Præst: Du skal planlægge din afsked

»De pårørende rådes også til at tage deres forholdsregler ved at grave dybt i oldemors skuffer og hive nogle gamle salmer frem.« Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Læssøe

Efter Allehelgengudstjenesten søndag 5/11, hvor vi læste navnene på sognets døde, faldt jeg over Kathrine Lilleørs klumme: »Med kærlig hilsen«. Her ser hun på kirkens rolle med de efterladtes briller. Hvad ser hun?

Jo, for det første er præsten i reglen ganske ukendt. Dernæst må præsten efter bisættelsen helst viskes hurtigt ud af hukommelsen. For præsten huskes, (jeg citerer): »..stort set aldrig for det gode. Så er det, fordi præsten talte længe og fjernt om noget, som ingen forstod, og da slet ikke, hvad det havde med den døde at gøre. Eller fordi præsten absolut og meget bestemt nægtede, at der kunne spilles ’Om lidt bliver her stille’...«

De pårørende rådes også til at tage deres forholdsregler ved at grave dybt i oldemors skuffer og hive nogle gamle salmer frem. Ukendte salmer måske, men »bedre end ingenting«. Disse salmer, gerne fire-fem, vil effektivt bremse præstens forsøg på at »gå i vejen med en uvedkommende tale og alenlange læsninger«.

Dette vil sikre de pårørende en »følelse af meningsfuldhed«. Tilføjer man så nogle ord fra den afdøde selv, så er det et »konkret tegn på, at du har tænkt på dem, der sørgede over dig. Til trøst«.

Her taler Lilleør direkte til dig, kære læser, når du skal planlægge din afsked. Du er den bedste til at trøste familien via en sidste hilsen. Evangeliets opstandelsesbudskab, som præsten er sat til at formidle, har ingen relevans. Væk er de kedelige læsninger og uvedkommende tale fra præsten.

Kære Kathrine Lilleør, hvor er det flot, at du på denne Allehelgen udviser særlig fornemmelse for at guide efterladte gennem det ubehagelige møde med folkekirken, når de står i en af livets tungeste øjeblikke.