Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Regeringen fik afløb på to ud af tre hadeobjekter

Tusindvis af aflivede mink bliver begravet ved Jydske Dragonregiments øvelsesterræn ved Nørre Felding tæt ved Holstebro. Foto: Morten Stricker Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Stricker

Når lejligheden byder sig

I socialdemokratisk optik findes der i prioriteret rækkefølge tre grupper af prygelknaber, som man fra tid til anden opportunt tager under »kærlig« behandling: 1. Indvandrere. 2. Landmænd. 3 Nordsjællændere/»de rige«.

Analyseapparatet er simpelt, men virker ikke desto mindre fint på den aktuelle minksag: Landbrugsproduktion skader måske miljøet, landmænd tjener penge, og særligt minkavl er ikke noget kønt syn. Minkpelse er samtidig for de rige. Minkproducenterne appellerer således på ingen måde til en god socialdemokrat, og da slet ikke til regeringens ministre, der til sammen, takket være Mattias Tesfaye, har cirka tre års erfaring fra den private sektor.

Levebrødspolitikerne med i bedste fald en fortid i fagbevægelsen fik en måske kærkommen lejlighed til at gøre op med nogle af Venstres kernevælgere. Grundlaget for minkaflivningen var ganske vist forskningsmæssigt og juridisk tvivlsomt, men slaget mod minkavlerne er permanent. De er for evigt sat ud af spillet, naturligvis kun efter opfordring, som fødevareminister Mogens Jensen nu udtrykker det.

Særligt påfaldende var, at beslutningen om at aflive mink ikke indeholdt en strategi om at redde og opretholde de fornødne avlsdyr til på et senere tidspunkt at genstarte milliardindustrien. Taberne bliver selvfølgelig i anden omgang igen »de rige«, der som de bredeste skuldre skal betale en Arne-pension nr. 2 til minkavlerne. På den måde fik regeringen skudt kanonen af på to ud af tre af sine yndlingsprygelknaber. Eneste socialdemokratiske tab var Mogens Jensen, der behændigt af statsministeren blev efterladt alene på perronen, helt rundtosset og med et arsenal af skiftende forklaringer. Jeppe Holt, Gentofte

Nej til karakterer, ja til feedback

Karakterer gør ikke elever bedre. Det gør feedback. Når du får en karakter, får du kun et tal på din præstation. Du får ikke at vide, hvad du kan gøre bedre til næste gang. En karakter kan derfor ikke stå alene, hvis man gerne vil udvikle og dygtiggøre sig.

Nogle vil mene, at karakterer er motiverende. Jeg, som et ungt menneske, kan bare se, at karakterer ofte har en større negativ effekt end positiv. Jeg har oplevet, at når man får feedback, øger det lysten til at gøre det bedre. Modsat virkning har karakteren. Man dvæler over karakterer og skaber en unødig konkurrence mellem klassekammerater. Feedbacken er derimod individuel og kan ikke sammenlignes på samme måde. Feedback bør derfor fylde mere end karakterer. Maja Birch Jørgensen, gymnasieelev, Aarhus C

Uagtsomt minkdrab

Statsministeren hoppede godt nok i stolen, da en TV-journalist på DR1 forleden brugte udtrykket »uagtsomt minkdrab«. Dette er ikke desto mindre sagens kerne, idet regeringen efter alt at dømme satte en kæmpe dræbermaskine i gang uden først at undersøge, om der var lovhjemmel dertil. Om der reelt har været tale om uagtsomt minkdrab eller blot en beklagelig, underforstået hændelig ulykke, som statsministeren forsøger at gøre det til, står og falder på, om en såkaldt bonus pater-minister ville have bedt sine embedsmænd om at undersøge lovgrundlaget, før han/hun gav ordre til at aflive samtlige danske mink – også på farme, hvortil smitten ikke var nået endnu.

En stillingtagen til dette alvorlige spørgsmål hører domstolene til, og mange borgere har det givetvis ligesom jeg, at en retssag – af hensyn til respekten for farmerne – bør igangsættes uden unødigt ophold. Susanne Thorkilsen, Charlottenlund

Går fornuften ud med magtsygen?

Hvordan kunne regeringen på et øjeblik beslutte at nedlægge et helt erhverv på baggrund af udtalelser fra nogle få sundhedseksperter uden at spørge andre eksperter, som har sat spørgsmålstegn ved det nødvendige i en så drastisk beslutning? Nu viser det sig oven i købet, at beslutningen måske slet ikke var nødvendig.

Ikke alene har regeringen ødelagt et helt erhverv – og dermed livet for en masse borgere, som mister deres livsværk, og for en masse andre, der mister deres job.

Desuden har den påført os alle sammen nogle omkostninger, som Danmark ikke har brug for i den i forvejen pressede coronasituation. Hvordan kan man have tillid til en regering, der foretager drastiske beslutninger uden at undersøge grundlaget til bunds? Hvad bliver det næste? Hvis en hund eller kat bliver smittet, og der opstår en mutation, vil man så aflive danskernes kæledyr? Tvivlens nådegave ville være en god ting. Hanne Williams, København