Nye tal om stress viser, at vi skal til at tage kampen for et langt bedre arbejdsmiljø seriøst

Hvis vi fik gjort noget ved det psykiske arbejdsmiljø og stress, kunne vi øge arbejdsstyrken med 55.000 personer, eller hvad der svarer til ni (ni!) store bededage, skriver Tonny Olsen. Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Malerforbundet stod forrest på barrikaderne, da regeringen afskaffede store bededag – ikke alene fordi afskaffelsen var et brud på den danske model, men også fordi vores medlemmer, i et stadig mere hektisk arbejdsliv, har brug for at koble af, både fysisk og psykisk, i ferier og helligdage. Nu er der kommet en ny analyse fra AE, der bør få en regering, som ser arbejdsudbud som den vigtigste valuta, til at spærre øjnene op og slå lyttelapperne ud.

Analysen viser, at hvis vi fik gjort noget ved det psykiske arbejdsmiljø og stress, kunne vi øge arbejdsstyrken med 55.000 personer, eller hvad der svarer til ni (ni!) store bededage.

Stress og det psykiske arbejdsmiljø påvirker alle aspekter af en persons liv. Hvem kender ikke en kollega, en ven eller et familiemedlem, der er ramt af stress? De søvnløse nætter, de konstante bekymringer og den fysiske udmattelse – det er en trist realitet, at mange af os kender til disse symptomer alt for godt. Stress og andre arbejdsrelaterede psykiske lidelser bidrager til et markant dårligere liv for den ramte og på et større plan en mindre effektiv arbejdsstyrke.

At arbejde for et bedre psykisk arbejdsmiljø er således ikke blot en investering i individets velbefindende, men også i vores økonomi og fremtid.

Lad os fremover værdsætte og investere i fritiden og fridage langt mere – det er en god investering. Og lad os samtidig investere i forebyggelse og støtte til de stressramte. Der er brug for det.

Tonny Olsen, Formand i malerforbundet

Karen Blixen

Karen Blixen er en af de mest kendte danskere. Hun er næsten på linje med H.C. Andersen. Tænk bare på »Babettes gæstebud« og »Den afrikanske farm«.

Hvorfor ikke give hende en statue ved siden af H.C. Andersen på Rådhuspladsen i København?

Knud Christesen, Bramminge

Patriarkatet er en mand i skyen

En helt ny undersøgelse fra Rockwool Fonden afliver myten om, at kvinder er undertrykte. Undersøgelsen viser nemlig, at mænd og drenge overordnet trækker det korteste strå – fra fødsel til død. 

Imidlertid er det ikke det billede, som kolporteres i den offentlige mening. Her skal man helst forstå, at ens maskulinitet er gift, her skal man helst forstå, at man er medskyldig i et usynligt, strukturelt system, der hedder patriarkatet. Det er bare ikke sandt. Det er en livsfjendsk idé, vi har fået banket ind i vores hoveder. Patriarkatet er en mand i skyen bestående af vat mellem ørerne og spekulativ begrebslogik.

Det bygger på en analyse af tilværelsen, der opdeler verden i undertrykkere og de undertrykte, som har resultatet på forhånd, allerede før to tanker er sat sammen. Det kaldes ideologi. Resultatet er imidlertid, at vi mistænkeliggør hinanden og os selv for skjulte hensigter i stedet for at arbejde sammen.

Man må spørge sig selv, om vi er ved at have en kultur, der er ude af stand til at give folk nogen forankring og opfattelse af, livet måtte have en mening – ud over forloren frigørelse.

Julius Thorsøe, Slagelse

Lusk fra Løhde

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) korrekser i Berlingske 12. marts Camilla Søe om organdonation og afslutter så smukt: »At donere et organ vil også fremover være en gave fra et menneske til et andet.« Det passer bare ikke, og Løhde dokumenterer selv dette i sine lidt luskede formuleringer. Hun skriver:

»Udgangspunktet i forslaget er, at man som myndig dansker potentielt kan blive organdonor. Men – og det er helt afgørende – det skal naturligvis fortsat være muligt at sige nej til at være donor. Derfor er det også en del af forslaget, at man som borger skal bekræfte, at man er potentiel donor i Organdonorregistret. Og hvis man ikke har gjort det, vil de pårørende altid blive spurgt.«

Ministerens formulering indebærer, at en borger, der intet ønske har om at donere et organ og ikke i levende live har meddelt dette til myndighederne, alligevel kan komme til at donere organer mod sin vilje, nemlig hvis staten får accept fra familien. Ministerens kategoriske slutbemærkning »At donere et organ vil også fremover være en gave fra et menneske til et andet« er derfor forkert. Den døde havde ikke givet tilsagn om at donere, og alligevel snupper staten organet og bliver dermed gavegiveren.

Dette meget kontroversielle lovforslag bør erstattes af talrige, løbende opfordringer til befolkningen om frivilligt at tilmelde sig donorregistret på en hurtig og praktisk måde.

Bernt Johan Collet, Lundby