København ligeglad med resten af Danmark

Som det er mange bekendt, går Københavns Kommune særdeles hårdt til bilisterne. To tredjedele af alle p-pladser i indre by er nu sløjfet, og mange veje er netop plastret til med 40 km i timen-skilte, hvad der øger forureningen, irriterer bilisterne og kræver en ekstra indsats fra politiet for at skrive bøder ud.

På 38 af disse veje skal fartnedsættelserne nu tilbagerulles, da der ikke er lovhjemmel for dem. Fra 2030 må benzin- og dieselbiler efter det planlagte slet ikke køre i byen. Heller ikke her ses det lovmæssige grundlag at være på plads.

Men det næste, der vil komme til at genere hele resten af Danmark, er, at Københavns Kommune fra 1. april – og det er ingen aprilsnar – nu afslutter den årelange tradition med at tilbyde gratis parkering fra lørdag kl. 17 til mandag kl. 8 overalt i kommunen.

Det var ellers en pæn service over for alle borgere i resten af Danmark, at de om søndagen kunne besøge deres hovedstad og parkere gratis. Man kunne ankomme lørdag eftermiddag, indlogere sig på hotel eller hos familie og have det rart til sent søndag aften eller tidlig mandag morgen. Teater- og museumsbesøg, ture i parker og langs strande var mulige uden irriterende og dyre p-afgifter.

Den service er København nu ligeglad med at tilbyde. Bilerne skal ud, eller der skal betales blodpenge for at parkere. Alle disse typer af gener mod bilisterne er indlejret i de såkaldte budgetforlig, hvor man i Borgerrepræsentationen hælder en hel masse ned i en stor gryde – lige fra bestemmelser inden for sundhed og skole til trafik. Der er ingen logisk sammenhæng, det er blot en gryderet. Vil et parti have indflydelse på helheden, må de gå med, selvom de måtte være indædte modstandere i detaljerne.

På sigt har generne mod bilismen den effekt, at folk, for hvem bilen er vigtig, forlader byen. Det er groft sagt vælgerne fra midten af Socialdemokratiet og ud mod blå blok. Tilflytterne er enten velhavere med råd til privat p-plads eller mennesker, for hvem offentlig transport er nok. Herved bliver byens vælgermasse valg for valg mere og mere venstreorienteret til skade for byens helhed.

Men København er ikke kun københavnernes by. Den er rigets hovedstad og alle danskeres by. På baggrund af den igangværende udvikling mod at gøre København til en afdeling af Frilandsmuseet, er det da ikke rimeligt nok at bede Folketinget gribe ind og sætte byen under i det mindste delvis administration?

Michael Eisenberg, København

Indfør visumtvang for amerikanske statsborgere

Det nye USAs borgere, dets ledere og repræsentanter har p.t. fri indrejse til EU-landene.

USA har stramme visumregler. Vi bør have en balanceret tilgang i EU og indføre en lignende stram visitering af besøgende amerikanere til vores lande.

Jo før visumregler og visumtvang kan indføres, jo bedre kan vi beskytte os mod den stigende risiko, som USA udgør med deres undergravende virksomhed og trusler mod vores demokratiske institutioner.

Klaus Weisfogh, Hørsholm

Amerikansk enegang

Monstro ikke det i lyset af den nuværende amerikanske regerings utilregnelige og enerådige ageren ville være et passende tidspunkt for den danske regering til at tage (tys tys) kabelsamarbejdet med amerikanerne op til fornyet vurdering. Eventuelt slå en passende »deal« af med amerikanerne for nu at blive lidt i Trump-jargonen.

Thomas Christoffersen, Gentofte

Ros til Mette Frederiksen 

For en gangs skyld vil jeg gerne udtrykke ros for statsminister Mette Frederiksens stålsatte afvisning af J.D. Vances hustru samt følgesvendenes besøg i Grønland som »uacceptabelt«. Der var ingen slinger i valsen eller udenomssnak, og det er netop det, som Danmark har brug for i disse for landet så urolige tider.

Robert Ellis, Birkerød

Mangel på arbejdskraft

Danmark mangler arbejdskraft på mange områder og snart også i militæret. For at sikre fortsat vækst i vores økonomi og samtidig forsvare Danmark skal vi gøre noget.

Immigration er en løsning, hvis arbejdskraften ydes af personer, der vil integreres. Fastholdelse af ukrainere er en anden løsning, men Ukraine får brug for dem, når Putin er væk. En tredje løsning er nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen fra to til et år. Hvorfor tillade to år med unødvendige besøg i jobcentre, når arbejdsmarkedet mangler folk?

En fjerde løsning er at lade nyuddannede forsætte på SU-niveau med deres understøttelse. Det vil motivere dem til at komme hurtigere i arbejde. En femte løsning er, at arbejdsgiverne bliver mere fleksible, når de efterspørger arbejdskraft. Ikke alle kan arbejde fuldtid, og i stedet for offentlig forsørgelse vil skånejobs kunne hjælpe mange tilbage på arbejdsmarkedet.

Dan Bælum, Kongens Lyngby

Hvad dælen nøler I efter?

For næsten et år siden forfremmede regeringen den tidligere jægersoldat Michael Hyldgaard til øverste chef for Forsvaret med titlen fungerende forsvarschef. For alle, der kender den nu firestjernede general, har han fuldt og helt levet op til forventningerne. Det mener både soldater og politikere. Men nu er vi mange, der spørger regeringen – med Tordenskjolds bramfrie ord fra 1719: »Hvad dælen nøler I efter?«

Michael Hyldgaard har været fungerende forsvarschef i et år. Nu forventer jeg, som soldat og politiker, at regeringen mander sig op og fjerner ordet »fungerende«.

Helge Adam Møller, major, Næstved