Afgiftsjusteringer på strøm er symbolpolitik
Regeringen har fra januar 2025 sænket elafgiften med sølle 5,1 øre pr. kilowatt-time, så det ændrer ikke ved, at danskerne stadig bliver flået af elafgifterne. Sænkelsen betyder, at en almindelig husstand sparer omkring 200 kroner om året. Men lad os være ærlige: Det er småpenge og mere symbolpolitik end reel hjælp.
Og regeringen kan jo godt: Under energikrisen i 2023 blev elafgiften sænket til EUs minimumsniveau på 0,8 øre pr. kilowatt-time. Dengang oplevede forbrugerne en mærkbar lettelse på deres elregninger. I dag, hvor elpriserne er stabiliseret takket være vedvarende energi som vind og sol, er der ingen rimelighed i, at politikerne ikke gør elafgiften permanent lav.
Kigger vi på 2024, så vi nogle lave elpriser, fordi grøn energi spillede en stadig større rolle. Vindmøller og solceller leverede stabil og billig strøm, der bidrog til at holde markedsprisen på el nede. Alligevel betaler danske forbrugere mere, end de burde, fordi elafgifterne kunstigt holder prisen oppe.
Det paradoksale er, at Danmark er et foregangsland inden for grøn energi. Vi burde være stolte af, at vores vind og sol gør strøm billigere for alle. Men denne fordel undermineres, når staten fastholder nogle af Europas højeste elafgifter. Det hæmmer forbrugernes incitament til at udnytte grøn energi og skaber frustration i en tid, hvor økonomisk usikkerhed stadig præger mange husholdninger.
I Elforbundet.dk står vi sammen som forbrugere for at sikre Danmarks laveste elpris – og det lykkes for den elpris, som er fri på markedet. Men vi kan ikke gøre det alene. Politikerne skal tage ansvar og indse, at små symbolske afgiftsjusteringer ikke er nok. Elafgiften skal sænkes markant og permanent. Det vil ikke kun lette forbrugernes byrde, men også styrke den grønne omstilling, som vi alle støtter.
Morten Sinding, forbrugerjurist og talsperson for Elforbundet.dk
Grønlands fremtid
Grønlands Landsstyreformand, Mute B. Egede, leger gevaldigt med ilden. Jeg håber, at han og hans regering i Grønland er klar over konsekvenserne af den leg, de har begivet sig ind på.
Jeg tror på det, når de grønlandske myndigheder siger, at Trump Jr. er kommet til Grønland på eget initiativ og ikke er et Grønlandsk politisk initiativ, men det er et resultat af Egedes klare afstandtagen fra Danmark, at der nu kommer andre aktører på banen.
Det er kun et spørgsmål om tid, før andre magter gør det samme, som Kina og Rusland. Kan Grønland holde til det? Er det hvad Grønland gerne vil med »selvstændighed«?
For min skyld er der ingen alarm i, at Grønland falder i armene på USA, så slipper vi i Danmark for den hovedpine. Jeg er mest bekymret på Grønlændernes vegne, om det virkelig er det, de ønsker.
Jacob Kronby Schulze, Brøndby
Wokeismen benytter en oldgammel metode
Wokeismen har på en underlig diffus måde erobret en masse opmærksomhed, og i virkeligheden er der tale om en gammelt religiøs velkendt metode. Udskamning ved at prikke til folks vidt forskellige, men alligevel grundlæggende, moralske habitus.
Det katolske aflad var bestemt for at give penge og dermed magt til kirken. Det er lykkedes. Vatikanet hviler på de dyreste kvadratmeter i verden, og formuen er umulig at opgøre. Wokeismen udskammer folk i dets moralske korstog. En smeltedigel af noget, der er rigtigt, og en masse, der er forkert.
Den canadiske Premierminister, Justin Trudeau, er et eksempel på den holdning, der skulle sigte efter ligestilling overalt i den politiske top og administration. At lede et demokratisk land skal hvile på meritokrati og ikke genitalier.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Tårer for Grønland
Det smukke, det barske, det rørende. Det land, hvor ord altid vil være for små, og hvor luften er klar og udsigten lang. Hvor den enkelte bliver lille.
Kangerlussuaq med barakker og udstilling af reminiscenser fra da landingsbanen blev til. Moskus og snehare. Firhjulstræk og beskidt sne. Snestorm og ventetid i april.
Nuuk med sit stolte bjerg og sit bølgende kulturhus. Med vinden susende og kolonihavnens mindesten. Mattak og rensdyr. Fejringer i nationaldragt. Dronning Ingrids hospital. Krydstogtskibe som heldigvis sejlede videre.
Aasiaat med de mange øer og de mange hunde. Med sortebær så sure og græsplæner uden græs. Koncert i idrætshallen. Glæden ved at samles. Børnenes grin.
Ilulissat med isbræ og storhed. Larmende tavshed og brutale kræfter. Den mørkebrune kirke. Knud Rasmussen og børn med blå øjne og mørkt hår.
Sisimiut med kunsthåndværk og sælskind. Overnatning på sømandshjem.
Den vestlige kyst set fra Sarfak Ittuk.
De lange stræk. Is, der siger lyde i glasset. Flaget i rødt og hvidt. Et stolt folk. Landet er jeres, og valget er jeres nu. Min mening betyder ikke noget. Men mine tårer løber uden stop. Jeg kan kun håbe.
Marina Andersen, Frederiksberg
Østre Anlæg
På strækningen mellem Østerport Station og Den Hirschsprungske Samling ad Stockholmsgade kunne jeg ved selvsyn forleden konstatere, at det flyder med affald, stort og småt, plastic og tomme flasker.
Hvis jeg havde medbragt to store affaldsposer – hvad jeg naturligvis ikke gjorde – var de snildt blevet fyldt op. Jeg formoder, at Københavns Kommune er forpligtet til at renholde anlægget. Hvad med at komme i gang!
I disse så miljøbevidste tider er det så åbenlyst enkelt og naturligt, at netop svært nedbrydelig emballage fjernes. Samtidig bemærkede jeg op til ti efterladte juletræer på selvsamme gade. Hvad tænker turister mon om det? Jeg er blot målløs.
Morten Riise-Knudsen, København
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
