Radikale imamer

Vollsmose-imam Muhammed Khaled Samhas usmagelige udgydelser om, at jøder skal dræbes og i øvrigt nedstammer fra svin, sætter igen fokus på den mest formørkede del af det danske imam-miljø. Udtalelserne er på én gang både triste, frustrerende og dybt skadelige for integrationen.

Triste fordi antisemitisme burde være et fænomen i historiebøgerne og ikke i hverdagsbilledet. Frustrerende fordi det langtfra er første gang, at en formørket imam forbryder sig mod racismeparagraffen og - og langt vigtigere - mod danske normer for, hvordan vi debatterer i offentligheden. Endelig er udtalelserne dybt skadelige for integrationen af danske muslimer, fordi en imam nu igen misbruger religionens legitimitet til at opfordre til vold og religiøst had.

Muhammed Khaled Samha tager som imam og religiøs autoritet indirekte en hel befolkningsgruppe som gidsel for sine egne ekstreme holdninger, og endnu en gang lægges der pres på det store muslimske flertal i Danmark for at tage afstand fra islamisk ekstremisme.

De islamistiske imamer i Danmark udgør et lille mindretal og deres holdninger er så langtfra repræsentative for muslimer i Danmark, men når islamistiske imamer snylter på islam og gør sig til talsmænd for en hel religion, rammer det alle muslimer. Muhammed Khaled Samha har med sin antisemitisme og ekstremisme forværret situationen for både jøder og muslimer i Danmark.

Selvom de holdninger, Muhammed Khaled Samha giver udtryk for, tilhører et lille mindretal, er der behov for, at vi tager den danske islamisme alvorligt. Det er afgørende vigtigt, at både PET og de kommunale myndigheder sikrer, at personer som Muhammed Khaled Samha ikke bliver årsag til radikalisering blandt unge muslimer, og at imamer som Muhammed Khaled Samha i det omfang, det er muligt, afskæres fra at arbejde med og vejlede unge. Vi kender desværre til flere sager, hvor religiøs fanatisme hos imamer tilsyneladende har spillet en rolle for unge muslimer, der er draget i hellig krig i Syrien.

Der påhviler både familierne, politiet og de sociale myndigheder et stort ansvar for, at radikale religiøse imamer aldrig behandles som samlingsfigurer eller rollemodeller. Ekstremisme skal ikke belønnes, men bekæmpes.