Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ny dansk dramatik sælger masser af billetter

Teaterdirektør Lars Sennels i den store teatersal på Vendsyssel Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Teaterredaktør Jakob Steen Olsen efterlyser i sin nytårskommentar nogle højdepunkter, der kan forene folkelig gennemslagskraft med overraskende nytænkning – og med en vis storhed i slaget, som han skriver. Aalborg Teaters direktør Hans Henriksen bakker op. Han undskylder sig med, at der er alt for stor fokus på økonomi og box office, og at teatrene så kan være tilbøjelig til at vælge de mere sikre kommercielle klassikere fremfor ny dansk dramatik.

Hans Henriksen har ret i, at ny dramatik er vigtigt for scenekunsten. Men der må også gerne være krav om et vist billetsalg. Det er jo sjovest, når der kommer nogen og ser forestillingerne. Der behøver dog heller ikke være et modsætningsforhold her. Vendsyssel Teater præsenterer i indeværende sæson tre stykker ny dansk dramatik for voksne og en enkelt klassiker i form af Ibsens »Et Dukkehjem«. Og billetsalget har aldrig været større.

På Vendsyssel Teater lægger vi vægt på at vise ny dramatik, der tager udgangspunkt i vores egn, men som har udsyn og forholder sig til vort samfund. Det er publikum ikke bange for – tværtimod. Vores største sællerter de senere år har lige præcis været ny dansk dramatik.

Vi satsede hele butikken i efteråret med et musikalsk drømmespil om maleren Poul Anker Bech. »Det tabte land« af Jesper Bræstrup Karlsen var ny dansk dramatik med nykomponeret dansk musik og en belægning på godt 100 pct. - vi satte lidt ekstra stole ind. Op til jul bød vi på en nyskrevet julekomedie, »Turisterne« af Gunvor Reynberg, med en belægning på cirka 95 pct. Og forårets nyskrevne monolog »De syv slags dråber« af Simone Isabel Nørgaard tegner også ganske godt.

Med andre ord – der er masser af salg i ny dansk dramatik. Man kan sagtens forene folkelig gennemslagskraft med nytænkning og være lidt store i slaget. I hvert fald hos os. Jeg elsker Shakespeare, Holberg, Ibsen og mange af de andre klassikere. Men ny dansk dramatik kan nu også noget – ikke mindst sælge billetter. Lars Sennels, teaterdirektør, Vendsyssel Teater