Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Pia Kjærsgaards hukommelse

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde oprindelig fat i den rigtige politik. Danmarks problem er ikke, at den offentlige sektor er for lille, skriver Johnny Heinmann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pia Kjærsgaard skriver i Berlingske 19. april, at »partihoppere begynder at ligne et modefænomen«.

Kjærsgaard hoppede som bekendt selv fra Fremskridtspartiet til sit nystiftede Dansk Folkeparti i 1995 efter et kaotisk landsmøde. »Vi ønskede et frontalopgør med mere end to årtiers slappe udlændingepolitik. Vi ønskede et opgør med EU. Og så fik vi nok af den ultraliberalistiske tilgang til finans- og skattepolitikken,« forklarer hun.

Særligt det sidste er morsomt, men måske har Pia Kjærsgaard simpelthen glemt, hvilken finans- og skattepolitik DF stod for dengang:

1) Skatterne skal nedsættes kraftigt kombineret med offentlige besparelser

2) Indkomstskatten skal være en flad skat på 30 procent

3) Selskabsskatten skal fjernes

Men det var dengang. For i dag mener DF det modsatte: Verdens største, offentlige sektor skal være større, og skattelettelser er der »ikke råd til«. Ej heller er der planer om at fjerne selskabsskatten.

Den udvikling er ærgerlig, for DF havde oprindelig fat i den rigtige politik. Danmarks problem er ikke, at den offentlige sektor er for lille. Problemet er et absurd højt skattetryk og en uvilje til at gennemføre nødvendige reformer, der gør kagen større. Og det sidste er der brug for, når vi bliver flere, der skal have en bid af den. Herunder flere pensionister. DF og de andre røde partier gør Danmark fattigere, og det rammer alle danskere, også DFs vælgere. Johnny Heinmann, Silkeborg

Dyr omstilling til varmepumper

Debatten om de stadigt højere energipriser har mange facetter. Det er fint at sige, at vi skal væk fra naturgas for at formindske CO2-udledningen og komme væk fra gasleverancerne fra Rusland.

Men jeg forstår ikke argumentet med, at kommer man væk fra naturgas og over på elvarme, falder varmeregningen til »et meget lavere beløb«.

Skal man konvertere fra naturgas til el (evt. via varmepumpe), skal man ikke regne med, at det giver nogen væsentlig lavere, løbende opvarmningsomkostning. Naturgas koster p.t. cirka 16 kroner pr. kubikmeter. I én kubikmeter naturgas er der 11 kilowatt-timer energi.

El koster i dag cirka 3,50 kroner pr. kilowatt-time. Så koster 11 el-kilowatt-timer 38,50 kroner mod naturgassens 16 kroner.

Det skal dælme være en god varmepumpe, der skal til for at få det regnestykke gjort op til, »at det bliver billigere at varme huset op«, når først man har investeret de 100.000-150.000 kroner, et villaanlæg koster. Jørgen Kloster, Viby Sj.

Groft sagt og Macron

En læserbrevsskribent, Lotte Tegner Freddie, havde søndag et indlæg på debatsiderne i Berlingske, hvor hun skriver, at jeg i en Groft sagt har skrevet, at Macron på grund af sin valne holdning til Ukraine burde tabe det franske valg.

Lotte Freddie skriver derfor, at jeg åbenbart foretrækker »den rædselsvækkende, Putin-afhængige« Marine Le Pen. Nej faktisk ikke, og min Groft sagt blev da også skrevet før den første franske valgrunde, men trykt efter, så jeg anede ikke, at Macrons modstander ville blive Marine Le Pen.

Jeg foretrækker Macron, men hans holdning til Ukraine er stadig skidt. Jeg er blevet beskyldt for meget gennem tiderne, ikke mindst af den totalitære venstrefløj, når jeg påpegede, at venstrefløjen flirtede med terror og totalitarisme. Som regel kunne det ikke betale sig at kaste sig ud i debatter med disse troende marxister. Men at blive til en Le Pen-støtte vil jeg nu ikke stiltiende finde mig i. Bent Blüdnikow, journalist, Frederiksberg

Solceller er næppe løsningen

Regeringen og Green Power Denmark har spillet ud med, hvordan vi skal gøre os uafhængige af russisk gas. I stedet for at udvinde meget mere af vores egen gas, skal vi i stedet satse massivt på vindmøller og solceller. Man påtænker således at dække op til 160 kvadratkilometer med sidstnævnte.

Solceller er imidlertid ikke særlig hensigtsmæssige i Danmark. Vi ligger så højt mod nord, at vi har for lidt sol meget af året. Vi har også mange overskyede dage, der nedsætter udbyttet. Solceller i større mængder er svære at integrere i en stabil elforsyning, fordi de kun producerer noget om dagen, og udbyttet varierer kraftigt hen over dagen og mellem årstiderne.

Ifølge de store planer kan der blive tale om måske ti gigawatt (GW) solceller. Det lyder voldsomt, det er mere end dobbelt så meget som vores nuværende strømforbrug. Men på grund af nætterne og vinterhalvåret er det faktiske udbytte af solcellerne i gennemsnit over året kun omkring 1,2 GW.

Nogle gange, når der er solskin over hele landet en sommerdag, vil vi faktisk få de ti GW ud i ledningerne, og så skal elnettet være klar til at tage imod dem. Men få timer senere går Solen ned, og så skal elforsyningen falde tilbage på andre kilder, og hvis det er vindstille, er det ikke møllerne, der redder os.

I 2021 havde vi cirka 1,2 GW solceller installeret. I juni det år gav de en samlet mængde energi på 220 gigawatt-timer (GWh). Om vinteren samme år, hvor der er meget mere brug for energi, leverede solcellerne ned til cirka 15 GWh pr. måned, hvilket er mindre end en tiendedel af sommerens produktion og svarer til fire timers omsætning i elforsyningen. Hvis vi nu havde de ti GW installeret, ville de kunne dække omkring 32 timers forbrug eller godt et døgn. Det er således ikke meget, vi får ud af vores 160 kvadratkilometer.

At opnå en stabil elforsyning er altid svært, hvis man har et stort element af vedvarende energi, fordi den er så svingende. Det gælder vind, men for Danmarks vedkommende i endnu højere grad for solenergien.

Mon ikke vi skulle holde lidt igen med alle solcellerne? Søren Hansen, Værløse

Undskyldning til frikirkerne

Tak til SFs kulturordfører, Charlotte Broman Mølbæk, for at komme med en klar og utvetydig undskyldning for her i avisen at have meddelt, at hun ikke ville gå til koncert med et band, som angiveligt skulle støtte frikirkelige bevægelser. Undskyldningen er skrevet på FrikirkeNets Facebook-side, hvor Mølbæk pointerer, at det ikke er i orden, at hun som magthaver på den måde udpeger et bestemt band eller frikirker som sådan.

Vi er glade for undskyldningen, men finder det tankevækkende, at en folkevalgt politiker, som tilmed er tidligere kirkeordfører for sit parti, bærer rundt på sådanne ureflekterede fordomme. Frikirkerne har været en integreret del af danske kirkeliv i snart 200 år, og titusinder af danskere går hver søndag til gudstjeneste i en frikirke.

Vi har samme bekendelsesgrundlag som folkekirken og yder en markant samfundsnyttig indsats i form af et vidtforgrenet, socialt arbejde, ligesom vi har et stærkt fokus på integration af nydanskere. Vi samarbejder med ngo’er, kommuner, myndigheder og andre trossamfund, og vi bidrager derudover til at sikre ligestilling, demokrati og menneskerettigheder i en række udviklingslande.

Charlotte Broman Mølbæk er naturligvis fuldstændig fri til ikke at ville støtte noget af alt dette, men hun bør holde sig for god til at tænke og tale nedsættende om det.

I øvrigt kan det undre, at Berlingskes journalist i den artikel, hvor citatet fra Mølbæk faldt, ikke gik hende på klingen i forhold til, at hun med udtalelsen udstillede et navngivet dansk band samt en række trossamfund. Det måtte en anden avis efterfølgende tage sig af. Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i FrikirkeNet

Diktator Putin

I forbindelse med Ruslands forfærdelige invasion af Ukraine er blandt andet Berlingske begyndt at anvende stavemåden Kyiv for Ukraines hovedstad. Jeg synes, det også vil være passende fremover at omtale præsident Putin som diktator Putin. Peter Gotfredsen, København