Offentlig transport på landet
Der, hvor behovet for offentlig transport er størst – dér er der mindst af den.
I København kører bussen hvert femte minut. Hertil kommer metro og S-tog med høj frekvens og stor dækning. Herude i Gribskov – og mange andre egne på Sjælland – er vores valgmuligheder bus og cykel. Og bussen? Den kører måske én gang hver anden time – hvis man er heldig.
Movia, trafikselskabet for 45 kommuner, vurderer rentabilitet ud fra, hvad det koster at drive en rute pr. time, og hvor mange passagerkilometer der bliver kørt. Det giver måske mening i regnearkene. Men resultatet er, at de områder med flest mennesker får mest – og vi andre får resterne.
Men det handler ikke kun om økonomi. Det handler om sammenhængskraft og lige muligheder. Unge skal kunne komme til uddannelse. Ældre skal kunne komme til lægen. Borgere skal kunne tage del i fællesskabet – også uden bil.
Movia skriver selv, at målet er, at flere skal bruge offentlig transport. Men hvad nu, hvis målet var, at flere brugte den mere? At flere havde mulighed for at tage den – og køre langt med den. Så ville vi begynde at måle fremkommelighed frem for blot rentabilitet.
Det er på tide, at Movias bestyrelse og de ansvarlige politikere stiller sig selv et grundlæggende spørgsmål: Hvilket samfund ønsker vi at understøtte?
Danmark er mere end København. Vi i landdistrikterne betaler også til fællesskabet. Vi har krav på at være en del af det – også når det gælder kollektiv transport.
Pernille Søndergaard, byrådsmedlem for Moderaterne, Gribskov Kommune
Europæisk oprustning
Europa har langt om længe indset to afgørende ting: Vi har i Putin og Rusland en aggressiv fjende, som gerne går i krig, og som vi aldrig kan stole på. I dag lige så lidt som i morgen. Og vi har i USA en allieret, som vi ikke længere helt kan regne med, skulle en skarp situation opstå.
Så vi er gået i gang med den militære oprustning, som længe har været forsømt. Vi gør det massivt, ja nærmest grassat – køb, køb, køb.
Men vi gør det desværre ineffektivt. Land for land, ukoordineret. I forvejen er Europas samlede militære udgifter fire gange større end Ruslands. Og Rusland er trods alt ikke nogen stormagt, men et eftersat land, underlegent i forhold til Europa i alle henseende – økonomisk, industrielt og teknologisk.
Og nu er vi i fuld gang med at mangedoble denne store forskel. Vi taler om både 3,5 og 5 procent af BNP. En langt bedre og billigere løsning ville være en stram koordinering af våbenproduktion sammen med oprettelsen af en fælles, stående hær, der er tilstrækkelig stor til at afskrække Putin. En kampklar hær med en klar kommandostruktur bestående af veluddannede professionelle soldater udrustet med Europas (og USAs) overlegne våbensystemer.
Et sådant militært stærkt Europa med nok kampkraft til at stå på egne ben ville også skabe respekt hos vores amerikanske venner. Og skabe grundlag for det militære samarbejde, som ligger i begge parters interesse. Hvad enten det gælder våbenudvikling, produktion, cybersikkerhed, hybridkrig, efterretninger eller andet. Og som ville gøre ikke bare Europa, men også USA endnu stærkere. Hvilket dybest set er den eneste garanti for fred vi har.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Mad og drikke på Heartland
Søren Jacobsen Damm skriver side 10 i lørdagsavisen med overskriften »Maden på Heartland er en fryd«. Det benægter vi ikke, men til et godt måltid hører temmelig ofte en kop kaffe. Dette gælder især, når man skal køre tilbage til København ved midnatstid, og derfor ikke har indtaget mere end en enkelt fadøl tidligt på aftenen.
Søren Jacobsen Damm kan ikke have købt en caffe latte på den kaffebar på vejen mellem den store scene og den meget smukke havesti mod udgangen, som vi gjorde. Så her kommer en tillægsanmeldelse:
Der var mange kunder, men ikke nævneværdig kø, takket være effektivitet ved kasseapparatet. Navn på bonen, som gik videre til den yngre kvinde, der bemandede den fuldt professionelle espressomaskine. Hun var også hurtig, alt for hurtig skulle det vise sig.
Et mindre papkrus med en på overfladen pæn latteblomst blev rakt over disken, men indholdet var desværre ganske lunkent. Det kunne man både mærke på papkruset og efterfølgende med en finger i kaffen.
Det kan jo ske for selv de bedste latte-magere i aftentravle butikker, så vi spurgte derfor pænt, om hun ville være sød at give kaffen lidt mere damp. Og her oplevede vi noget, som heldigvis ikke er set før.
Normalt får man enten en bytter eller en opvarmning med et smil. Men her var svaret kort og præcist: »Nej«. Vi spurgte pænt en gang mere, men det ændrede ikke på damens adfærd, så vi måtte gå slukørede mod udgangen.
Vi nøjes med at give kaffebarens ledelse 1 enkelt stjerne og en anmodning om at sørge bedre for både personalet og gæsterne næste år.
Serviceoplysninger: Alanis Morissette koncerten var fremragende. Jacobsen Juicy IPA til 85 kroner lige så. Latten kostede 50 kroner.
Kim Philip, København
Premier eller premiere?
Premier- eller premiere – hvor svært kan det være?
Altså: Premier (med stumt r) lægger sig til premierministre og premierløjtnanter, mens premiere (med hørbart r) er et selvstændigt navneord for første visning som for eksempel premiere på teater eller film.
Enkelte i radio eller på tv har udtalen på plads. De fleste kører på med premiereminister, DR har angiveligt en sprogredaktør og tilmed en vejledning til medarbejdere, Fang sprogfejlene. Det har dog ikke rettet udtalen.
Også hos TV 2 er premieremisteren en hyppig gæst, og en skønne dag bliver det vel accepteret af Sprognævnet som gængs udtale.
Bonnie R. Mürsch, Frederiksberg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
