Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej, sygeplejersker er IKKE dovne … vi prøver bare at klare den

Deltid er en tvingende nødvendighed, hvis man skal kunne holde til jobbet som sygeplejerske, skriver Lene L. Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Jeg hørte forleden endnu et indslag i radioen, hvor man tilsyneladende atter var uforstående over for det fænomen, at de nyuddannede sygeplejersker vælger at gå på deltid for at klare deres arbejde.

Ofte lyder det i medierne som om vi sygeplejersker er lidt magelige, halvdovne og åbenbart tjener umådeligt godt, idet vi er så mange, der vælger at gå på deltid. Det er ikke tilfældet. Det forholder sig således, at man arbejder i dag-, aften- og nattevagter, weekender og alle de helligdage, hvor almindelige mennesker holder fri.

Sådan en stor vagtbyrde er meget slidsom og belastende for ens fysik og psyke. Man er afskåret fra at deltage i almindeligt socialt liv, kan ikke gå på aftenskole eller andre aktiviteter, idet der højst sandsynligt kommer en aftenvagt i vejen, da vi typisk ikke arbejder i fast skema. Ydermere skal man på nogle afdelinger ikke påregne at kunne afholde mere end 14 dages sammenhængende sommerferie, så den gulerod kan en børnemor heller ikke se frem til.

Trods gode intentioner om fastholdelse på arbejdspladsen eksisterer der mange steder heller ikke nogen former for seniorpolitik, som kunne animere de +60-årige til at blive længere, og efter en årrække med ovennævnte slidsomme arbejdstider vælger de, der overhovedet kan og har råd, at forlade erhvervet, så snart de kan.

Disse arbejdsforhold er et vilkår, som de færreste måske er bekendt med, for som nævnt lyder det ofte i debatten, som om vi  blot skal stramme op og på fuld tid, men deltid er en tvingende nødvendighed, hvis man skal kunne holde til jobbet - og at vi så atter sakker bagud lønmæssigt kommer oveni.

Lene L. Nielsen, sygeplejerske, Svendborg

Klitoris og korrektur

Jeg er ikke sart, men så måske alligevel lidt. Klummen af kulturdebattør Katherine Diez om at finde klitoris er på grænsen til min tolerancetærskel. Ihukommende, at hun netop (endelig!) har fundet en kvalificeret kæreste, en dansk minister, skaber artiklen nogle billeder i mit hoved, som jeg gerne var foruden.

Omvendt, så er Jacob Steen Olsens kalenderlåger rigtig fine, små gode historier, man glæder sig til at læse. Nok et pip – har man sparet på korrekturlæsningen? Der er dagligt to, tre eller fire mere eller mindre graverende fejl, forleden den klassiske: man skelner ikke korrekt mellem mio. og mia. Det gør altså en forskel på ca. 1.000 gange værre eller bedre.

Lars Juul, Frederiksberg

Spurve og kanoner

Det er ualmindeligt underligt, at man så hurtigt, som  det er tilfældet, har kunnet placere et ansvar i Forsvarsministeriet for noget svindel, der formentlig sammenlignet med sagen om de forsvundne milliarder i skat er pebernødder.

Skyldes det, at der simpelthen er så mange chefer i militæret, og at der i Skat slet ikke er nogen, eller skyldes det, at beløbet i Forsvarsministeriet, der er svindlet for, er så lille, at alle kan overskue det og være med, og beløbet i Skat er så stort, at alle har givet op?

At der ikke er stillet chefer til ansvar for det skete i Skat skriger til himlen sammenlignet med, hvad der nu sker i Forsvarsministeriet. Men i Skat er der ikke sket ret meget om overhovedet noget, for der var ingen »chefer« der havde et ansvar, til trods for, at der næppe siden Alberti har været en større skandale i statsadministrationen, som dog for hans vedkommende »kun« beløb sig til ca. 1 milliard kr. i nutidspenge, sammenlignet med et beløb i Skat der vel er ca 10 - 15 gange større, hvis man overhovedet kender det.

Men sådan er det vel med spurve og kanoner og ansvar.

Hans Bendix Pedersen, Glostrup

Drop bøvlet og giv danskerne svensk ejendomsskat

I dagens Business sættes der igen fokus på udfordringerne i arbejdet med at søsætte det nye vurderingssystem - et arbejde der bør nulstilles. Uanset om der indregnes et såkaldt »forsigtighedsprincip« er der stor usikkerhed med hensyn til systemets flyvefærdighed og dermed usikkerhed for husejernes fremtidige skat.

Tidligere er der fra politisk side (konservativ) fremsat forslag om nyskabelse af ejendomsbeskatningen. Mens vi herhjemme ser frem til en afslutning på hele miseren kunne det foreslås at gå et par skridt videre og råde politikerne til at initiere et lovkompleks, der helt opgiver ejendomsbeskatningen.

Det samlede provenu til staten beløber sig til ca. 40 mia. kr. Finansloven balancerer med  ca. 1.100 mia. kr. Det ville naturligvis indebære en (kraftig, men nødvendig) justering af finanslovens elementer, men samtidig spare et meget stort beløb i administration af en umulig vurderings- og beskatningsform.

I en mellemfase kunne man se over Sundet til Sverige, hvor der opereres med en gennemsnitlig årlig boligskat på 6.000 kr. med tilhørende skat på 22 pct. med gevinst ved et fremtidigt salg

Niels Elming, Kolding