Forleden i Berlingske skrev Michael Danielsen (MD), at det ofte er eksperter uden særlig viden, der får lov at udtale sig om Taiwan i medierne. MD har ret. Der er brug for flere Taiwan-eksperter, som kan forklare udviklingen i Taiwan og udlægge forholdet mellem Kina og Taiwan, også set fra taiwansk hold.
Taiwan har gennemlevet en demokratisk udvikling, som har øget den taiwanske selvbevidsthed og ønsket om at kunne bestemme egen skæbne. Taiwans internationale omdømme er blevet bedre i kraft af øens robuste økonomiske og demokratiske udvikling. Tanken om en genforening med Kina nyder kun begrænset tilslutning på Taiwan, og Kinas stadige trusler om militær indgriben gør naturligvis ikke befolkningens holdning mere positiv. Taiwans fremtid er usikker, men status quo i forhold til Kina synes at være den foretrukne løsning på den uafklarede suverænitet. I den sammenhæng er USAs fornyede engagement blevet en vigtig livline for Taiwans relative uafhængighed.
Michael Danielsen noterer, at navngivne Kina-eksperter, herunder undertegnede, er for vattede i forhold til diskussionen om menneskerettigheder i Kina og Taiwan-Kina forholdet, fordi vi argumenterer for, at EU og ikke Danmark selv bør konfrontere Kina på disse spørgsmål. Min analyse siger, at den danske regering nok kan diskutere disse spørgsmål med deres modparter i Kina, men at Danmark ikke kan gå enegang ustraffet med megafondiplomati eller internationale resolutioner. Det er naturligvis en politisk afgørelse, om regeringen vil gøre det.
Akkurat som Danmark, har EU en handelsrepræsentation på Taiwan og der er løbende debatter i Europaparlamentet om situationen omkring Taiwan. EUs institutioner er således godt orienteret om Taiwan og har mulighed for at engagere den kinesiske regering med meget større vægt end et mindre medlemsland. Jørgen Delman, professor emeritus, Københavns Universitet
