Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nedlukningen skærer alle over én kam

»Min konklusion er, at butiksindehavere, restauratører m.fl. fungerer som statens politibetjente og derved sikrer, at spredningsrisikoen er minimal disse steder, hvis man altså i øvrigt skal tro på værdien af retningslinjerne,« skriver Allan Troels-Smith. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms

Jeg er bekymret over grundlaget for regeringens nedlukninger. Det forekommer mig, at de stort set har benyttet sig af grønthøstermetoden. Alle bliver skåret over én kam. Jeg kender godt årsagen. Man mangler evidens for, hvor spredningsrisikoen er størst. Man støtter sig derfor til noget, der ligner mavefornemmelser.

Der er imidlertid måder, man kan slutte sig til en bedre differentiering af smitterisikoen. Regeringen har udstedt nogle generelle retningslinjer for adfærd, men også nogle mere specifikke for visse virksomheder, f.eks. restauranter. Man bør derfor skelne imellem, hvor der er en statens forlængede kontrollant, og hvor der ikke det.

For restauranternes vedkommende er der fastsat nogle meget præcise retningslinjer for brug af mundbind, afstand mellem borde, afstand mellem gæster ved bordene – og i det seneste tilfælde en lukketid kl. 22.00. Statens kontrollant af dette er restauratøren, som risikerer lukning, hvis han ikke sørger for overholdelse af disse bestemmelser. Det samme gælder i en række detailbutikker, hvor der til stadighed er personale og indehavere til at håndhæve statens retningslinjer.

Er det ikke også interessant at se, at dagligvarebutikkerne, som hele tiden har været åbne og som stort set alle besøger, tilsyneladende ikke får smittetrykket til at stige? Min konklusion er, at butiksindehavere, restauratører m.fl. fungerer som statens politibetjente og derved sikrer, at spredningsrisikoen er minimal disse steder, hvis man altså i øvrigt skal tro på værdien af retningslinjerne.

Det er derimod de ukontrollerede steder for forsamling og steder, hvor f.eks. afstandsbestemmelserne er umulige at overholde, der er de egentlige risikosteder. Dette forekommer at være en rent logisk slutning, som kan træde i stedet for den manglende evidens for, hvor spredningsrisikoen er størst.

Så derfor: Revider jeres måde at tænke på – differentier! Jeg tvivler f.eks. meget på, at der er nogen risiko for at gå på restaurant med de restriktioner, der er pålagt restauratørerne.

Allan Troels-Smith, Fredensborg