Det er sjældent, jeg i den politiske diskurs oplever, at jeg komplet uden belæg tillægges synspunkter, jeg ikke har. Det præsterer Camilla-Dorthea Bundgaard imidlertid søndag i en helsides kommentar. Overskriften i indlægget »stol på mig, jeg er politiker!« er sat op, så man kunne tro, det var et citat fra mig. Det er det ikke. I intet af det, Bundgaard skriver, er der et eneste citat, der kan understøtte de holdninger, hun påstår, jeg har.

Bundgaard anfører f.eks., at jeg skulle have anført, at borgerne »bør have tillid til politikerne«. Hvor har hun det fra? Tværtimod har jeg sagt, at borgerne godt kan have tillid til nogle politikere. De kan samtidig også roligt nære mistillid til andre. Og sådan fortsætter det med den ene mere mærkelige påstand efter den anden. Baggrunden kan ses i mit blogindlæg »Tillid«, hvor jeg har taget udgangspunkt i Bundgaards bemærkelsesværdige påstand om, at - og det er direkte citeret - hun »ikke stoler på politikere, fordi de er mennesker. Blot derfor.« Jeg er lodret uenig i den filosofi, et sådan synspunkt repræsenterer. Reelt står der, at man ikke kan stole på nogen, fordi de er mennesker. Det ville være et fattigt sted at være, hvor det vitterligt forholdt sig sådan. Normalt har vi overladt den retorik til venstrefløjen, og f.eks. Lenin, der bemærkede, at tillid var godt, men kontrol var bedre.

Jeg vil hævde, at nogen kan man stole på, andre ikke. Og det er, hvad jeg har skrevet. Hverken mere eller mindre. Mao taler om indlæggets lødighed og den manglende lyst til direkte citater, der kunne understøtte påstandene, for sig selv. At være debattør betyder ikke, at man blot kan udspy påstande. De skulle også gerne kunne dokumenteres.