Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nationalkonservativt nonsens

»Fakta er, at de to liberale partier, VVD og D66, gik frem med tilsammen seks mandater ved valget. De højreorienterede - eller med Foldagers ord, nationalkonservative partier, Geert Wilders’ (foto) PVV og FvD - vandt tre mandater. Dermed er Foldagers konklusion mildt sagt søgt,« skriver Henrik Bach Mortensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Phil nijhuis / ANP / Ritzau Scanpix

Det er svært at begribe, hvilket ærinde Christian Foldager er ude i med sit indlæg i Berlingske 28. marts. Han lægger op til at sandsynliggøre, at fremgangen ved det nylige valg for de to liberale partier i Holland i virkeligheden er et varsel om fremgang for den populistiske fløj – eller de nationalkonservative, som Foldager betegner dem.

Fakta er, at de to liberale partier, VVD og D66, gik frem med tilsammen seks mandater ved valget. De højreorienterede – eller med Foldagers ord, nationalkonservative partier, Geert Wilders’ PVV og FvD – vandt tre mandater. Dermed er Foldagers konklusion mildt sagt søgt.

Jeg kan ikke bekæmpe fornemmelsen af, at Foldager er ude i et voldsomt konstrueret ærinde. Han giver udtryk for, at nationalkonservatismen er på «fremmarch«. Det er muligt, at Foldager er fascineret af troen på, at hans personlige favoritter i Holland og det øvrige Europa marcherer frem. Men bl.a. tabte Geert Wilders jo hele tre mandater ved valget. Det nye populistiske parti FvD gik godt nok frem fra to til otte mandater, men det kan vel ikke betegnes som en knusende sejr for EU-skeptiske populister. Der er andre partier, som også kan bidrage til den komplette kortlægning af hollandsk politik, men det ændret ikke synderligt på billedet.

Der kan ikke være tvivl om, at det kan være svære tider for moderate, ja ligefrem liberale kræfter, som forsøger at finde tålelige løsninger på coronatidens udfordringer. Og ikke bare i Holland, men senest også i Estland finder liberale partier sammen om regeringsansvar.

Ved valget til Europa-Parlamentet i 2019 pegede de liberale partier i Europa på en række problemstillinger, som Europa burde løse i fællesskab. Det gælder bl.a. flygtninge- og migrationspresset. Den økonomiske krise i kølvandet på tilbageslaget for globaliseringen. Markedsorienteret bæredygtighed og sikkerhedspolitiske trusler fra Rusland og Kina.

Det er rigtigt, at de liberale peger på en anden vej for Europa – og for Holland samt Danmark – end Geert Wilders og andre europæiske populister. Og lykkeligvis har vælgerne i Holland valgt den moderate, internationalt orienterede vej fremad. Men selvfølgelig kan Foldager have ret i, at de europæiske lande kan stå ved lidt af en korsvej. Skal vi satse på mere europæisk samarbejde baseret på fælles ansvar, fælles finansiering og en fælles fremtid i et europæisk-amerikansk samarbejde. Eller skal de europæiske lande lukke sig om sig selv og opgive forpligtende internationalt samarbejde og en international retsorden?

Det kan se handlekraftigt ud, når små lande som f.eks. Østrig eller Danmark slår sig op på nationalkonservativ EU-skepsis, men desværre kan regningen blive ubetalelig, når småstater på egen hånd skal navigere i et stadig mere oprørt internationalt farvand.

Henrik Bach Mortensen, vicepræsident for det europæiske parti ALDE