Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej til bilfri København hver weekend

»Vi københavnerne vil også have lov at kunne få gæster i bil og børnefamilier skal også  have mulighed for at tage på besøg hos bedsteforældrene i weekenderne uden først at komme hjem langt efter børnenes puttetid,« skriver Jakob Næsager om et socialdemokratiske forslag om bilfri dage i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Den socialdemokratiske regeringen vil give mulighed for et bilfrit København hver søndag kl. 9-20, og den socialdemokratiske overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersen vil også gøre København bilfri om lørdagen.

De røde kæmper om at overbyde hinanden. At give socialisterne på Københavns Rådhus denne mulighed for at lukke København for biler, er som at give en pyroman en æske tændstikker.

Vi københavnerne vil også have lov til at kunne få gæster i bil, og børnefamilier skal også have mulighed for at tage på besøg hos bedsteforældrene i weekenderne uden først at komme hjem langt efter børnenes puttetid.

Et af de største problemer hos byens ældre er ensomhed, og det bliver næppe bedre, når det bliver sværere at få besøg eller tage ud om søndagen.

Vi københavnerne skal også have lov at have bil.

Pas på socialdemokraterne. København skal fungere for både københavnere og gæster.

Jakob Næsager, gruppeformand og politisk leder (K), borgerrepræsentant, Borgerrepræsentationen

Børnene i Syrien

Vi har gennem mange år kæmpet mod og været forarget over, at lande ikke ville tage deres egne kriminelle borgere retur.

Nu er det os, der skal tage eventuelt kriminelle borgere tilbage. Så uha, det er jo en helt anden sag.

At det er mod loven at skille små børn fra deres mødre, er vores absolut alvidende, magtfuldkomne børnenes minister-statsminister fuldstændig ligeglad med. Tænk hvis de mange DF-vælgere ikke stemmer på hende igen til næste valg. Se, det betyder noget.

Det hele, mener Mette Frederiksen, kan klares med at tale langsomt i korte sætninger og spise mere makrel i tomat.

Lad os nu få de danske mødre og deres børn hjem. Vi forventer, at andre tager deres kriminelle borgere hjem, så lad os opføre os anstændigt og ikke udelukkende politisk.

Elke Nygaard, Frederiksberg.

Drømmene om Grønland

Tak til Uffe Ellemann-Jensen for 7. april at redegøre for de reelle muligheder for Grønlands selvstændighed. Væsentlig kinesisk eller russisk indflydelse i Grønland får næppe gang på jord. Der er dog en overvejelse, der ikke nævnes, nemlig en tilnærmelse til NATO-landet Canada.

Canada har en inuit-befolkning af samme størrelsesorden som den grønlandske og ligesom i Danmark en bevidsthed om udvikling af en form for selvstændighed for oprindelige folkeslag. Geografisk falder Grønland naturligt ind i det kontinentale Canada, mens Nuuk ligger lige så langt væk fra København, som Bagdad gør.

Ved et sådant arrangement får Grønland et væsentligt – på alle måder – større land som baggrund, en fordobling af inuitgruppen og en geopolitisk formentlig acceptabel løsning. Det er klart, at Danmark har en væsentlig forpligtelse til at støtte Grønland økonomisk i en lang overgangsperiode. Drømmen om selvstændighed for Grønland kan leve videre under de nye rammer, mens Danmark skal opgive stormagtsdrømmen med Grønland som det sidste kort på hånden.

Niels Damgaard Nielsen, Kokkedal

Normalitetens diktatur

»Danskerne er ikke til store armbevægelser,« udtalte statsministeren i sin nytårstale. Det har hun ret i. I hvert fald hvad angår majoriteten af danskerne, den brede middelklasse. Middelklassen har langsomt, men sikkert påtaget sig rollen som hele Danmarks stemme, fornuftens og middelmådighedens stemme.

Blandt under- og overklassen flyder vildskaben, fandenivoldskheden og adrenalinen. Imens hylder middelklassen cykelhjelmen, pensionsopsparingen og det lange, trygge liv i kernefamiliens konformitet.

Middelklassens meninger er de rigtige. Almen dannelse lærer, at man bør omfavne mangfoldighed. Alligevel sniger ubehaget sig ind, når underklassen markerer sig i form af sortklædte demonstranter. Eller overklassen flasher en flamboyant Lamborghini. Normalitet er at foretrække, og nej vejer tungere end ja.

Det seneste år lykkedes middelklassen at gøre alle ens. Leverpostejmaden blev symbolet. Drømme blev udskammet. Ro og orden blev til samfundssind. Vi stod sammen. Vi reddede liv.

Dog kan jeg ikke slippe følelsen at være frarøvet noget essentielt, nemlig det at leve og sprælle med hæmningsløse og ufornuftigt store armbevægelser. Jeg er fanget, mens jeg betragter en middelmådig verden på afstand. Jeg er fanget i normalitetens diktatur.

Anne-Mette Vinter, Rødovre