Protesten mod lavere slikafgifter afslører danskernes svage mådehold

»Protesten mod lavere afgifter viser, hvor dybt afhængige vi er blevet af, at staten blander sig og regulerer vores vaner for os,« skriver Karoline Marsay. Foto: Thomas Lekfeldt

Vi taler i øjeblikket meget om afgifter, siden regeringen har foreslået at sænke afgifterne på kaffe, slik og chokolade. 

Det har skabt en voldsom debat, og mange er oprørte over, at slik og chokolade bliver billigere, mens frugt og grønt ikke gør. 

Den undren kan man godt forstå, men reaktionerne fra familie-danskerne og diverse influencers er alligevel til at trække på smilebåndet over. 

For helt ærligt, hvis en billig Mars-bar kan vælte dit helbred, så er problemet måske ikke Mars-baren men nærmere din manglede selvkontrol? 

Protesten mod lavere afgifter viser, hvor dybt afhængige vi er blevet af, at staten blander sig og regulerer vores vaner for os. Men man kan ikke lovgive sig til mådehold og selvbeherskelse. 

Afgifter kan måske flytte lidt på forbruget, men de kan ikke erstatte det personlige ansvar. 

Så i stedet for at klynke over afgiftslettelser på usunde fødevarer, kunne danskerne tage det som en anledning til at beherske deres sukkertrang og dyrke deres indre mådehold og selvdisciplin. 

Hvis vi mener, at afgifter er det eneste, der kan redde os fra at spise os syge og sikre befolkningssundheden, så har vi vel gjort livsstil til et spørgsmål om afgifter og ikke personligt ansvar. Det er da alligevel trist.

Karoline Marsay, udlændinge- og integrationsordfører for Liberal Alliances Ungdom

Anerkendelse af Palæstina

Mette Frederiksen vil ikke anerkende Palæstina som en stat, men siger, at hun arbejder for en tostatsløsning. Hvordan hænger det lige sammen? Ja, det gør det da heller ikke.

Nu skal der som bekendt være to stater til en tostatsløsning. Det er egentlig logisk nok.

Det er da også derfor flere og flere lande, 151 ud af 181 i FN, ønsker at anerkende Palæstina som stat. I EU: Frankrig, Sverige, Bulgarien, Cypern, Irland, Spanien, Ungarn, Rumænien, Polen, Belgien, Slovakiet og Slovenien. I Finland vil præsident Stubb anerkende, mens statsministeren endnu overvejer. Det samme gør man i Portugal. Hertil kommer anerkendelseslandene Norge, Island, Australien, Canada, New Zealand og Storbritannien.

Mette Frederiksen er til stadighed kravlet højere og højere op i træet, og det bliver efterhånden vanskeligt at sige, hvordan hun kan komme ned igen.

Uffe Andreasen, fhv. ambassadør, København

Vor tids leksikon

Et indlæg om ChatGPT indenfor sundhed - skrevet af tre læger - giver en væsentlig information til brugerne . En chatbot er ikke læge, men kan svare på nogle lægefaglige spørgsmål, fordi den er fodret med alverdens oplysninger om symptomer og sygdomme. 

Det benytter mange sig af, fordi der ikke er en begrænsning på, hvor meget man må spørge om, og hvor længe man må blive i kontakten . 

Det er en asynkron samtale, hvor anonymiteten også spiller en rolle. 

I parentes bemærket er det forståeligt, at de 15 minutter, der er afsat til en konsultation hos den praktiserende læge, kan efterlade patienterne med flere ubesvarede spørgsmål, og det sætter tingene i relief. 

Som de tre læger påpeger, kan chatbotten også ramme skævt , og man skal være varsom med at diagnosticere sig selv udfra svar udelukkende genereret af ai . Svar der uvægerligt vil medføre flere konsultationer hos den praktiserende læge, med ønske/ krav om udredning, prøver, henvisninger ect. 

For igen; ChatGPT er ikke læge, men kan ofte ud fra de stillede spørgsmål - sammenholdt med de informationer ChatGPT råder over - foreslå en »diagnose« , men der skal altid en læge ind over. Det er det sikkerhedsnet, vi altid har i sundhedsvæsenet.

Irene Bjerrehuus, København

Trump er den store hindring for fred

Præsident Trump bilder sig selv ind, at han kan skabe fred overalt i verden ved at føre en underlig inkonsekvent og forvirret politik, der i virkeligheden kun skaber usikkerhed og splid. Det er Trump, der er den store hindring for fred.

I Israel-Palæstina-konflikten kunne Trump let udøve så stort et pres på den israelske regering, at rædslerne i Palæstina ophørte, så der kunne dannes diplomatisk basis for at arbejde hen mod en fredsaftale. Men det er umuligt, når Trump vil deportere alle palæstinensere til et fjernt sted, så han i Gaza kan skabe et ferieparadis for rige amerikanere og selv score fortjenesten.

I den russisk-ukrainske krig vil Trump bevare et personligt nært venskab med Putin, så den russiske præsident kan roligt fortsætte sin terror mod Ukraine. 

Trump vil efter min mening til hver en tid undgå at indføre stærke sanktioner mod Rusland, idet han ser sin store økonomiske fordel i, at krigen fortsætter, så amerikanerne kan sælge flere våben til de europæiske stater, som støtter Ukraine.

Det er en uhyggelig kræmmermentalitet, som Trump her åbenbarer, men ingen tør sige den amerikanske præsident imod. Heller ikke selvom hans politik ødelægger NATO. Og det er et stort problem, som kan blive meget farligt.

Den danske regering mukker lidt i krogene, når Trump infiltrerer Grønland og skaber usikkerhed i rigsfællesskabet, men det betyder intet, for vi køber alligevel masser af amerikanske våben. USA er jo vor vigtigste allierede, hævder regeringen.

Hermed kan Trump fortsætte sin vanvittige politik, og Putin har ham i sin hule hånd, mens blodet flyder i Palæstina og Ukraine.

Nobels fredspris? Ikke til Trump, men til den person, som standser Trump, inden det går helt galt.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk