Utopisk dyrevelfærd

Endnu et nyt parti er opstillingsberettiget takket være 20.000 naive danskere. Navnet er Veganerpartiet. De går ind for en ny slags dyrevelfærd, der går ud på, at vi skal nedlægge den danske produktion af kød. Hvad skal vi så spise? Økologiske grøntsager, som vi ikke kan producere nok af til at føde Danmarks befolkning? Og hvad med kødspisere, skal der så importeres kød fra andre lande, som derfor vil gå en gylden fremtid i møde?

Globalt indbringer dyreeksporten over 80 milliarder kroner, dertil kommer produkter fra forædlingsindustrien, der via Danish Crown samt Arla m.fl. indbringer Danmark 50 milliarder kroner. Hvordan vil Veganerne skaffe penge til den danske velfærd som skoler, hospitaler, overførselsindkomster m.m.? Beskatte danske virksomheder til konkurs eller flugt til udlandet?

Ingen indtjening, ingen menneskevelfærd! Så enkelt er det.

Veganerne virkede ikke ligefrem humørfyldte, da de havde deres første pressemøde, som af alle steder blev holdt i Kødbyen, men det var måske ment ironisk? Man kunne have forventet, at de holdt mødet i en kornmark, men der var måske ingen, der ville lægge jord til deres drømmerier? Sven Christophersen, Hareskovby

Coronahunde kan aflaste testcentre

I den seneste tid har man hørt om ventelister til at få foretaget coronatest, retningslinjerne for, hvem der bør testes, er blevet kritiseret for at være uklare, og enkelte borgere er blevet beskyldt for at misbruge systemet ved at lade sig teste flere gange ugentligt. Derudover har interessegrupper, f.eks. pædagoger, prøvet at presse sig foran i køen, så de hurtigt kan komme tilbage på arbejde.

I dag benytter vi forholdsvis dyre PCR-test (svælgtest) til at teste alle, herunder bekymrede mennesker uden symptomer, der kun har haft lille mulighed for at blive smittet og heller ikke har nær kontakt til personer i risikogrupperne. Det er selvfølgelig, fordi vi for øjeblikket ikke har andre måder at teste på, men på længere sigt er det formentlig ikke en hensigtsmæssig brug af ressourcerne.

Til screening vil man nok snart indføre de lidt mindre følsomme antigen-test, der finder 84-97,6 pct. af de smittede set i forhold til PCR-test, men antigen-test kræver stadig, at der udtages sekret fra luftvejene. Dette er ubehageligt og tager tid, hvorved metoden ikke er optimal til masse-screening.

Derfor mener jeg, at man bør genoverveje at træne coronahunde. De foreløbige forsøg fra udlandet viser, at hundene har nogenlunde samme følsomhed som antigen-test, og hundene er meget hurtigere. En hund kan screene 250 personer i timen, og måske vigtigst, så kan hunden nøjes med at snuse til tøjet eller en »test-serviet«, så man er fri for at få udtaget prøver fra næse eller svælg.

Coronahunde kan virke gammeldags og »lavteknologisk«, men det er for mig at se den billigste og mest elegante løsning til at få øget screenings-kapaciteten, uden at man samtidig kommer til at udsætte sunde og raske mennesker for lettere ubehagelige testmetoder. Man kunne forestille sig, at især børn og unge mennesker ville foretrække screening med hund?

Menneskets bedste ven vil kunne hjælpe til at holde skoler og andre uddannelsesinstitutioner åbne. Morten A. Larsen, Korsør

Trump er fascist – USA demokratisk

Et tilfælde af neofascisme. Sådan kan Donald Trumps præsidentielle embedsperiode karakteriseres. En regering, som i valgkampen og i håndteringen af optøjer i flere amerikanske stater har vist sit sande antidemokratiske ansigt. Denne påstand blev ubestridelig, da Trump i en tale erklærede, at han ikke nødvendigvis accepterer valgresultatet, hvis brevstemmer bliver en afgørende faktor. Manden vil sejre for hver en pris på bekostning af konstitutionelle, demokratiske grundprincipper.

Men USA er større end præsidenten. Og alle præsidenter udskiftes. Men genvælges Trump, kan faren for borgerkrigslignende stemninger blive en realitet. For Trump er lederen og dermed et kompas, som mange amerikanere blindt orienterer sig efter. Ultranationalister, nynazister og tilhængere af et hvidt overherredømme bakker præsidenten op og bliver ikke lagt for had.

Hvis demokraten Joe Biden vælges, kan det sande USA igen repræsenteres, men jo længere tid magtembedet varetages, som tilfældet er, kan Trumps fascistoide retorik inspirere og blive en rettesnor for underuddannede republikanere. USA har været demokratiets vagthunde globalt, men i egne rækker tilsyneladende en skygge af sig selv. Kristian Marstal, København