Danmark har fostret forholdsvis få store økonomer. En af dem er den nu 90-årige Niels Thygesen, som siden 1970erne har arbejdet med EU og været formand for Det Europæiske Finanspolitiske Råd.

Derfor var det selvfølgelig meget naturligt for Berlingske at invitere Thygesen til at tale for læsere og særligt indbudte.

Og Thygesen skuffede da heller ikke. Han roste Mette Frederiksen og Socialdemokraterne for at ville stifte fælles EU-gæld og mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før statsministeren også ville have euroen i Danmark.

Jeg vil slet ikke betvivle Thygesens evner som økonom, men ønsket om fælles EU-gæld, som også danske skatteborgere skal hæfte for, og indførelsen af euroen er altså i høj grad også politiske projekter.

Og rent politisk synes jeg, det er en helt utroligt dårlig idé. Når vi ser på, hvordan lande i særligt Sydeuropa har opført sig dybt uansvarligt og har måttet blive reddet økonomisk igen og igen, så er EU-gæld noget, som vi i Dansk Folkeparti synes, vi skal holde os meget langt væk fra.

Der er simpelthen ikke disciplin i landene til at holde orden i det økonomiske penalhus, og vi skal ikke fedtes yderligere ind i deres rod.

Og hvad er det lige, vi skal med euroen? Vi har i forvejen låst vores krone til euroen, og vi følger ret tæt de politikker, som ligger bag.

Det kan da heller ikke være for at spare et vekselgebyr i banken, som i øvrigt sikkert er lukket eller ikke har kontanter, for utrolig meget foregår via kreditkort, hvor kursen automatisk sættes og udgør noget helt minimalt for den enkelte ferierejsende.

Skal vi gøre det for erhvervslivet, som for lang tid siden alligevel har indregnet det i deres priser? Det giver da ingen mening, for det kører jo sådan set godt med danske kroner.

Så selvom Thygesen ved meget mere om økonomi end de fleste (i hvert fald mig), vil jeg gerne slippe for at hæfte for andre landes gæld – og have lov til at beholde vores danske kroner. Om ikke andet så fordi danske kroner er noget særlig dansk, som jeg holder af.

Finn Rudaizky, medlem af Københavns Borgerrepræsentation og 2. suppleant til Europa-Parlamentet for DF

Grøn el, når det er gråt og vindstille

Med vindstille og uden sol fik vi el fra vores fossile kraftværker. Den var meget dyr, men kunne dog leveres.

At tro at vi i sådanne situationer kan købe svensk el fra landets atomkraftværker, er en illusion. Da der heller ikke er vind og sol i Sverige, får vores skandinaviske naboer rigeligt at gøre med at levere strøm til egne borgere. Danmark må derfor have elværker, som leverer, når naturen ikke kan.

Vi må således vælge mellem dansk atomkraft eller bibeholdelse af vores fossile kraftværker.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk

Bureaukratisk bøvl

Det var bestemt dejligt at læse i mandagens Berlingske, at to venstreministre nu vil gå aktivt ind i sagen med at få nedsat det bureaukrati, der generer erhvervslivet så grueligt.

Spørgsmålet er så, om de kan komme igennem med det, som skiftende ministre siden Poul Schlüter forgæves har forsøgt. Det ville i sandhed være til gavn for os alle.

Bureaukratiet generer imidlertid ikke kun det arbejdende folk. Selv folkepensionister bliver udsat for bøvlet. Jeg fik en melding om, at der i min e-Boks lå en meddelelse om, at jeg havde fået 475 kroner for meget udbetalt i folkepension i 2023.

Da jeg åbnede mailen, lå der en skrivelse på otte tætskrevne sider. Jeg må indrømme, at det orkede jeg ikke at læse igennem, så jeg gik frejdigt ned til sidste side i det håb, at der her stod et kontonummer, hvor jeg kunne indbetale beløbet.

Så let skulle jeg imidlertid ikke slippe. På side otte stod, at om nogle dage ville jeg få besked om, hvordan jeg skulle indbetale det fejlagtigt udbetalte beløb. Jeg ventede spændt, for det var måske en ny og anderledes måde, man havde indført.

Der gik nogle dage, og så lå der igen en skrivelse i min indbakke. Denne gang slap jeg med tre tætskrevne sider, og nederst på side tre stod der så endelig et kontonummer.

Efter min mening kunne begge breve været kogt ned til en enkelt A4-side med link til beregninger, lovgrundlag og andet juristeri – og så med et kontonummer. I samme brev.

Beløbet blev selvfølgelig betalt omgående, men tænk, at der skal så mange skriverier til for 475 kroner.

Intet under, at bureaukratiet svulmer.

Ingrid Slott, København

Vores racistiske tankegang

For nogle år siden gav min kone og jeg Ali, som bor nede i den anden ende af vejen, husly, efter at hans hus fik nogle brandskader.

Vi troede, at hans naboer ville hjælpe. Men det sagde Ali var racistisk at tænke, og det kunne vi jo godt forstå.

Da hans hus var renoveret, forventede vi, at Ali ville flytte tilbage. Men det sagde Ali var racistisk. For der var stadig rodet, og måske kunne det brænde igen, og det kunne vi jo godt forstå.

Så nu bor Ali i vores gæsteværelse. Det hedder det jo så ikke mere. For Ali sagde, at det var racistisk, og det kan vi jo godt forstå. Så nu hedder værelset »permanent opholdsværelse«.

Men den gode nyhed er, at Ali snart skal giftes med en nede fra den anden ende af vejen. Vores forslag var, at de jo kunne flytte ned til hende. Men de skal altså bo hos os. For som Ali sagde, så var vores forslag racistisk, og det kan vi jo godt forstå.

Rasmus Askholm, Brøndby

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk