Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pigespejderne smider skjorten – ikke deres identitet

»At bære sine mærker på den klassiske uniform er lidt ligesom, hvis man har vundet en medalje og tager den på hver gang man er til træning.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Egentlig er pigespejdernes vision at sætte verden i bevægelse. Det må siges, at vi fik gjort det i weekenden, da nyheden kom ud om, at De grønne pigespejdere, som det første spejderkorps i Danmark, dropper uniformen til fordel for en mere praktisk spejdertrøje. Mærkerne er stadig en vigtig del af at være pigespejder, de skal bare ikke være på uniformen – de skal nemlig vises frem alle mulige andre steder.

At bære sine mærker på den klassiske uniform er lidt ligesom, hvis man har vundet en medalje og tager den på hver gang man er til træning. Dine holdkammerater ved godt, at du har vundet den medalje, for de har alle sammen én magen til. Mærkerne fortjener at blive talt op – vi skal selv starte samtalen med omverdenen om, at spejder er meget mere end uniformer og ubagt snobrød.

Jeg kan sagtens forstå den bekymring, der må være, og jeg er sikker på, at det nok skal gå. I min optik er det en bæredygtig beslutning. Spejder er så meget andet og det er ærgerligt, at en grøn skjorte skal stå i vejen for det. Det gør ikke mig til mindre spejder, at jeg ikke bærer den klassiske uniform. Hos os ligger pigespejder-identiteten i vores grønne knogler og det ternede tørklæde.

Jeg håber også for de andre danske spejderkorps, at deres identitet ikke kun sidder i uniformen. Kigger vi over vores egne landegrænser, så er det tørklædet, der binder os sammen internationalt. De fleste spejderkorps rundt i verden sætter ikke mærker på deres uniform. Spejderbevægelsen er i konstant udvikling, hvilket betyder at vi udvikler os med tiden og samfundet, hvor vi i perioder prøver nye ting. Det betyder blandt andet, at man ændrer struktur, mærkesystemer og beklædning. De grønne pigespejdere udvikler en 100 år gammel bevægelse for at byde flere ind – piger der måske tidligere ikke har set sig selv som en del af vores fællesskab. Vi skaber modige piger, der tør, og vi skaber et fællesskab som andre ikke har set før. Regitze Jørgensdatter Viborg, stolt pigespejder, Valby

Regeringens klimahykleri

I Nordsjælland ligger der to mindre skovområder tæt ved Sandflugtsplantagen og Tisvilde Hegn. De ejes af staten, og administreres af Naturstyrelsen. Nu ønsker Naturstyrelsen, at de sælges, og så kan køber f.eks. udstykke dem til sommerhusbyggeri eller andre formål. Begrundelsen for salget er, at der er »ingen samfundsøkonomisk interesse for Naturstyrelsen ved fortsat drift af de relativt små skovarealer«.

Naturstyrelsen har åbenbart slet ikke forstået, at vi lever i en tid, hvor vi skal tænke meget over, hvordan vi handler mht. udnyttelse af jord- og skovarealer. At sælge disse to skove til en eller anden, som vil udnytte dem kommercielt, er det glade vanvid.

Den nye regering (og dens støttepartier) hævder, at den vil føre en positiv klimapolitik og gennemføre en klimalov, og hertil hører det også at øge skovarealerne ganske væsentligt. Man har gennem de sidste 150  år vidst, at skovene har stor og afgørende betydning for klimaet, men først nu tager man denne viden alvorligt – i hvert fald verbalt. Men når det kommer til handling, kniber det gevaldigt. Naturstyrelsen hører under regeringen, og hvis ikke salget af disse to skovområder standses omgående, er regeringens klimapolitik styret af snæversynede profithensyn og gement hykleri. Det må simpelthen ikke ske. Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Latrinære vittigheder i Dyrehaven

Så kan vi igen begynde at glæde os til næste forestilling i Ulvedalene. Eller kan vi? Som trofast gæst ved skuespillene i Ulvedalene er det nemlig trist at se den udvikling, der er sket. Det startede så fint med Elverhøj, Der var Engang og også Aladdin var en festlig forestilling. Men så er det gået konstant ned ad bakke. Stykkerne har udviklet sig til farcer med slap-stick som »højdepunkterne«. Hvorfor skal man komme med tidsaktuelle referencer? Med latrinære »vittigheder«? Hvis det var det, publikum ville have, var de nok taget et andet sted hen.

Hvorfor udnytter man ikke den unikke stemning, der er i Dyrehaven, når Månen står op bagved det knudrede egetræ og tusmørket langsomt sænker sig? At skrive ellers udmærkede historier om til revyer hører ikke hjemme i disse omgivelser. Er der dog ikke nogen, der kan give os de ægte forestillinger tilbage?  Som kan sende manuskriptforfatteren over til Crazy Christmas Cabaret eller nogle af de mange sommerrevyer, hvor hans mange “morsomme” indfald ville falde i bedre jord end Dyrehavens.

Og kom ikke med den indvending, at der kommer flere og flere. Ja, vi kommer, fordi vi elsker konceptet og Dyrehaven, og fordi vi stadig håber på et eventyr – ikke på en falde-på-halen komedie! Lulu Tøpholm, Holte