På med ja-hatten, Berlingske. Støt planen om lavere moms på fødevarer

Det er momsen, Berlingske
Danmark har i dag Europas – og formentlig verdens – højeste beskatning af almindelige føde- og drikkevarer. Men Berlingske er på lederplads imod lavere moms på fødevarer i Danmark. Vi skal åbenbart fastholde rekorden med højest moms.
8. november brugte Berlingske to sider på at guide læserne til, hvordan man kan handle fødevarer online fra Spanien, Frankrig og Italien. Der er – som gastronomiredaktøren skriver – »generelt en besparelse på mellem 10 og 20 procent på sammenlignelige varer«.
Den besparelse svarer præcist til regeringens ønske om at fjerne momsen på frugt og grønt samt halvere momsen på øvrige fødevarer.
På med ja-hatten, Berlingske. Støt planen om lavere moms på fødevarer. Så vil danskerne kunne se frem til spanske og franske priser i de lokale danske supermarkeder.
Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør, De Samvirkende Købmænd
Billigere strøm
Nu er det måske på tide, at vi ser på at bygge et par atomkraftværker i Danmark til at producere strøm.
Det kan ikke nytte noget, at strømmen bliver så dyr, at vi ikke kan tænde for diverse elektriske brugsgenstande, såsom computer, vaskemaskine osv.
I lande, hvor der er atomkraftværker, koster den mellem kroner 0,25 til 0,75 pr. kWh. Hertil skal så lægges alle de sædvanlige danske afgifter m.m.
Og afgifterne er cirka 100 procent af grundprisen. Der er derved mange penge at spare for os forbrugere.
Det har måske været fornuftigt, at vi har holdt os væk fra at opføre atomkraftværker i nogle år, men nu er tiden kommet.
Vi kan ikke, og skal ikke, være afhængige af russisk gas, svenske vandløb eller gammeldags kulværker.
Et atomkraftværk kan opføres på mindre end ti år, hvilket er det samme, som de store broer, vi har bygget.
Og det skal ikke være i offentligt regi, da vi så er sikre på, at både tidsplan og økonomi løber løbsk, og det tager dobbelt så lang tid og koster dobbelt så meget, som budgetteret.
Så lad os komme i gang nu, for det kan kun være for sent.
Jens Chr. Fjeldborg, Kvistgård
Hvad er det, vi ikke forstår omkring Kina?
Vi importerer mere og mere fra Kina, og det selvom rigtig meget af det, vi importerer slet ikke lever op til EUs krav om sundhed og miljø.
Lidt nølende bliver der nu lagt »lidt« told på alt det skrammel, som blandt andet Temu lokker med til ekstremt billige priser. Men der er helt sikkert stadig ikke kontrol med indholdet af skadelige stoffer i den anvendte plastik mv.
Men værre endnu – EUs industri er under pres – ikke mindst vor bilindustri. Det er himmelråbende, at EUs bilindustri skal kæmpe mod statsstøttede kinesiske bilproducenter, som oversvømmer Europa med lavprisbiler.
Vi er nødt til at tage handsken i den anden hånd – i første omgang som forbruger – køb EU-producerede og designede biler fra europæiske bilproducenter. Det nytter ikke, såfremt de er kinesisk ejede. Vi ved jo heller ikke, hvordan fremtiden ser ud mht. alle data fra elektroniske enheder og garanti, reservedele mv.
Vi har også brug for en EU-industri om 50 eller 100 år.
Selvfølgelig er det ikke så enkelt, at EU blot kan lægge en endnu højere told på kinesiske biler, fordi Kina vil finde modsvar. Men er sandheden ikke, at EUs eksport til Kina er stærkt faldende, samt at Kina har et kæmpe eksportoverskud i samhandlen med EU?
Vi bør som forbrugere gøre, hvad vi kan for at »tænke europæisk« – det er godt for Europa og for fremtiden.
Forhåbentlig vil man fra EUs side agere mere aggressivt i forholdet til Kina – de er ikke vores venner!
Carl Engberg, Roskilde
Mod uvidenhed kæmper selv guderne forgæves
Debatten om kunstig intelligens i Danmark bliver alt for ofte afsporet af politikere og meningsdannere, der har stærke holdninger til en teknologi, de kun har begrænset indsigt i. Skræmmebilleder får ofte mere plads end viden.
AI fortjener både kritiske spørgsmål og klog regulering. Men det kræver, at vi ved, hvad vi taler om. Hvad er byggestenene i AI-teknologien? Hvilke anvendelser diskuterer vi? Hvilke gevinster er dokumenteret? Hvilke risici er reelle, og hvilke er spekulation? Hvordan sikrer vi innovation og bekæmper risici?
Man behøver ikke være ekspert for at deltage. Men man bør sætte sig ind i emnet og være villig til at ændre opfattelse, også når fakta taler imod ens overbevisning.
Følelser må ikke erstatte faktuel viden. Hvis AI-debatten skal bringe os videre, må vi stille samme krav til debattørernes viden om AI-teknologien, som vi stiller til styrken af deres holdninger.
Sven Kolstrup, Birkerød
Den formodede gerningsmand
Mon jeg er den eneste, der irriteres over udtrykket »den formodede gerningsmand«?
Jeg er klar over, at man ifølge loven gerne ser en afgørelse ved retten først, men når en forbryder gribes på fersk gerning, »red handed«, som englænderne meget beskrivende siger, som i den seneste episode i Krakow, hvor gerningsmanden bliver skudt af politiet på stedet, omtales han stadig som den formodede gerningsmand.
Er det ikke lidt spøjst?
Jette Pagh Stenbjerre, Charlottenlund
Brød og skuespil
Fænomenet er jo ikke ukendt. Vi læser om forhold i romertiden, der var ligesådan. Masserne skal underholdes, og i dag er det fodbold og ikke dyrekampe, der udgør en god underholdning og giver anledning til store følelsesudbrud.
Trist er det imidlertid, at »skuespillet« kræver så massiv tilstedeværelse af politiet, som skal dæmpe de værste gemytter.
Man får fornemmelsen af, at politiets ressourcer er begrænsede. Emnet er følsomt, fordi fans er grundstammen for de enkelte fodboldklubber, og det kan være svært at skelne fans fra ballademagere, der kun tilfredsstilles af slåskampe.
Det er her, roden til problemerne ligger, og her, der bør sættes ind.
Erik Tang, Klampenborg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
Lyt til Berlingskes nye debatpodcast »God Bless America« med Birgitte Borup:



