ikke gå i glemmebogen. For alle har ret til at leve, men ingen skal tvinges til det - heller ikke under en coronaepidemi.

Louise Theilade Thomsen, kandidat til Københavns Borgerrepræsentation (V)