Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Plejeforældre: »Systemet bærer tydeligt præg af, at alle er presset, og ressourcerne er små«

Statsminister Mette Frederiksen (S) må ikke glemme sagsbehandlingen i kommunerne, lyder det fra en plejeforælder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tim Kildeborg Jensen

Tak til Geeti Amiri for hendes kronik »Geeti Amiri var et anbragt barn: Jeg kravler stadig gennem voksenlivet, fordi jeg blev kastet ud i det, før jeg kunne gå« i Berlingske forleden. Efter at have hørt statsminister Mette Frederiksens nytårstale og hendes lidt overfladiske omtale af flere problemstillinger for anbragte børn sad jeg tilbage med en rigtig dårlig fornemmelse. Mest af alt fordi vor statsminister ikke et øjeblik kom i nærheden af de problemstillinger, der råder i vore kommuner omkring behandlingen af de mange børnesager. Jeg sad tilbage med opfattelsen af, at nu skal alle ressourcer styrkes for at sikre, at flere børn tvinges væk fra forældre og familie helt uden hensyntagen til, om dette voldsomme indgreb i familiestrukturen er nødvendigt eller ej.

Som plejeforældre gennem flere år ved vi, at fokus og ressourcer i langt højere grad bør gå til at styrke kommunernes mulighed for en ordentlig og redelig sagsbehandling - og ikke mindst forhindre den store udskiftning blandt sagsbehandlere, som i vores tilfælde medførte stor frustration og fortvivlelse hos os og det barn, vi havde ansvaret for.

Engagementet svingede meget fra sagsbehandler til sagsbehandler, og de sidste år med vort plejebarn oplevede vi sagsbehandlere, der mødte op uden at have sat sig ordentligt ind i den handleplan, som vi med kommunen havde aftalt i fællesskab - tilsyneladende kun med det formål at de lovbefalede børnesamtaler skulle gennemføres, så vedkommende kunne dokumentere, at samtalerne var gennemført. Over en fem-årig periode oplevede vi at få tilknyttet fem-seks forskellige sagsbehandlere.

Var vi frustrerede, var det intet i forhold til forældrene til vort plejebarn. Moderen oplevede utallige gange, at aftaler med sagsbehandler blev aflyst, og alle fælles anstrengelser for at sikre god og hensigtsmæssig kontakt mellem os og barnets moder druknede ofte i frustrationer over, at sagsbehandler ikke var til at få fat på eller ikke vendte tilbage på henvendelser.

Systemet bærer tydeligt præg af, at alle er presset, og ressourcerne er små. Der skal mange flere midler og bedre uddannet personale til for at sikre, at det er varetagelsen af barnets tarv, der har førsteprioritet, og at man herunder i langt større grad ser på muligheden for foranstaltninger, som sikrer barnet mulighed for at blive helt eller delvis hos sin familie. Det vinder samfundet, det berørte barn og barnets familie mest på. Mogens Møbius, Greve