Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Rasmus Jarlov: Stop kommunernes udplyndring af bilisterne

Parkeringsafgifterne er en skat på folk fra andre kommuner. De, der parkerer i København, kommer i høj grad udefra og har ikke stemmeret i den kommunalbestyrelse, som beslutter de høje p-priser. Det er udemokratisk, mener Rasmus Jarlov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

I søndags brokkede flere borgmestre sig i et åbent brev i Berlingske over, at kommunerne skal aflevere 70 procent af parkeringsindtægterne til staten.

Selvfølgelig er det frustrerende, at kommunerne ikke længere kan tjene penge på at udplyndre bilister, der er afhængige af en parkeringsplads i deres kommune.

Men det kan kommunerne godt vænne sig til. For p-billetter skal ikke bruges som en pengemaskine. Vi må aldrig straffe folk for at forsøge at få en hverdag til at hænge sammen.

Det var mig, der tilbage i 2011 insisterede på, at vi indførte en lov, der lægger et loft over, hvor mange penge, kommunerne kan beholde fra parkeringsindtægter. Det gjorde vi, fordi Københavns Kommune driver rovdrift på bilisterne og opkræver over en halv milliard kroner om året. Det er det rene vanvid, og det kan vi ikke være bekendt over for borgere og hårdtarbejdende skatteydere. De lever i forvejen i et land med OECDs næsthøjeste skattetryk.

Hvornår stopper chikanen af helt almindelige lovlydige borgere, der blot ønsker at få hverdagen til at gå op? Skal vi gøre det sværere end det allerede er i dag?

København er uden sammenligning den kommune, der tegner sig for de største parkeringsindtægter. Den tjener millioner og atter millioner på p-afgifter! Bare i 2017 krattede kommunen 621,5 millioner ind. Og det er jo en god forretning! Derfor udvidede Københavns Kommune i 2017 parkeringszonen til også at omfatte Ydre Nørrebro, Ydre Østerbro samt Valby.

Parkeringsafgifterne er en skat på folk fra andre kommuner. De, der parkerer i København, kommer i høj grad udefra og har ikke stemmeret i den kommunalbestyrelse, som beslutter de høje p-priser. Det er udemokratisk, og det har vi en pligt til at beskytte bilisterne imod.

Det skal med andre ord ikke kunne betale sig for kommunen at skrue op for parkeringsafgifterne. Der skal være en balance i tingene.

Det er vores pligt at sikre, at p-afgiften ikke eksploderer som eksempelvis i København. Danmarks hovedstad skal jo være tilgængelig - både for københavnere og for folk fra resten af Danmark - som har et ærinde i byen. Det er simpelthen ikke i orden at beskatte mobilitet på den måde.

Det røde bystyre i København synes naturligvis, at det er irriterende. Men det er det mest demokratiske at sikre, at én kommune ikke uhæmmet kan opkræve skatter fra andre kommuners borgere.

Rasmus Jarlov, Det konservative Folkeparti