Langt de fleste af os rejser bekymringsfrit på tværs af grænserne i EU. Vi skænker det formentlig ikke engang en tanke, fordi vi ikke behøver. Men vi glemmer, at denne frihed ikke er en selvfølge for alle. Men det kan vi lave om på nu.

Personer med handicap får sjældent anerkendt deres handicap, når de rejser til et andet EU-land. Den anerkendelse, der ellers kunne lette deres rejse gevaldigt. Lad mig give et eksempel.

Forleden talte jeg med Alexandre. Han er døv og har brug for en tolk, når han skal kommunikere med andre.

I en lufthavn i Polen stod han for nylig og viste sit belgiske handicapkort, som i Belgien berettiger ham til en tolk. Men det polske personale forstod hverken kortet eller Alexandres forsøg på at kommunikere sit behov for en tolk. De tilbød ham en kørestol i stedet.

Undskyld, men det er jo absurd og ganske enkelt uacceptabelt, at personer som Alexandre frarøves de nemme og gnidningsfrie rejsemuligheder, som vi andre nyder godt af.

Men nu er en løsning måske på vej. I disse dage forhandler EU-Parlamentet nemlig om et nyt handicapkort, der skal gøre det lettere for personer med handicap at rejse på tværs af grænserne i EU.

Kortet vil fungere som dokumentation for handicapstatus i alle EU-lande og sikre lige adgang til særlige vilkår overalt i EU. For eksempel til transport, personlig assistance og mobilitetshjælpemidler.

Med andre ord betyder det, at personer som Alexandre, der har brug for en tolk, ikke længere risikerer at blive tilbudt en kørestol, når de viser deres handicapkort.

Desværre har EU-Kommissionen været alt for sløve til at handle. Men vi har lyttet til de europæiske handicaporganisationer, og vi har presset på, og nu sker der endelig noget.

Som næstformand i EU-Parlamentets tværpolitiske handicapgruppe er det en hjertesag for mig at kæmpe for, at personer med handicap får optimale betingelser for at rejse.

For det er fuldstændig afgørende, at rettighederne for EU-borgere ikke ophører, bare fordi man krydser nationale grænser. Vores rettigheder skal gælde for alle, uanset om man lever et handicap eller ej.

Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet