Først Foghs Jakkesæt, så Muhammed-tegningerne
Resultatet af den udemokratiske adfærd hos de to venstreorienterede aktivister, der i 2003 på Christiansborg vandaliserede Anders Fogh Rasmussens jakkesæt med rød maling, bliver nu belønnet ved at komme i montre på Nationalmuseet.
Begrundelsen er ifølge museumsinspektør Anne-Mette Marchen Andersen, at hændelsen fik betydning for sikkerhedsprocedurer på Christiansborg. Det er indlysende, at man ovenpå dette hærværk i hjertet af vores folkestyre, har måttet tage sine forholdsregler.
Men hvis dette alene er grund til, som museumsinspektøren fortsætter, »at det fortæller en historie om en anden tid og om en situation, som har påvirket nyere historie i dansk politik,« er der så meget mere grund til på Nationalmuseet at indrette et eller flere udstillingslokaler med Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger og dokumentere den krise, som disse helt legitime tegninger kastede Danmark og resten af verden ud i.
Desuden kan man også dokumentere, hvad det efterfølgende har afstedkommet af sikkerhedsregler, politibevogtning, ditto beskyttelse af enkeltpersoner, selvcensur og siden indførelsen af koranloven og så videre.
I år, nærmere bestemt 30. september, er der 20-års jubilæum for de 12 tegninger – og dermed for den største udenrigspolitiske krise Danmark har oplevet siden Besættelsen. Med lidt god vilje kan en permanent udstilling stå klar til 25-års jubilæet i 2030.
Kit Louise Strand, Sekretær i Trykkefrihedsselskabet
Kunne det have været anderledes?
Hvem griber Sarah, og de andre psykisk syge mennesker, som forgæves søger hjælp i psykiatrien? DRs Dokumentar »Hvem griber Sarah?« tager os med i et meget trist forløb, der er fortalt af Sarahs efterladte.
Sarah er 21 år gammel, da hun tager sit eget liv. Det var blevet for pinefuldt at vente på en effektiv behandling for den depression, som hun kæmpede for at komme ud af.
For mange forskellige læger har for mange forskellige meninger om, hvad man kan tilbyde af hjælp. Der fremkommer under samtalerne flere forslag til psykiatriske diagnoser, men de verificeres ikke. Sarah sendes rundt i systemet, alt imens hun venter!
Hun er mandsopdækket af familien og veninden. Hun giver udtryk for selvmordstanker.
Det er et meget rørende portræt familien og den tætte veninde tegner af Sarah, som datter, søster og veninde.
Fra at være en velfungerende og glad ung pige, bliver Sarah overmandet af et – måske – fraværende selvværd, der skubber hende ind i depressionen. Hun bliver medicineret – dog uden den store effekt.
Et behandlingsforløb hjælper hende videre, og hun genfinder glæden ved livet – for en tid. Men depressionen overtager igen, og der er nu ikke mulighed for at genoptage det behandlingstilbud, som hun var så glad for.
Det er ikke en kritik af personalet, men en kritik af systemet, som helt mangler kontinuitet og ikke formår at se det hele menneske, men alt for ofte udelukkende fokuserer på diagnosen. Tilbage står en ituslået familie – er der mon nogen, der samler dem op?
Det er et stort skridt på vejen at tilføre psykiatrien penge, men pengene kan ikke stå alene, på trods af det pænt store beløb.
Lad psykiatrien vokse og tiltrække rigeligt med personale, der er brug for det.
Irene Bjerrehuus, København
Retningsløst
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) flakker hvileløst rundt – som et skib, der har mistet roret.
Dengang han blev udnævnt til udenrigsminister, opfandt han begrebet »pragmatisk idealisme« for at dække over en retningsløs udenrigspolitik, og han kom til kort med koranloven. Her foretog han sig en kovending i forhold til sin tidligere holdning, dengang han som statsminister erklærede sig at være »stolt og glad« over blasfemiparagraffens afskaffelse.
Nu mener Løkke, at vi skal tage ved lære af Donald Trump og være mere »transaktionelle« i vores tilgang til ting.
Han har underskrevet en samarbejdsaftale med Saudi-Arabien, og har opfundet endnu et begreb til at dække over manøvren, »økonomisk diplomati«.
Da styrmanden er gået fra borde hos Moderaterne, har de fået Jon Stephensen tilbage ombord som drivanker, så det skal nok gå.
Robert Ellis, Birkerød
Førtidspension
Amalie Lyhnes leder i Berlingske 1. juni bør give politikere og os alle noget at tænke over.
Hvorfor er så mange ikkevestlige indvandrere i forhold til etnisk danskere landet på førtidspension?
Vi har efterhånden hørt historier fra flere forhenværende socialrådgivere, hvordan borgere fra en række muslimske lande har opnået førtidspension efter konstant pres på systemet og ofte med en fortælling om de samme lidelser og sygdomme, og hvor systemet til sidst har givet efter grundet stort arbejdspres.
Der er utvivlsomt i de fleste kommuner blevet strammet op på krav og procedurer, så kun de virkeligt trængende i dag kommer igennem »nåleøjet«, men hvorfor ikke lave en lovændring, så borgere på førtidspension skal have deres sag revurderet nogle år efter at de har fået tilkendt førtidspension? Deres sundhedsmæssige tilstand kan jo have ændret sig positivt efter nogle år på passiv forsørgelse.
Det skal selvfølgelig ske for såvel etnisk danskere som for ikkevestlige indvandrere og for borgere mellem for eksempel 30 og 60 år.
Administrativt uoverkommeligt, vil mange måske mene, men tænk på de mange millioner kroner, som en yngre borger på førtidspension koster samfundet, inden vedkommende får sin folkepension, foruden de sociale og integrationsmæssige konsekvenser for de pågældende ved at stå uden for arbejdsmarkedet.
Preben Holmboe, Morud
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
