Bestyrelsen i foreningen Danske Læger Mod Kernevåben (DLMK) har drøftet den seneste udvikling i den danske holdning til atomvåben. Den afgående regering har foreslået, at Danmark skal tilslutte sig den franske atomparaply, dog uden at vores hidtidige forbehold for opbevaring og brug af atomvåben bliver ændret.

DLMK er stærkt bekymret over den accelererende oprustning på det atomare våbenområde, vi er tilskuere til, og vi opfatter en eventuel tilslutning til den franske atomparaply som et skridt i den forkerte retning. 

Samarbejdet med Frankrig vil undergrave det globale ikke-spredningsregime og være i strid med ikke-spredningstaktaten, NPT, fra 1970.

Atomafskrækkelsens attraktionskraft er forståelig, men der er ingen garanti for, at den giver den sikkerhed, som påstås. 

Den bygger udelukkende på antagelser om rationelle beslutninger og fravær af uheld, misforståelser og fejl, både menneskelige og tekniske, som selvfølgelig ikke kan garanteres i det lange løb. Fejler afskrækkelsen, er konsekvenserne som bekendt uacceptable og ikke til at gøre om. 

Atomafskrækkelse strider mod det primære mål for sikkerhed, nemlig sikring af ens nations overlevelse. Det er et yderst risikofyldt og ustabilt koncept, som kan fungere, men lige så godt mislykkes.

Fortalerne hævder, at besiddelse af atomvåben forebygger angreb, men for en modstander opfattes det som en trussel, hvilket yderligere vil fremme oprustningsspiralen. Folketinget bør ikke udsætte befolkningen for en så monstrøs risiko uden at kunne dokumentere påstandene om den afskrækkende virkning.

Det er stærkt dokumenteret, at brug af nutidens atomvåben vil medføre uoprettelige skader og have katastrofale humanitære konsekvenser, som vil påvirke alle lande og befolkninger, uanset hvor bomberne falder. Tilstrækkelig hjælp lokalt og nationalt vil være umulig og konsekvenserne på længere sigt ramme alle lande. 

I værste fald kan der udløses en såkaldt atomvinter med verdensomspændende hungersnød og sammenbrud til følge.

DLMK savner en stillingtagen fra folketing og regering til de verdensomspændende bestræbelser på at afskaffe atomvåbnene. FNs traktat fra 2017, TPNW, der forbyder atomvåben og anviser en vej til det, er nu ratificeret af 73 lande, men lever et stille liv, da den modarbejdes af atommagterne. 

Den repræsenterer dog efter manges mening den aktuelt mest farbare vej til at få afskaffet kernevåbnene, før det er for sent. Danmark bør deltage i denne proces.

Konsekvenserne af atomvåbenkrig er så frygtelige, at vi bør investere mere politisk energi i at undgå brug og ikke bidrage til udbredelsen af disse ultimative masseødelæggelsesvåben.

Klaus Arnung, formand for Danske Læger Mod Kernevåben, Vedbæk

En ode til Kasper Støvring og borgerligheden

O Kasper Støvring, stemme fra nordisk jord,
du taler i toner af arv og ansvar,
hvor rødder gror dybt under historiens muld,
og grene strækker sig mod fremtidens krav.

Du værner om det, som var før os,
ikke som støv på en glemt reol,
men som levende spor i sjæl og sprog,
en arv, der forpligter, en stille parole.

Borgerlighed – ej blot et ord i strid,
men en tro på det nære, det kendte, det byggede liv,
hvor hjemmet er kernen, og fællesskab gror
i pligt og i frihed, i ansvar og giv.

Ej råber du højest i tidens kor,
men vægter det sagte, det tænkte, det sagt
med eftertanke, med blik for det hele,
for mennesket, landet og slægtens pagt.

Så stå som en vogter ved tidens port,
med blik både bagud og frem i horisont,
for uden erindringens rolige lys
bliver fremtiden let både rodløs og tom.

Ode ej kun til mand, men til tanke og sind,
til borgerlighedens sejl i ideernes vind.

Anne Albinus, Rødekro

Beskatningsbegær

Danskerne må være glade for høje og mange beskatninger, idet deres stemmer har skabt det politiske landskab, der har placeret Danmark som med jævne mellemrum verdens mest beskattede land af indkomst og forbrug. Politikerleden er stor, og listen over politiske skandaler kunne udgives i en murstenstung bog.

Vi svælger i skandaler om politisk pengemisbrug, men alt er glemt i stemmeboksen. Hvorfor har vi som borgere en blind tiltro til, at politikere oftest uden erhvervserfaring og dermed selvstændighed er kompetente til at bruge meget store beløb på statsbudgettet?

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Europas nye mantra må ikke blive dyr symbolpolitik

Europa har fået et nyt mantra: »Buy European«. Det er forståeligt. I en verden præget af geopolitisk rivalisering og sårbare forsyningskæder er det både legitimt og nødvendigt, at Europa ønsker at styrke sin egen kapacitet.

Men gode intentioner er ikke det samme som god politik. Det kan virke handlekraftigt at stille krav om europæisk indhold. Men i praksis risikerer det at reducere konkurrencen i et marked, hvor den allerede er under pres.

Hvis »Made in Europe« skal gøre Europa stærkere, kræver det, at vi træffer de rigtige valg. Ellers risikerer vi at gøre os selv fattigere i forsøget på at beskytte os.

En central del af diskussionen foregår i dag i relation til offentlige indkøb. I ny EU-lovgivning kobles strategiske hensyn som bæredygtighed og resiliens i stigende grad til udbud. »Buy European« er altså ikke længere en parole. Det er ved at blive regulering.

Netop derfor er det afgørende at holde hovedet koldt.

Der er en reel risiko for, at ambitionen udvikler sig til et generelt krav i alle udbud. Det kan lyde handlekraftigt, men kan ende som dyr symbolpolitik. Færre tilbud, højere priser og dårligere løsninger er ikke vejen til et stærkere Europa.

Europas styrke bygger på konkurrence. Derfor er det afgørende at holde fast i, hvad udbudsreglerne er sat i verden for: at sikre fair og gennemsigtig konkurrence. De regulerer, hvordan der købes ind, ikke hvad der købes ind.

Offentlige indkøb bør bruges strategisk. Men kun dér, hvor det giver mening. Ellers risikerer vi mere protektionisme og et svagere Europa.

Europa skal stå stærkere i en mere usikker verden. Det kræver, at man i det kommende forslag til udbudsdirektiverne anlægger en fælleseuropæisk, målrettet tilgang til »Made in Europe«, hvor det kun anvendes på et sagligt og dokumenteret grundlag. Vi skal holde fast i og styrke det, der har gjort Europa stærkt: åben konkurrence og et velfungerende indre marked.

Morten Jung, branchedirektør, Dansk Erhverv

Vi frygter e-numre, men ikke kønssygdomme

Vi danskere er efterhånden blevet verdensmestre i at passe på os selv, i hvert fald på papiret.

Vi vil have økologiske gulerødder, rent drikkevand og shampoo uden sulfater, parabener, og Gud ved hvad. Vi vender varer om i supermarkedet som små kemikere og diskuterer mikroplast, som om vi alle sammen er en slags deltidsmiljøministre. Dyrevelfærd kan afgøre valg, og kaffe skal helst være både Fairtrade og håndbrygget.

Kort sagt: Vi vil virkelig gerne passe på vores krop.

Men så snart det handler om sex, så er det, som om den ellers så veludviklede ansvarsfølelse tager en fridag.

En ny undersøgelse viser nemlig, at Danmark er det nordiske land, der er dårligst til at bruge kondom. Kun 37 procent af danskerne har brugt kondom det seneste år, det laveste niveau i Norden. Samtidig går udviklingen den forkerte vej blandt unge.

For er det ikke også en del af det at passe på sin egen krop at bruge kondom? Eller stopper sundhedsbevidstheden ved underbuksekanten?

Vi taler konstant om ansvar. Om at tage ansvar for os selv, vores krop og vores valg. Men ansvar er åbenbart nemmere at mene noget om end at leve efter. For vi kan godt finde ud af at vælge kager uden tilsætningsstoffer, men ikke at trække en latex-frakke på tissetrolden.

Det kræver trods alt hverken en kandidatgrad eller en app.

Det er positivt, at vi tager stilling til, hvad vi putter i kroppen. Men det forpligter. Det ansvar bør gælde hele vejen rundt.

Samtidig ved vi jo godt, hvad der er på spil. Kønssygdomme er ikke bare en lille bagatel. De kan have alvorlige konsekvenser, især for fertiliteten. Det er altså ikke kun et »ups«, men noget, der kan påvirke ens sundhed langt ind i fremtiden.

Så hvorfor denne blinde vinkel?

Måske fordi ansvar i dag ofte er noget, vi viser frem. Noget, der fungerer godt på kvitteringen fra supermarkedet eller i samtaler. Men mindre godt i situationer, hvor det faktisk kræver handling.

Hvis vi vil passe på vores krop, må det gælde hele vejen rundt. Ellers bliver det svært at tage vores sundhedsbevidsthed helt alvorligt.

Så måske skulle vi starte dér, hvor ansvaret faktisk ikke kan outsources: med os selv. Og med en ganske almindelig kondompakke i natbordsskuffen.

Mette L. Odefey, Odense

Drop myten om ubrugelige humanister

Vi skal stille skarpt på sammenhængen mellem uddannelse og beskæftigelse. Det er fornuftigt og rimeligt. Derfor er det også positivt, at dimittendledigheden er faldet markant de seneste ti år. Studerende skal kunne træffe informerede valg, og universiteterne skal være åbne om jobmuligheder.

Men det er for snævert at vurdere værdien af humaniora ud fra ledighed ét enkelt år efter dimissionen, som Morten Bøje Stensgaard Larsen gør her i spalterne 29. april.

Når vi ensidigt fokuserer på kortsigtede tal, risikerer vi at træffe beslutninger på et misvisende grundlag. Vi reducerer uddannelse til en hurtig vej til første job. Og vi overser uddannelses langsigtede værdi.

Faktum er, at arbejdsmarkedet er i konstant forandring. Her er evnen til at analysere, formidle og forstå mennesker afgørende. Netop de kompetencer er kernen i humaniora.

Vi skal brede perspektivet ud og styrke koblingen mellem universiteter og arbejdsmarked. Og vi skal være bevidste om, hvad uddannelse bidrager med.

Når alt kommer til alt, handler uddannelse ikke ene og alene om det første job. Uddannelse handler om et helt arbejdsliv og et stærkere samfund.

Janne Gleerup, forperson i DM (tidligere Dansk Magisterforening)

Præsidenten i muddergrøften

Jeg er lumpen

Ved ham T(r)umpen

Der står med gumpen

midt i sumpen

Og ønsker kun at se ham fra rumpen

Peter Beck Pedersen, Hellerup

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk