Pinlig, pinlig 1864

Foto: Niels Ahlmann Olesen. Alex Ahrendtsen (DF)
Læs mere
Fold sammen

Jeg har haft lejlighed til at se de to første afsnit af DR’s store dramaserie »1864«, og det har været en tåkrummende oplevelse.

Det kan virkelig undre, for Ole Bornedal er en erfaren instruktør, men jeg tror, han har været så negativt afhængig af Dansk Folkeparti, at det er gået ud over den kunstneriske nerve til fordel for politisk lærekunst. Det gør han så ved at forholde sig meget kreativt til historien.

Historikeren Rasmus Glenthøj leverede for nylig en sønderlemmende og meget rammende kritik i Jyllands-Posten af seriens lemfældige omgang med de historiske fakta og nævner blandt andet episoderne med sigøjnerne som en kommentar til nutidens indvandringsdebat.

Jeg tænkte, det blev helt komisk, da de to unge hovedpersoner ser faderen pløje marken, mens de synger H.C. Andersens »I Danmark er jeg født« på melodi af Carl Nielsen-eleven Poul Schierbeck. Den skrev Schierbeck i 1926. 62 år efter 1864-krigen.

Jeg ville måske have kunnet leve med alt dette, hvis instruktør Bornedal havde skabt en bevægende og kunstnerisk meningsfyldt fortælling, men i stedet får vi en gumpetung og nærmest hysterisk fortælling med elendig dramatik og overdrevent skuespil.

Det er frase på frase, kliche på kliche, og for at det ikke skal være nok, fletter Bornedal en 2014-fortælling ind, hvor en piercingramt, arbejdsløs pige tvinges ud for at være hjemmehjælper for en affældig baron, der er efterkommer af baronen fra 1864, mens hun langsomt trækkes ind i historien gennem en dagbog, hun finder i baronens roderi.

Meget sigende er den eneste velfungerende scene dialogen mellem Bismarck og Moltke på tysk med tyske skuespillere. Her er der nerve og intelligens.

Det er mig en gåde, at forfatteren Tom Buk-Swienty har kunnet sige god for serien og endda rose den.

Det eneste opløftende, der kommer ud af de 173 mio. kr., vi har brugt på serien, er, at der i den kommende tid vil være lys på 1864-krigen. Forhåbentlig vil det få flere til at læse bøger om krigen og derigennem få kendskab til den ulykkelige krig, der kostede Danmark så dyrt.