Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nej, 3F, vi skal ikke skrue tiden tilbage til 1992

Foto: Søren Bidstrup

Fagforeningen 3F kører kampagne med det budskab, at 3F vil skrue tiden tilbage til 1992, da Danmark vandt EM i fodbold. Jajada, for 117. gang hurra-hurra – men man skal nok være midaldrende, for at det giver mening.

I 1992 stod vi sammen, mener 3F. Det var vel nok tider, eller var det? 1992 var året, hvor ledigheden var over 10 pct. af arbejdsstyrken og renten var 9,5 pct. (Nationalbankens diskonto). Statsministeren var den konservative Poul Schlüter, og 3F hed Specialarbejderforbundet i Danmark.

Jeg mener, at 1992 for længst er kommet på museum. Drømmen om gamle dage er kun for dem, der er bange for fremtiden. 3F har da ellers bevist, at de er meget med på noderne. 3F valgte at tænke som en kapitalfond og score kassen big time i forbindelse med salget af Alka Forsikring, som ellers var garant for, at blandt andre 3Fs medlemmer kunne få gode og billige forsikringer.

Sådan er vilkårerne i 2019, og vi må tage udgangspunkt i den virkelighed, der gælder. Smid nu VHS-afspilleren ud. Der kommer ikke flere nye film til den teknologi.

Uanset om 3F drømmer om et bakgear tilbage til 1992, findes det ikke. Derimod risikerer man at bekræfte fordommen om, at fagbevægelsen er gået i stå for mange år siden. 1992 sælger ikke billetter til medlemmer, som står på nutidens arbejdsmarked med nutidens opgaver, glæder og problemer.

Opgaven for den moderne fagbevægelse bør være at styrke medlemmerne. Medlemmerne fortjener et unikt, individuelt og differentieret tilbud, så de bliver stærke, selvstændige og modige og kan drage fordel af globalisering, teknologi og forandringer på arbejdsmarkedet. Det vil sikre sammenhængskraft i samfundet, det vil styrke værdiskabelsen i de danske virksomheder, og det vil skabe gode jobs til en god løn.

Det er bæredygtig velfærd. Det er fremtidssikkert. Det er et fagligt fællesskab, der er værd at stå sammen om. Og ikke 1992. Jens Bærentsen, Værløse