Min mormor bøjede sig ikke – det vil jeg heller ikke

Jeg tænker tit på, hvor meget, der faktisk blev kæmpet for de friheder, vi kvinder i Danmark i dag tager som en selvfølge. Min mormors generation fik ikke ligestilling foræret. Kvinder før hende havde måttet slås for retten til at bestemme over deres eget liv, deres egen krop og deres egne penge. For retten til ikke at være underlagt en mand.

Derfor har jeg også svært ved at forstå den forsigtighed, der præger debatten i dag.

Når Isam B kan kalde niqab og tørklæde for et feministisk valg, så står jeg simpelthen af. Selvfølgelig kan en voksen kvinde vælge at gå med tørklæde. Det er hendes ret. 

Men derfra og til at gøre selve tørklædet eller niqab til et feministisk symbol er der meget langt. Især når vi ved, at kvinder andre steder i verden bliver truet, fængslet og slået, fordi de nægter at bære det.

Det paradoks synes jeg, vi taler alt for lidt om.

Det samme gælder religiøs social kontrol. Hizb ut-Tahrir er ikke bare nogle mennesker med synspunkter, jeg tilfældigvis er uenig i. Deres syn på demokrati, religion og samfund bør kunne diskuteres åbent og kritisk – også når de forsøger at få indflydelse blandt unge.

Og muslimske vielser? Her burde udgangspunktet være meget enkelt: Ingen kvinde i Danmark skal ende i en situation, hvor hun i praksis er dårligere stillet end sin mand, fordi religiøse regler får lov at bestemme over hendes mulighed for at komme ud af et ægteskab. Det burde vi kunne sige uden at skulle undskylde først.

Jeg synes, vi har fået en mærkelig berøringsangst. Som om respekt for andre mennesker betyder, at vi også skal respektere enhver religiøs eller kulturel praksis. Det skal vi ikke. Mennesker har krav på respekt. Ideer, religioner og traditioner har krav på at kunne tåle kritik.

Jeg er mor og mormor. Jeg vil ikke fortælle mine døtre og børnebørn, at kvinders frihed var noget, tidligere generationer kæmpede for, men som vores generation ikke rigtig turde forsvare, fordi debatten blev ubehagelig.

Min mormor bøjede sig ikke for mørkemændene i sin tid.

Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre.

Tina Payne, Lyngby

Absurd at give elmarkedets kunder skylden

Som liberal tilhænger af det frie marked, må jeg ryste på hovedet ad Thomas Bernt Henriksens udlægning af sagen om Velkommen og Nettopower. I en kommentar påstår han, at kunderne »ligger, som de har redt«.

Det er en fejlslutning af de helt store.

På et frit marked med fri konkurrence søger forbrugerne naturligvis mod de bedste priser. Strøm er det ultimative homogene produkt: Varen i stikkontakten er nøjagtig den samme, uanset om regningen kommer fra det ene eller det andet selskab. Kampen om elmarkedets kunder kæmpes derfor på marginaler.

Logikken i Thomas Bernts argument svarer i praksis til at sige, at hvis en bilist vælger at tanke sin bil på den billigste ubemandede tankstation, må vedkommende selv ligge og rode med værkstedsregningen, hvis benzinen viser sig at være opspædet med vand eller skader motoren. »Du valgte jo selv den billigste tankstation,« ville Bernts logik lyde.

Det er jo absurd. Tankstationen er godkendt til at sælge brændstof, og bilisten har en fuldstændig berettiget forventning om, at varen overholder gældende standarder og lovgivning.

Elmarkedet er en reguleret forsyningssektor. Når et elselskab har licens og er godkendt af myndighederne, skal forbrugerne kunne handle med ro i maven. At kunderne ender med at opbygge massive tilgodehavender – som de i værste fald må trække igennem Energiankenævnet for at få udbetalt – er ikke udtryk for uforsigtige forbrugere. Det er udtryk for et a conto-system og en regulering, der har tilladt selskaber at bruge kundernes penge som fri kassekredit.

Det frie marked fungerer kun, når der er tillid til rammerne. At placere ansvaret hos de kunder, der blot har benyttet sig af den frie konkurrence på et godkendt marked, er et alvorligt svigt af forbrugerbeskyttelsen.

Henrik Arnsted, Søborg

Momssænkning er tudetosset, Dragsted

Pelle Dragsted rasler med sablen og er klar til at vælte regeringen, hvis ikke den gennemfører regeringsgrundlagets løfte om at halvere momsen på alle fødevarer og fjerne al moms på frugt og grønt.

Jeg undrer mig.

Normalt er han klar til at kæmpe den lille mands sag i klassekampen og er ivrig efter at øge omfordelingen, så det er da mærkeligt at netop Pelle Dragsted vil have lavere moms.

Jeg stiller et retorisk spørgsmål for at forklare min undren: Hvem har mest glæde af nedsat moms på mad?

Dem, der får kaviar og champagne, eller dem, der får spegesild og snaps?

Dem, der får pariserbøf af Wagyu-filet, eller dem, der får det af hakket okse med 18-20 procent fedt?

Dem, der bruger 20.000 kroner om måneden på mad, eller dem, der bruger 2.000 kroner?

Al logik siger jo, at nedsat moms helt klart er mest til glæde for den rige bankdirektør, mens kassedamen får en lang næse.

Hele snakken om moms begyndte med, at kassedamen, den enlige mor og andre »helt almindelige danskere« skulle have råd til at købe mad. Nå ja, de får da lidt glæde af momssænkning, hvis ikke det hele forsvinder i administration og prisstigninger, men samfundet bruger også en formue på at gøre kaviar billigere for de rige kapitalister.

Jeg fatter ikke, at en socialist som Dragsted ikke kan se, at momssænkning er tudetosset og den forkerte løsning på hans ædle problem.

Hvis han alligevel vil vælte regeringen af den årsag, så for mig gerne. Så kan vi få en mere blå regering, der ikke skal leve op til Enhedslistens valgløfter.

Jan Flodin, Næstved

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk