Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Nærvær er blevet til »nonvær« og Ateistisk Selskab til Asocialt Selskab

Vi har brug for kirkens rammer til at »kaste anker« nogle gange, når årene tager (os væk fra) hinanden, til at fejre, rumme og bearbejde vores følelser, skriver Jarl Panzeri Vistisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Signe Goldmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ateistisk Selskab kører en kampagne på busserne med spørgsmål som, »Skaber religioner fred?« , og »Er din Gud feminist?« efterfulgt af #TænkSelv.

Jeg er ikke særlig troende, bortset fra når det rumler meget i en flyver! Men findes der bedre alternativer til at markere livets overgangsfaser end kirkens traditioner? Det bedste bud, jeg har hørt, er at blive viet på en strand af Michael Carøe.

Vi har ikke forstået overgangsfasernes værdi til at komme hinanden og ikke mindst livet ved på godt og ondt. Hvorfor fejre nonfirmation, hvis udgangspunkt man ikke tror på? Når traditionerne forkastes, er det som et romersk tempel uden søjler, hvor festivitassen fortoner sig til en hvilken som helst dag.

Hvor er fejringen af kærligheden ved vielserne på rådhuset, der minder om et »Drive Through Wedding«? Et kirkebryllup behøver ikke koste en bondegård men skal heller ikke holdes på en bondegård.

Det sidste farvel sagt i et kapel synes symptomatisk for, hvor langt vi har bevæget os væk fra traditionernes højborg.

Nærvær er blevet til »nonvær« (touché nonfirmander!), og Ateistisk Selskab et lidt Asocialt Selskab eller til det Alternativløse Selskab.

Filmtitlen, »Fire bryllupper og en begravelse« indkapsler livet i sin fulde form, da livet består af flest gode stunder, men også nogle sørgelige øjeblikke.

Vi har brug for kirkens rammer til at »kaste anker« nogle gange, når årene tager (os væk fra) hinanden, til at fejre, rumme og bearbejde vores følelser i stedet for at forkaste alle traditioner, så de tre kristne dyder, tro, håb og kærlighed ikke bliver til, tvivl, angst og ligegyldighed, som mange unger døjer med i dag.

Jarl Panzeri Vistisen, uddannelsesvejleder Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto.

Jeg har læst ufattelig mange udredninger om unges diagnoser i mit arbejde som uddannelsesvejleder, og psykologen eller lægen ender stort set altid med anbefalingen, »forudsigelighed, genkendelighed og struktur«, for at diagnoserne ikke tager overhånd.

Derfor er traditioner vigtige, fordi de skaber ro og orden i kaos. Religioner skaber ikke nødvendigvis fred i verden, men kan skabe mere fred i sindet.

Der var flere større sociale sammenkomster i gamle dage, da mødrene gik hjemme og havde tid til at holde dem. Det skal ikke nødvendigvis være kvinden, der står for dem, men i dag har ingen tid til at holde dem.

Det er en udvikling, som er i tråd med feminismen, så din Gud burde være til at tale med om feminisme, hvis du får ham som »bordHerre«. Ellers er der fællesskabet i Ateistisk Selskab tilbage, hvis man er til en filmaften med, »Fire rådhuse og et kapel«. Jarl Panzeri Vistisen, uddannelsesvejleder, København