Oplysningsunderskud

Sherin Khankan har skrevet en interessant kronik, bragt 6. april, der handler om, at man ikke behøver at have kristendomsundervisning i skolen længere. Hvis man vil vide, hvorfor man stadig behøver at have kristendomsundervisning i skolen, kan man passende starte med at læse Sherin Khankans kronik.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set en så prominent opvisning i dannelsestab og oplysningsunderskud. Sherin Khankan, som tilhører den lille minoritet af muslimer, der udgør cirka 4 procent af den danske befolkning - det svarer, uden sammenligning i øvrigt, til antallet af ordblinde - taler med bravour fra et »vi«, der skal definere »vort« samfunds nye værdier. Derefter definerer hun det på måder, der viser, at hun overhovedet ikke forstår, hvad hvad demokrati overhovedet er. Hun taler om kristendom på måder, der viser, at hun ikke har læst selv overfladisk om næstekærligheden. Og hun skriver, så enhver kan se, at hun ikke har forstået - eller respekterer - hvad der står i Grundloven.

Det sidste, respekten, er måske i virkeligheden dét, det kniber mest med. Når det, at Danmark er et evangelisk-luthersk defineret land - som derfor i sagens natur modtager andre religioner med åbne arme og lader dem praktisere trossystemer fra andre egne af verden - fortolkes som en »Übermensch«-mentalitet, så synes jeg måske nok personligt, at dialogen bliver lidt hæmmet.