Professor og centerleder på Roskilde Universitet, Ole Helby Petersen, skriver i sin kronik i Berlingske 18. maj, at en kommende regering bør tage initiativ til en ny strategi for offentlig-privat samarbejde. Det er mildest talt et fremragende forslag.

I virkeligheden er det paradoksalt, at vi netop i Danmark ikke er kommet længere ned af dét spor. Vi har i forvejen en stor offentlig sektor, som er udstyret med en enorm indkøbsmuskel på 470 milliarder kroner om året. Det offentlige er med andre ord en flittig kunde hos dansk erhvervsliv.

Men når vi i Dansk Industri (DI) spørger vores medlemsvirksomheder, hvordan det går med samarbejdet, vidner det om, at vi er milevidt fra at forløse potentialerne på begge sider af hegnet.

Dels arbejder kommuner og regioner ikke systematisk nok med at få testet deres egen opgaveløsning på markedet. Vi vil aldrig kræve blind udlicitering. Men fordomsfrihed og en strategisk tilgang til konkurrence kan sikre gevinster på alt fra kvalitet og økonomi til ny teknologi og bæredygtighed, og dét skal vi jagte.

Dels bliver samarbejdet desværre alt for ofte en smule trægt og gammeldags. Kontrakterne bliver på lange stræk tildelt efter laveste pris, og udbuddet ser ud, som det gjorde for fire år siden. Det virker som det sikre og trygge valg på kort sigt. Men på længere sigt spænder den tilgang ben for os alle sammen, fordi de ansvarlige og innovative leverandører bliver skræmt væk fra det offentlige marked.

En strategi kan bryde de negative spiraler og sætte skub i samarbejdet med blandt andet systematisk udbredelse af gode erfaringer med konkurrenceudsættelse, nationale mål for grønne indkøb og øget transparens i de offentlige regnskaber. 

Det vil vække den sovende kæmpe til live, så vi med 470 indkøbsmilliarder i ryggen kan mobilisere og udbygge samarbejdet mellem det offentlige og det private med det klare mål, at løse vores samfundsudfordringer – fra arbejdskraftmanglen til forsyningssikkerhed og beredskab.

Jakob Scharff, branchedirektør og chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Industri

Enhver leders ansvar

Man burde kunne formode, at en leder for en organisation – eksempelvis politiet – også var en person, der råbte op over for offentligheden, når besparelserne bliver for store. 

I stedet har man indtrykket af, at en leder af politiet skal tale politikere efter munden og negligere evt. åbenbare skævheder i systemet og så at sige fungere som garanten for de politiske beslutninger, der er foretaget.

Det gør det naturligvis svært eksempelvis at fyre en politichef, der formodentlig er ganske klar over situationen med »vask« og henlæggelse af politiopgaver for at få enderne til at nå sammen.

I min verden burde en leder stå til ansvar for driften i organisationen.

Hvem hos politiet skal tage stilling til, hvilke opgaver der skal promoveres, hvis ikke netop ledelsen?

Det offentlige burde initiere en organisation, der har til formål at komme med fornuftige omlægninger af arbejdet med henblik på bedre ressourceforbrug.

Politiets forbrug af arbejdstimer i forbindelse med sportsbegivenheder eksempelvis,  bevogtningsopgaver, flytning af fanger internt i riget etc.

Det får man tydeligvis ikke en politichef til at gå ind i.

Erik Tang, Klampenborg

EU skal tage ansvar for Europas sikkerhed

I mange år har vi i Europa taget fred og stabilitet for givet. Men krigen i Ukraine har vist, hvor hurtigt verden kan ændre sig. Derfor mener jeg, at EU skal tage langt mere ansvar for vores fælles sikkerhed og fremtid.

Når man taler om sikkerhed, tænker mange kun på våben og militær. Men sikkerhed handler også om cyberangreb, misinformation, klimaforandringer og energikrise. Det handler om, hvorvidt unge mennesker kan vokse op i et trygt og stabilt samfund.

Som ung mener jeg, at Danmark står stærkere sammen med resten af Europa end alene. Vi lever i en verden med globale problemer, og derfor giver det mening med globale løsninger. Hvis Rusland truer Europas stabilitet eller, hvis sociale medier bliver brugt til at sprede ekstremisme og falsk information, kan et land ikke løse det alene.

EU er ikke perfekt. Der er stadig problemer med bureaukrati og uenigheder mellem medlemslandene. Men løsningen er ikke at trække sig væk fra samarbejdet. Tværtimod skal vi gøre samarbejdet stærkere og mere demokratisk.

Jeg mener også, at EU skal investere mere i grøn energi og teknologi, så Europa bliver mindre afhængig af autoritære stater som Rusland og Kina. Det handler både om klima og sikkerhed. Når vi er afhængige af andre lande for energi og produktion, gør det os svagere.

Derudover skal EU beskytte demokrati og menneskerettigheder bedre. Vi ser flere steder i Europa, at højreekstreme bevægelser vokser, og at had og polarisering fylder mere online. Her har EU et ansvar for at stå fast på demokratiske værdier og beskytte ytringsfrihed uden at lade misinformation tage over.

Jeg tror ikke på et Europa, hvor hvert land kun tænker på sig selv. Jeg tror på samarbejde, solidaritet og fælles ansvar. For hvis Europa skal være sikkert i fremtiden, kræver det, at vi står sammen.

Asgar Landin, elev i 8. klasse, Brøndbyøster Skole

Ord betyder noget

Jeg har i længere tid studset over udtrykket »militært isenkram«, som bruges af journalister. Senest i artiklen »Stor droneoffensiv mod Moskva ramte det ømmeste punkt«, Berlingske 19. maj. 

Jeg synes, at »militært udstyr« ville være mere korrekt den alvorlige militære situation taget i betragtning.

Marianne Andersen, Gentofte

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk