Reaktionær eller konservativ?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Vi skal fortælle vælgerne, hvad det vil sige at være konservativ.« Ordene er Michael Zieglers for et par dage siden her i avisen. Det har mange før ham i partiet også sagt. Vi har et vælgerpotentiale på ca. 15-20 pct., hvis vi skal være beskedne, men ligger alligevel på under fire pct. Vælgerne skal derfor først og fremmest vide, hvad konservativ vil sige. Partiets navn kobler det konservative med det folkelige. Det har længe været uklart for vælgerne, hvad det går ud på.

Den største udfordring for os lige nu ligger i kommentatorer, journalister og politikere fra andre partier og deres fejlbrug af ordet »konservativ«. Når Christian Friis Bach på landsdækkende TV i den bedste sendetid siger, at »konservative kræfter i Afganistan arbejder imod, at piger skal gå i skole.« Når ellers kompetente og velformulerede journalister som f.eks. den dygtige og indsigtsfulde Steffen Jensen siger, at »de konservative religiøse ledere i Egypten modarbejder reformer« eller lignende, så er det en forkert brug af ordet »konservativ«.

Det er ganske enkelt ikke det, hverken Bach eller Jensen mener. De mener, at »reaktionære kræfter« er imod forandringer. Denne forkerte brug af ordet »konservativ« fryser ordet »konservativ« fast i en bestemt betydning i retning af noget bagstræberisk og ønsket om en stivnet og størknet samfundstilstand. »Konservativ« brugt politisk betyder faktisk det stik modsatte.

Edmund Burke er en af den politiske konservatismes fædre. Han og et par andre definerede konservatismen i oplysningstiden. Hans vigtigste ordspil om konservatismen er »forandre for at bevare«. Dette gælder stadig. Forandringen er nævnt først. Forandre for at bevare det, der er værd at bevare. Den konservative borger er derfor først og fremmest reformorienteret og forandringsparat. Vi skal forandre og forbedre, ikke revolutionere i spring, men konstant være klar til forandringer i en rolig fremadskridende proces, hvor alle kan være med. Sådan er det at være konservativ. Når vi nu med Zieglers ord skal ud og fortælle vælgerne, hvad det vil sige at være konservativ, er den egentlige modstander derfor utallige mediefolks forkerte brug af ordet »konservativ« og den stemning og diskurs, som de knytter til »konservativ«. I virkelighedens verden er der meget stor forskel på at være reaktionær og at være konservativ.