»Nærhedsfinansiering« er et virkelighedsfjernt politikerord

Det er ikke fornuftigt at flytte kontrollen af patienter med diabetes fra hospitalet til de praktiserende læger, da sidstnævnte ikke har de samme kompetencer som hospitalerne, mener Robert Ellis Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Germund

På samme måde som regeringens storslåede udflytningsplan ligner den nye plan om »nærhedsfinansiering« i sundhedssektoren en skrivebordsøvelse uden ret meget hold i virkeligheden. Hensigten er at tilbyde regionerne et økonomisk incitament for at reducere antallet af kroniske patienter, der bliver behandlet ambulant på sygehuse, for i stedet at overføre dem til kontrol hos praktiserende læger. Med 47 års erfaring som diabetespatient kan jeg kun konstatere, at det er en dårlig ide.

Udover en kortvarig indlæggelse på Hvidøre Hospital gik jeg i flere år hos en overlæges private praksis, hvorefter jeg blev overført til Endokrinologisk ambulatorium på Hillerød (nu Nordsjællands) Hospital. Diabetes er en farlig sygdom, der med kort varsel kan svinge fra den ene yderlighed til den anden, og i mit tilfælde er der tale om fem indsprøjtninger af insulin og lige så mange blodsukkermålinger om dagen for at sikre en balance. Regelmæssig kontrol på hospitalet, hvor jeg skiftevis kommer til at tale med en læge eller en sygeplejerske, skaber den fornødne tillid, som jeg kan bygge videre på i det daglige.

En praktiserende læge kan ikke forventes at have samme kompetencer, som findes på de forskellige ambulatorier.

Dertil kommer en voksende lægemangel således, at syv ud af ti praktiserende læger ikke tager imod nye patienter, og over 100.000 danskere henvises til udbuds-og regionsklinikker. Når sundhedsminister Ellen Trane Nørby udtaler, at »Mange vil have gavn af at blive fulgt i nære og trygge omgivelser hos deres egen læge fremfor at skulle bruge megen tid og ressourcer på at komme hen til uvante rammer på et specialiseret hospital,« er der tale om virkelighedsfjerne politikerord.