Nej til metaldetektorer og sikkerhedsvagter i psykiatrien

Forslaget fra De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti om metaldetektorer er helt skudt ved siden af. Det bekymrer mig faktisk, at sådanne forslag er det første, man tyer til efter så tragisk en hændelse som ved Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndby.

Jeg har samlet set 14 års erfaring som sygeplejerske i psykiatrien – både fra sengeafsnit og fra ambulant psykiatri.

Vi skal altid gøre vores bedste for, at der findes en psykiatri, hvor det føles sikkert at gå på arbejde for vores medarbejdere. Samtidig skal vi for patienternes skyld altid have en psykiatri, der er åben og tilgængelig. De patienter, der har brug for hjælp, skal kunne henvende sig, men vi skal passe på med, at nye tiltag ikke kommer til at stigmatisere de mennesker, som har en psykiatrisk lidelse, og som i forvejen rammes af mange fordomme i samfundet.

Et af de vigtigste værktøjer i psykiatrien er den menneskelige relation. Denne relation må ikke blive ødelagt ved konstant mistænksomhed eller andet. Psykiatrisk sygepleje handler primært om menneskelige vurderinger.

Vi kan risikere at stå med et nyt problem efterfølgende. Nemlig at flere fravælger behandling, fordi det kan være en unødig stressfaktor, eller fordi det aktiverer et øget paranoidt beredskab hos patienten.

Når vi har denne debat om sikkerhed i psykiatrien, må vi ikke glemme, at langt den største del af patienterne i psykiatrien altså ikke er farlige. Øget sikkerhed til medarbejderne er vigtigt og en stor prioritet hos Socialdemokratiet, samtidigt er det også vigtigt, at vi ikke kommer til at signalere, at alle mennesker, der har en psykisk sårbarhed, er farlige.

Hvis ikke vi tænker os godt om, kan det komme til at signalere til omverdenen, at der udelukkende kommer mennesker i retspsykiatrien og andre psykiatriske ambulatorier, som er til fare for andre. Det passer selvfølgelig ikke.

Lad os nu ikke rive os med af stemningen og i stedet afvente input fra medarbejderne samt svaret på redegørelsen om, hvad der skal til for øge trygheden i psykiatrien.

Brian Høier, regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden, Socialdemokratiet

Skattelettelser til pensionister, der ikke arbejder

I regeringens kommende udspil til en skattereform er det åbenbart den arbejdende del af befolkningen, der skal have skattelettelser. Det betyder vel, at det udelukkende er arbejdsindkomster, der får lettet beskatningen med det formål at øge arbejdsudbuddet blandt dem, der allerede arbejder samt at tilskynde dem, som ikke gør det – for eksempel folkepensionister, til at få et arbejde.

De folkepensionister, der ikke arbejder, men lever af deres pensionsindkomster, er således ikke nævnt blandt dem, der skal have skattelettelser. En stor del af dem betaler ellers en meget høj effektiv skat, idet ekstra pensionsindkomster ud over folkepensionen i form af en livrente eller ratepension foruden beskatning også modregnes i pensionstillægget og supplerende ydelser som boligydelse, ældrecheck og varmetillæg. Den effektive beskatning for en reelt enlig folkepensionist, der bor til leje, kan let komme op på omkring 70 procent af en ekstra pensionsindtægt på små 400.000 kroner årligt – og endnu højere af lavere ekstra pensionsindkomster.

Hvis modregningen i pensionstillægget blev opgivet, således at hele folkepensionen går fri af modregning, lige som det nu er tilfældet for arbejdsindkomst, vil den effektive beskatning af en ekstra pensionsindkomst falde markant, og endnu mere hvis modregningen af ældrechecken også ophørte.

Vil det så øge arbejdsudbuddet? Måske ikke lige med det samme, men det ville bidrage til, at den enkeltes pensionsopsparing kunne reduceres, uden at den samlede disponible indkomst som pensionist reduceres. En reduktion af pensionsopsparingen kan i sig selv virke som en skattelettelse og dermed bidrage til at øge arbejdsudbuddet blandt kommende pensionister, effekten vil dog nok være beskeden.

Derudover kan den reducerede pensionsopsparing bidrage til, at færre trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, men venter til den officielle pensionsalder, hvor de pensionsaldersbetingede ydelser samlet set bliver højere, når der ikke modregnes i pensionstillæg og ældrecheck. En sådan »skattelettelse« kan således også have en positiv effekt på arbejdsudbuddet.

Hans Hansen, Hillerød

Kanonsalut til bureaukratiet

I mange år har jeg som jæger, hornblæser og indehaver af en salutkanon fejret vore jagtsammenkomster med et skud af salutkanonen. Tilladelsen hertil fik jeg ved at ringe til den lokale politistation, hvor jeg talte med den ansvarlige om tid og sted for saluteringen, hvorefter det blev noteret ned, og vi fik ønske om god fornøjelse.

I foråret 2023 fik jeg fornyet min våbentilladelse til kanonen og skulle så ansøge om tilladelse om at salutere. Jeg ringede derfor som sædvanligt til den lokale politistation, hvor saluteringen skulle finde sted. En venlig dame fortalte mig, at jeg skulle have fat på afdelingen for tilladelser, som var åben mellem 8 og 12. Fint.

Næste morgen ringede jeg til afdelingen for tilladelser og talte med en venlig herre, som fortalte mig, at de ikke havde noget med det at gøre, men at jeg skulle henvende mig til Brandvæsenet. Glimrende service.

Jeg ringer til Brandvæsenet i lokalområdet, som efter to omstillinger finder frem til den person, som står for tilladelser. Han kunne fortælle mig, at den slags tilladelser hørte under sikkerhedsstyrelsen, hvor de har en blanket til udfyldelse digitalt.

Efter at have konsulteret Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside forgæves efter ansøgningsblanketten til det forjættede land, kontakter jeg styrelsen telefonisk. Jeg mødes af en venlig dame, som ikke kender noget til sagen, men omstiller mig til en venlig herre, som lige skal undersøge sagen nærmere og tale med en mere erfaren kollega. Han vil ringe tilbage og er da også i telefonen fem minutter senere. Det var desværre ikke deres bord, men jeg skulle henvende mig ved Politiets Administrative Center, PAC, som står for våbentilladelser og andre tilladelser.

Ind på PACs hjemmeside for at finde den famøse ansøgningsblanket. Ingen henvisninger i søgefeltet til ansøgning om kanonsalut, salutering eller brug af salutkanon. Efter forgæves at have søgt på flere sider opgiver jeg det digitale og griber telefonen til PAC. 35 minutters ventetid. Nu sker der noget, for det viser sig, at jeg som privatmand skal ind under foreninger, hvor ansøgningsblanketten ligger. Med forventningen om endelig at være i mål, begynder jeg at udfylde blanketten, men kan ikke nå til ende, da blanketten vil have en medansvarlig for saluteringen, som jeg ikke har, så jeg kan ikke udfylde blanketten korrekt og indsende den.

Nu opgiver jeg og må erkende, at den festlige frokost og sammenkomst med hornblæsning og salutering må gennemføres uden salut. Ud over at have brugt mere end fire timer på projektet finder jeg det forkasteligt, at man er blevet snøret ind i et sådant bureaukrati.

Bjørn Seidler, Ålsgårde

Afliv dødsskatten

»Hvor meget værdsætter du tilknytningen til dine forældre?« Det spørgsmål skal tusindvis af danskere forholde sig til, når deres nærmeste går bort. Det er en konsekvens af, at Danmark har bevaret den mest uetiske og frastødende form for omfordeling; arveafgiften.

Debatten om arveafgift er igen blusset op efter et borgerforslag om dets afskaffelse har fået over 30.000 underskrifter. Det er forståeligt, da dødsskatten gør Danmark til et samfund, som profiterer på andres sorg. Den modbydelighed var blandt grundene til, at alle svenske partier fjernede dødsskatten i 2004.

Yderligere kan en høj arveafgift sætte normale mennesker i en svær situation, hvor de skal prissætte sit minde til sine forældre. Hvis man arver sit barndomshjem med en millionværdi, kan det godt være, at man bliver rigere på papiret, men de penge kan arvingen ikke købe ind for. Hvis arvingen har intention om at beholde sit barndomshjem, er dødsskatten blot en ekstra regning. Afgiften kan for nogle være så høj i forhold til ens løn, at man ikke har muligheden for at beholde hjemmet og må sælge sin forbindelse til sine forældre. Den situation skal ingen sættes i, og derfor skal vi aflive dødsskatten.

Christian Engelund Christensen og Lasse Eg Guldberg, medlemmer af Konservativ Ungdoms økonomiudvalg