Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Passagerer blæser på krav om mundbind

»Så længe der ikke udvises konsekvenser, er det helt ligegyldigt med regler, som så kun vil have en negativ betydning i almenhedens øjne og åbne nye grænser for ligegyldighed,« skriver Jørgen Nymark om håndhævelsen af krav om mundbind eller visir i offentlig transport. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I en artikel i Berlingske forleden udstilles metroledelsens totale mangel på kompetence i forbindelse med håndhævelse af brugen af beskyttelsesmidler som mundbind/visir i offentlig transport.

Når de personer, der er ansat til at håndhæve overholdelsen af gældende regler udviser en så opgivende indstilling, er det jo forståeligt, at smitten er stigende og selvjustits er vigende.

I øvrigt findes der jo i dag videoovervågning i danske tog, så togføreren er i stand til at foretage kontrol inden togets igangsættelse.

Hvis toget for eksempel ikke kører pga. enkeltpersoners manglende evne til at overholde forholdene, vil vedkommende sikkert hurtigt blive konfronteret med fakta, og den offentlige transport vil fungere.

Så længe der ikke udvises konsekvenser, er det helt ligegyldigt med regler, som så kun vil have en negativ betydning i almenhedens øjne og åbne nye grænser for ligegyldighed.

Lad os i samfundets interesse få de rette personer ansat på de centrale betydningsfulde poster og ikke folk, der viser en sådan mangel på konduite.

Jørgen Nymark, Vordingborg

Rigtige nyheder udbedes

Nu må DR altså tage sig sammen, stramme op og allerhelst begynde at tænke på os lyttere og seere. Alle af deres nyhedsudsendelser på både radio og tv har siden marts 2020 været domineret af coronapandemien, forståeligt nok, og det har bestemt også været oplysende mht. de mange restriktioner.

Nu hvor restriktionerne bortfalder en for en, er det som om, at sendefladen med alle hjælpemidler skal udfyldes med coronarelateret vrøvl, som nu forleden i middagsradioavisen, hvor der blev gjort opmærksom på, at Malta har ændret sine indrejseregler, hvorefter vi lyttere skal lytte til, hvad det har haft af konsekvenser for Hr. Olsen og hans familie. Hr. Olsen bliver selvfølgelig interviewet og får i flere minutter lov til at udbrede sig om alt det tragiske, det medfører for familien. Heldigvis havde han nogle venner i Danmark osv. Men hvad rager det os?

Havde det så kun været i middagsradioavisen den dag, men nej, det er alle DRs nyhedsudsendelser. Dette er altså ikke Familiejournalen, så giv os dog nogle rigtige nyheder.

Ulla Skøtt Andersen

Om det frie gymnasievalg

Birgitte Willumsen skriver i Berlingske 10. juli, at hun næsten fik kaffen galt i halsen, da hun læste mit indlæg, »Det frie gymnasievalg er en illusion«, trykt to dage tidligere. De, der er uenige i den nye model for omfordeling af landets gymnasieelever, skal jeg anklage for at være dumme eller handle til fordel for deres egne børn.

For det første skriver jeg ikke, at man er dum, hvis man er uenig i modellen, men at man – som overskriften gør klart – ikke har forstået de nuværende problemer med elevfordeling, HVIS man tror, at det frie valg findes i dag og bruger det som argument.

For det andet vil jeg gerne bekræfte, at jeg finder det usympatisk, hvis politikere under dække af ideologiske argumenter handler i deres egen eller deres børns interesse. Hvilket i dette tilfælde også vil være en misforståelse, da det må være i enhver gymnasieelevs interesse at være en del af en bredt sammensat elevgruppe på en skole i nærheden. Eller hvad?

Hvis man ikke mener, at der er problemer med den nuværende elevfordeling, så må man tone rent flag. Ellers må man komme med et alternativt forslag.

Helene Caprani, lektor i historie, spansk og samfundsfag og medlem af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening (GL)

Flygtningelovgivning

I forbindelse med dommen i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, mener jeg, at hvis det ikke kan respekteres, at vi er undtaget fra EU-lovgivning og regler på flygtningeområdet, så bliver vi nødt til at melde os totalt ud af EU.

Ellers vil vi for fremtiden blive overrulet på alle områder, uanset om vi har aftaler eller ej. Desværre.

Jens Chr. Fjeldborg, Vedbæk