Populistisk symbolpolitik

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor er det egentlig, at det er vigtigt for Dansk Folkeparti at udflytte statslige styrelser til udkantsområder? Det er ikke, fordi opgaverne vil blive løst på en bedre og mere effektiv måde. Tværtimod. Erfaringerne fra bl.a. udflytningen af store områder inden for statsforvaltningen, viser, at mange erfarne medarbejdere, herunder specialister, vælger ikke at flytte med, hvilket i de første år har kostet betydeligt både på kvalitet og produktivitet og givet længere ventetider for borgerne. Ansvaret for dette er politisk, men desværre er det styrelsernes medarbejdere, der har måttet må stå for skud, når følgerne er gået op for politikerne.

Er medarbejdere, der ikke vil flytte, forkælede? Nej. De skal derimod ligesom alle andre mennesker have deres familier til at hænge sammen, og hvordan kan man det, hvis ægtefællen ikke kan flytte med, huset skal sælges og børnene tages ud af deres skoler. I Danmark skal der som bekendt to indtægter til at forsørge en familie.

Alle ved, at udkantsområdernes problemer ikke bliver løst ved disse udflytninger. Men hvorfor er det så et politisk krav? Det mangler man svar på.

Hvis man absolut vil afprøve en udflytning, kunne man jo overveje midlertidigt at flytte hele Folketinget. Det vil give respekt, og samtidig vil man kunne høste erfaringer, der sikrer et bedre beslutningsgrundlag for fremtiden.