Ophæv rationering af speciallæger

Inspireret af regeringens udspil om fremtidens sundhedsvæsen ønsker jeg med endnu et debatindlæg at gøre opmærksom på et problem, som ikke er omfattet af regeringens udspil, men som er meget væsentligt.

Siden cirka 1980 har tildeling af ydernumre til speciallæger i alle andre specialer end almenpraksis været rationeret. Årsagerne hertil er flere og skal ikke oplistes her, men det er godt stof for interesserede journalister.

Mit forslag er, at rationeringen ophæves. Inden for adskillige lægelige specialer kunne man tildele deltidsydernumre til speciallæger med hovedansættelse i sygehusvæsenet. Mange af disse kolleger vil utvivlsomt gerne arbejde i speciallægepraksis en del timer om ugen. Hvis gennemført vil det mindske ventetider og afbøde lægemanglen inden for flere specialer.

Især inden for psykiatrien er der urimelige ventetider. Her ville flere deltidsydernumre gøre en positiv forskel, men med gennemførelse af endnu et forslag kan ventetiderne nedsættes yderligere.

Udover indførelse af flere deltidsydernumre kunne man tillade yngre psykiatere med et par års erfaring i speciallægeuddannelsen at arbejde under supervision i psykiatrisk speciallægepraksis op til eksempelvis cirka seks timer/uge. Et supplement til både uddannelsen og lønnen, som nok kan tiltrække en del unge psykiatere under speciallægeuddannelse.

Ovenstående forslag vil kunne aflaste sygehusvæsenet og tilføre samfundet mange ekstra lægearbejdstimer i løbet af relativt kort tid.

Finn Gyntelberg, Hørsholm

Blavnsfeldt og boligpriserne

Berlingske har 21. september givet den tidligere politiske leder af SF Ungdom, Alexander Blavnsfeldt (AB), plads til en kommentar om boligpriser i København, hvor AB konkluderer, at hans generation – formentlig dem, der i dag er i 30erne og yngre – på grund af uligheder mellem boligpriserne i hovedstadsområdet og resten af landet skal »vente 30 år på en bolig i København«. Derfor er ABs løsning på det problem, at gevinsten på boliger skal beskattes, »ellers ender det med, at hovedstaden bliver for de færreste«.

Det er svært at følge ABs logik og konklusion i betragtning af, at mange flytter til og ikke fra hovedstadsområdet. Tilvæksten har været på 22 procent i løbet af otte år, således at der bor 1,3 millioner mennesker i hovedstadsområdet, svarende til 23 procent af landets befolkning. I Københavns Kommune er befolkningstallet 662.000, hvor over halvdelen (370.000) er under 35 år.

At der således i høj grad er mange fra ABs generation, der får bolig i byen, understreges også af den politiske sammensætning på Københavns Rådhus, hvor ABs partifæller og andre på den røde fløj – med blandt andet et flertal fra Enhedslisten (!) – dominerer Borgerrepræsentationen.

Personer som AB, der ønsker færre urimeligheder i samfundet, burde i stedet beklage den – internationalt usædvanlige – danske beskatning af private boliger. En skat, der skal betales, uanset om boligejeren har en løbende indkomst at betale med eller ej.

Boligskatterne er ren konfiskation af privat ejendom – hvilket dog næppe generer AB og hans meningsfæller – men som også er en beskatning, der kan tvinge ikkeformuende personer, for eksempel ældre mennesker, til at sælge den bolig, som de har haft i mange år.

Måske AB hellere skulle tænke på det end at foreslå en beskatning, der allerede findes, som løsning på et problem, der ikke findes.

Flemming Bækkeskov, Gentofte

Arven efter Pia Kjærsgaard

Jacob Rosenkrands afslutter sin velplacerede lovsang om Pia Kjærsgaard med at udtrykke håbet om, at de regeringsbærende partier formår at løfte arven efter hende.

Det må man desværre erkende, at de ikke formår, når de gennemfører en lov, som genindfører blasfemilovgivningen ved at beskytte såkaldt religiøse skrifter mod »overgreb«.

Tværtimod har de begået overgreb mod den grundlovssikrede ytringsfrihed ved i realiteten at gå islamisternes ærinde.

Niels B. Larsen, Randers

Problemets kerne

CEPOS og Mødrehjælpen diskuterer, om enlige forældre får for meget eller for lidt hjælp. Man nævner ikke kernen i problemet: Hvordan hjælper samfundet enlige forældre med økonomiske problemer uden samtidig indirekte at opfordre til dannelse af solofamilier. Det første vil de fleste gerne, det sidste vil knap så mange.

Caroline Kofahl, København