Overdommeren på Politiken

»Det er under al kritik, når pressen på denne måde overtager domstolenes rolle.«

Vi har i Danmark fået en ny »højesteretsdommer«. Han hedder Christian Jensen og er ikke jurist, men derimod ansvarshavende chefredaktør på Politiken.

Jensen er langt mere effektiv end Københavns Byret og Østre Landsrets middelmådige dommere. Han kan nemlig – uden at have overværet retsmødet – erklære, at en kendelse er forkert . Det sker, uden at han på nogen måde tager stilling til retsplejelovens regler for nedlæggelse af forbud. Selv om han således over en hel forside på sit blad søger at argumentere for, at kendelsen er forkert, bliver der alligevel ikke plads til at nævne, hvorfor retsplejelovens regler efter Jensens opfattelse ikke skulle være opfyldt – en ellers rimelig relevant information.

Resultatet er blevet, at Politiets Efterretningstjeneste måtte opgive den forbudssag, som man ifg. dommeren i Københavns Byret havde ret til at gennemføre. Overdommeren har nemlig talt. Og han havde ikke tid til at vente på, at tre landsretsdommere kunne behandle kæresagen. Det er under al kritik, når pressen på denne måde overtager domstolenes rolle, den presse, der i tide og utide – fuld berettiget – fortæller politikerne, at de ikke skal blande sig i de retssager, der verserer for domstolene. Ifg. retsplejelovens § 430.2 er det strafbart forsætligt at medvirke til overtrædelse af et forbud. Jeg går ud fra, at politiet undersøger, hvorvidt Politiken har overtrådt denne bestemmelse. Er det ikke tilfældet, må vi i Folketinget se på en revision af forbudsbestemmelserne, så de ikke kan omgås som tilfældet har været i denne sag. Preben Bang Henriksen, MF, retsordfører (V)