Det udvidede producentansvar for emballage er et nyt regelsæt, som danske virksomheder skal leve op til fra 1. oktober. En vanvittig bøvlet, bureaukratisk omgang, som måske har givet mening på et skrivebord et sted, men som ganske enkelt ikke giver mening i virkeligheden.
Derfor har kritikken fra flere sider også været massiv.
Torsdag 11. september præsenterede miljøminister Magnus Heunicke en »løsning«, der blandet skulle gøre reglerne mere spiselige og mindske udgifterne.
Det positive billede af en løsning på problemet, genkender vi simpelthen ikke. For tusindvis af små og mellemstore virksomheder er det stadig en regulær ommer.
Reglerne vil stadig gøre det dyrere at være dansker og mere besværligt at være virksomhed.
Virksomhederne står med torsdagens aftale nu »kun« med en samlet regning på 1,2 milliarder kroner. Mindre end de 1,6 milliarder kroner, som de ellers stod over for, men stadig penge vi kan bruge uendeligt meget bedre.
Og oveni det står vi fortsat med rapporteringskrav i metermål og et uoverskueligt bureaukrati. Vi står stadig i en situation, hvor en lille destillerivirksomhed skal bruge tid og penge på at kortlægge, hvad flaskeetiketten er lavet af.
Det er ikke grøn omstilling. Det er grøn galskab.
Så grundproblemet består: Man har skabt et system, der er alt for kompliceret, alt for dyrt og alt for lidt grønt.
Det skal vi simpelthen kunne gøre bedre. Det her er ikke en løsning. I en tid hvor alle politikere taler om at bekæmpe bureaukratiet, så er det her en oplagt mulighed for rent faktisk at omsætte den megen snak til reel handling.
Det her handler ikke kun om penge. Det handler om tid, forståelse og proportionalitet. Det handler om, at man i Bruxelles og København har skabt et bureaukratisk monster, hvor de færreste forstår reglerne – men alle skal leve op til dem.
SMVerne vil gerne rykke på den grønne omstilling og gøre emballagen mere bæredygtig.
Så kære miljøminister, kære regering: Hvornår kommer løsningen, der ikke gør det både dyrere og mere bureaukratisk at drive virksomhed?
Kenneth Nielsen, formand, Danske Destillerier og Spiritusproducenter, og Alexander Søndergaard, underdirektør, SMVdanmark
Er jernmarker klima- og miljøvenlige?
Valgkampen er gået ind, og mange steder er jernmarker et væsentligt stridspunkt.
En del politikere, som sikkert har de bedste intentioner for klimaet, glemmer, at man skal se på et produkts fulde »levetid« for at afgøre, om produktet er bæredygtigt. At sige nej til jernmarker er ikke et spørgsmål om klimaskepsis.
Ud over den æstetiske modstand mod jernmarker er der for dem, som har sat sig lidt ind i problematikken, også et ønske om ikke at sende miljøproblemer videre til kommende generationer.
Når solcellepaneler efter typisk 25-30 år er slidt op, udgør de en miljørisiko, hvis de ikke bortskaffes korrekt. Afleveres de på lossepladser, vil de giftige materialer, de indeholder, blandt andet tungmetaller, sive ned i jorden og potentielt forurene grundvandet.
Solceller kan genbruges, men det er dog problematisk, da det er komplekse blandinger af glas, silikone, sølv og andre metaller. Manglende standardisering gør det vanskeligt at udvikle effektive genanvendelsesprocedurer.
I både USA og EU bliver kun omkring ti procent af solcellepaneler genanvendt, blandt andet på grund af økonomi. Genanvendelse koster 100-200 euro pr. ton i EU.
Man kunne med et gammeldags udtryk sige, at klima- og miljøværdien af solceller svarer til at tisse i bukserne for at få varmen.
Desuden bør vi i disse tider tænke på mere selvforsyning. Det er naivt at tro, at bare man har forsyninger til tre (!) dage, er alt godt.
Vi bør blandt andet undlade at lave flere jernmarker, så vi i stedet kan bruge markerne til at producere lokale fødevarer. Lokalt producerede varer er mere klimavenlige, da de ikke behøver så lang transport, og dermed er de også friskere og potentielt billigere, når de når ud til forbrugerne.
Jeg tænker ofte på, at i Bruxelles under Anden Verdenskrig dyrkede folk grøntsager i byens parker.
Suzanne Ekelund, cand.scient. i biokemi, Rødovre
Borgerlige vælgeres store dilemma
Jeg er ikke og har aldrig været socialdemokrat.
Men man må konstatere, at Danmark i dag kun har en leder af statsministerformat – Mette Frederiksen. Og det i en situation, som er alvorlig, og hvor ikke mindst forsvars- og udenrigspolitikken stiller større krav til statsministerens personlige kvaliteter og lederskab end i meget lang tid.
Samtlige borgerlige kandidater gemmer sig forståeligt nok fra at kandidere i indsigt om, de ikke har det, der skal til.
Så hvad gør man, hvis man ikke kan tænke sig at stemme S, men kun kan se Mette Frederiksen på statsministerposten?
Måske har Berlingske et godt svar på dette for mange borgerlige vælgeres så store dilemma?
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Håb som strategi
Ingen tror længere på et folketingsvalg tids nok til, at en reel undersøgelse af minkskandalen og placering af ansvar bliver mulig af den vej.
Forhåbninger må derfor knyttes til, at nogen med viden om forløbet meddeler sig. Mon der findes personer, der tror på, at daværende fødevareminister Mogens Jensen (S) var i nærheden af at træffe nogle beslutninger, endsige gennemtrumfe handlinger i den anledning?
Det eneste, vi ved, er, hvem der høstede gevinsten ved at fremstå handlekraftige – de samme som piskede en stemning af frygt op.
Mogens Jensen lagde sig og rullede på kommando. Efterfølgende er han diskret blevet rullet hen til nogle lavprofilerede politiske poster.
Æresoprejsning kan kun tilvejebringes ved at meddele om, hvad der skete – og hvem, der gjorde hvad.
Håbet må knytte sig til, at når de politiske ben er suttet færdig, så vil Mogens Jensen søge æresoprejsning, måske i bogform.
Det vil så samtidig betyde, at alle os der føler lede ved, at ulovlige handlinger kan udspringe fra møder i et lukket politisk rum, hvorfra der ikke foreligger referat, kan få både ekstra lyst til at læse bøger og lidt lindring.
Søren Madsen, Frederiksberg
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
